Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
My soul is weary of my life. I will release my words against myself. I will speak in the bitterness of my soul.
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
I will say to God: Do not be willing to condemn me. Reveal to me why you judge me this way.
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Does it seem good to you, if you find fault with me and oppress me, the work of your own hands, and assist the counsel of the impious?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Do you have bodily eyes? Or, just as man sees, will you see?
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
Are your days just like the days of man, and are your years as the times of humans,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
so that you would inquire about my iniquity and examine my sin?
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
And you know that I have done nothing impious, yet there is no one who can deliver from your hand.
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Your hands have made me and formed me all around, and, in this way, do you suddenly throw me away?
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Remember, I ask you, that you have fashioned me like clay, and you will reduce me to dust.
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Have you not extracted me like milk and curdled me like cheese?
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
You have clothed me with skin and flesh. You have put me together with bones and nerves.
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
You have assigned to me life and mercy, and your visitation has preserved my spirit.
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
Though you may conceal this in your heart, yet I know that you remember everything.
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
If I have sinned, and you have spared me for an hour, why do you not endure me to be clean from my iniquity?
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
And if I should be impious, woe to me, and if I should be just, I will not lift up my head, being drenched with affliction and misery.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
And because of pride, you will seize me like a lioness, and having returned, you torment me to an extraordinary degree.
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
You renew your testimony against me, and you multiply your wrath against me, and these punishments make war within me.
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Why did you lead me out of the womb? If only I had been consumed, so that no eye would ever see me!
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
I should have been as if I had not been: transferred from the womb to the tomb.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Will not my few days be completed soon? Release me, therefore, so that I may lament my sorrows a little,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
before I depart and return no more to a land that is dark and covered with the fog of death,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
a land of misery and darkness, where the shadow of death, and nothing else but everlasting horror, dwells.
