Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
“My soul has been weary of my life, I leave off my talking to myself, I speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I say to God, Do not condemn me, Let me know why You strive [with] me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Is it good for You that You oppress? That You despise the labor of Your hands, And shine on the counsel of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Do you have eyes of flesh? Do You see as man sees?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
[Are] Your days as the days of man? Your years as the days of a man?
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That You inquire for my iniquity, And seek for my sin?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
For You know that I am not wicked, And there is no deliverer from Your hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Your hands have taken pains about me, And they make me together all around, And You swallow me up!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Please remember That You have made me as clay, And You bring me back to dust.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Do You not pour me out as milk? And curdle me as cheese?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Skin and flesh You put on me, And fence me with bones and sinews.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Life and kindness You have done with me. And Your inspection has preserved my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
And these You have laid up in Your heart, I have known that this [is] with You.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I sinned, then You have observed me, And do not acquit me from my iniquity,
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I have done wickedly—woe to me, And righteously—I do not lift up my head, Full of shame—then see my affliction,
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
And it rises—as a lion You hunt me. And You turn back—You show Yourself wonderful in me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
You renew Your witnesses against me, and multiply Your anger with me, Changes and warfare [are] with me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
And why from the womb Have You brought me forth? I expire, and the eye does not see me.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I am as [if] I had not been, I am brought from the belly to the grave,
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Are my days not few? Cease then, and put from me, And I brighten up a little,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go, and do not return, To a land of darkness and death-shade,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
A land of obscurity as thick darkness, Death-shade—and no order, And the shining [is] as thick darkness.”
