Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
My soul is weary of my life: I will give free course to my complaint; I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will say unto God, Do not condemn me; shew me wherefore thou strivest with me.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Doth it please thee to oppress, that thou shouldest despise the work of thy hands, and shine upon the counsel of the wicked?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Hast thou eyes of flesh? or seest thou as man seeth?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Are thy days as the days of a mortal? are thy years as a man's days,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
That thou searchest after mine iniquity, and inquirest into my sin;
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
Since thou knowest that I am not wicked, and that there is none that delivereth out of thy hand?
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Thy hands have bound me together and made me as one, round about; yet dost thou swallow me up!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I beseech thee, that thou hast made me as clay, and wilt bring me into dust again.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Hast thou not poured me out as milk, and curdled me like cheese?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
Thou hast clothed me with skin and flesh, and knit me together with bones and sinews;
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Thou hast granted me life and favour, and thy care hath preserved my spirit;
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
And these things didst thou hide in thy heart; I know that this was with thee.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I sinned, thou wouldest mark me, and thou wouldest not acquit me of mine iniquity.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
If I were wicked, woe unto me! and righteous, I will not lift up my head, being [so] full of shame, and beholding mine affliction; —
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
And it increaseth: thou huntest me as a fierce lion; and ever again thou shewest thy marvellous power upon me.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
Thou renewest thy witnesses before me and increasest thy displeasure against me; successions [of evil] and a time of toil are with me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
And wherefore didst thou bring me forth out of the womb? I had expired, and no eye had seen me.
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I should be as though I had not been; I should have been carried from the womb to the grave.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Are not my days few? cease then and let me alone, that I may revive a little,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
Before I go, and never to return, — to the land of darkness and the shadow of death;
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
A land of gloom, as darkness itself; of the shadow of death, without any order, where the light is as thick darkness.
