Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
I am weary of my life; I will let loose within me my complaint; I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will say unto God, Do not condemn me! Show me wherefore thou contendest with me!
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Is it a pleasure to thee to oppress, And to despise the work of thy hands, And to shine upon the plans of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Hast thou eyes of flesh, Or seest thou as man seeth?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Are thy days as the days of a man, Are thy years as the days of a mortal,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That thou seekest after my iniquity, And searchest after my sin,
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Though thou knowest that I am not guilty, And that none can deliver from thy hand?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Have thy hands completely fashioned and made me In every part, that thou mightst destroy me?
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
O remember that thou hast moulded me as clay! And wilt thou bring me again to dust?
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Thou didst pour me out as milk, And curdle me as cheese;
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
With skin and flesh didst thou clothe me, And strengthen me with bones and sinews;
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Thou didst grant me life and favor, And thy protection preserved my breath:
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Yet these things thou didst lay up in thy heart! I know that this was in thy mind.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I sin, then thou markest me, And wilt not acquit me of mine iniquity.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I am wicked, —then woe unto me! Yet if righteous, I dare not lift up my head; I am full of confusion, beholding my affliction.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
If I lift it up, like a lion thou huntest me, And again showest thyself terrible unto me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Thou renewest thy witnesses against me, And increasest thine anger toward me; New hosts continually rise up against me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Why then didst thou bring me forth from the womb? I should have perished, and no eye had seen me;
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I should be as though I had not been; I should have been borne from the womb to the grave.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Are not my days few? O spare then, And let me alone, that I may be at ease a little while,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go— whence I shall not return—To the land of darkness and death-shade,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
The land of darkness like the blackness of death-shade, Where is no order, and where the light is as darkness.
