Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
“My soul is weary of my life. I will give free course to my complaint. I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will tell God, ‘Do not condemn me. Show me why you contend with me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Is it good to you that you should oppress, that you should despise the work of your hands, and smile on the counsel of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Do you have eyes of flesh? Or do you see as man sees?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Are your days as the days of mortals, or your years as man’s years,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
that you inquire after my iniquity, and search after my sin?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Although you know that I am not wicked, there is no one who can deliver out of your hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
“‘Your hands have framed me and fashioned me altogether, yet you destroy me.
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I beg you, that you have fashioned me as clay. Will you bring me into dust again?
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Haven’t you poured me out like milk, and curdled me like cheese?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
You have clothed me with skin and flesh, and knit me together with bones and sinews.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
You have granted me life and loving kindness. Your visitation has preserved my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Yet you hid these things in your heart. I know that this is with you:
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
if I sin, then you mark me. You will not acquit me from my iniquity.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I am wicked, woe to me. If I am righteous, I still will not lift up my head, being filled with disgrace, and conscious of my affliction.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
If my head is held high, you hunt me like a lion. Again you show yourself powerful to me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
You renew your witnesses against me, and increase your indignation on me. Changes and warfare are with me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
“‘Why, then, have you brought me out of the womb? I wish I had given up the spirit, and no eye had seen me.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I should have been as though I had not been. I should have been carried from the womb to the grave.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Aren’t my days few? Stop! Leave me alone, that I may find a little comfort,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
before I go where I will not return from, to the land of darkness and of the shadow of death;
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
the land dark as midnight, of the shadow of death, without any order, where the light is as midnight.’”
