Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
My soul is disgusted with my life; I will give free vent to my complaint over myself; I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will say unto God, Do not condemn me; let me know for what cause thou contendest against me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Is it well for thee that thou shouldst oppress, that thou shouldst reject the labor of thy hands, and shed light upon the counsel of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Hast thou eyes of flesh? or wilt thou see as a mortal seeth?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Are thy days as the days of a mortal, or are thy years as the days of a man,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That thou inquirest after my iniquity, and searchest after my sin?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Still it is within thy knowledge that I am not wicked, and there is none that can deliver me out of thy hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Thy hands have carefully fashioned me and made me; every thing is in harmony all round about; and yet thou dost destroy me!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I beseech thee, that as though I were clay hast thou made me; and wilt thou cause me to return again unto the dust?
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Behold, like milk didst thou pour me out, and like cheese didst thou curdle me.
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
With skin and flesh didst thou clothe me, and with bones and sinews didst thou cover me.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Life and kindness didst thou grant me, and thy providence watched over my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
And yet these things hadst thou treasured up in thy heart: I know that this was [resolved] within thee.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I have sinned, then dost thou watch me, and from my iniquity thou wilt not declare me guiltless.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I be wicked, woe unto me: and if I be righteous, I can still not lift up my head; I am sated with disgrace, and ever seeing my affliction;
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
And it constantly increaseth; like a fierce lion dost thou hunt for me; and again thou showest thyself continually wonderful on me;
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Thou ever renewest thy witnesses against me, and causest thy indignation to grow strong against me; changes and multitudes [of sufferings] are around me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Wherefore then didst thou bring me forth out of the womb? Oh that I had perished, and that no eye had seen me!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
That I were as though I had not been, —had been borne from the womb to the grave.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Lo! my days are but few: cease, then, withdraw from me [thy hand], that I may recover my cheerfulness a little.
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go, and return not, to the land of darkness and the shadow of death,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
A land of utter gloom, as of the darkness of the shadow of death, without any order, and the light of which is like utter gloom.
