Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
My soul is weary of my life; I will leave my complaint upon myself; I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will say to God, Do not condemn me; show me why thou contendest with me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
[Is it] good to thee that thou shouldst oppress, that thou shouldst despise the work of thy hands, and shine upon the counsel of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Hast thou eyes of flesh? or seest thou as man seeth?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
[Are] thy days as the days of man? [are] thy years as man's days,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That thou inquirest after my iniquity, and searchest after my sin?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Thou knowest that I am not wicked; and [there is] none that can deliver out of thy hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Thy hands have made me and fashioned me in all my parts; yet thou dost destroy me.
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I beseech thee, that thou hast made me as the clay; and wilt thou bring me into dust again?
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Hast thou not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Thou hast clothed me with skin and flesh, and hast fenced me with bones and sinews.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Thou hast granted me life and favor, and thy visitation hath preserved my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
And these [things] hast thou hid in thy heart: I know that this [is] with thee.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I sin, then thou markest me, and thou wilt not acquit me from my iniquity.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I be wicked, woe to me; and [if] I be righteous, [yet] will I not lift up my head. [I am] full of confusion; therefore see thou my affliction;
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
For it increaseth. Thou huntest me as a fierce lion: and again thou showest thyself wonderful upon me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Thou renewest thy witnesses against me, and increasest thy indignation upon me; changes and war [are] against me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Why then hast thou brought me forth from the womb? O that I had expired, and no eye had seen me!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I should have been as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
[Are] not my days few? cease [then], [and] let me alone, that I may take comfort a little,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go [whence] I shall not return, [even] to the land of darkness, and the shades of death;
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
A land of darkness, as darkness [itself]; [and] of the shades of death, without any order, and [where] the light [is] as darkness.
