Job 10

1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

Ik walg nu toch van het leven, En laat dus de vrije loop aan mijn klagen; Ik spreek in de bitterheid van mijn ziel,

2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

En zeg tot God: Behandel mij niet als een schuldige; Laat mij weten, waarom Gij tegen mij strijdt!

3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

Brengt het U voordeel, dat Gij verdrukt, Dat Gij het werk uwer handen verwerpt, Maar de plannen der bozen begunstigt?

4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

Hebt Gij ogen van vlees, Ziet Gij, zoals mensen dat doen;

5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

Zijn uw dagen als die van een sterveling, Uw jaren als de levensduur van een mens:

6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

Dat Gij op zoek zijt naar mijn schuld, En naar mijn zonden blijft vorsen,

7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

Ofschoon Gij weet, dat ik niet schuldig ben, En niemand mij uit uw hand kan redden?

8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

Uw eigen handen hebben mij gevormd en gewrocht, En nu zoudt Gij me weer gaan vernielen?

9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

Bedenk toch, dat Gij mij als leem hebt gekneed: En Gij voert mij terug naar het stof?

10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

Hebt Gij me niet als melk laten vloeien, En als kaas laten stremmen;

11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

Mij niet bekleed met huid en met vlees, Met beenderen en spieren samengeweven?

12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

In uw goedheid hebt Gij mij het leven geschonken Uw zorg heeft mijn adem bewaakt,

13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

Maar dit was uw heimelijke toeleg daarbij, Ik weet, dat Gij dit hadt besloten:

14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

Als ik zondigde, mij in het oog te houden, En mij mijn misdaad niet te vergeven;

15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

Was ik schuldig: Wee mij! En was ik onschuldig, Toch zou ik mijn hoofd niet mogen verheffen, Zat van smaad en gedrenkt met ellende!

16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

Hief ik het op, Gij zoudt jacht op mij maken, als een luipaard, Mij telkens uw wondere macht laten voelen,

17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

Uw vijandschap jegens mij weer vernieuwen; Gij zoudt uw toorn op mij nog verdubbelen, Gij riept troepen en legers tegen mij op!

18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

Waarom hebt Gij mij dan uit de schoot laten komen, Gaf ik de geest niet, eer een oog mij aanschouwde?

19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

Dan was ik nu, als had ik nimmer bestaan, En was van de schoot naar het graf gedragen.

20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

Ach, mijn levensdagen zijn maar gering, Laat mij met rust, dat ik een weinig vreugde beleef,

21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

Eer ik heenga, vanwaar ik niet terugkom, Naar het land van duisternis en schaduw des doods;

22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.

Naar het sombere land, waar wanorde heerst, De dag als een stikdonkere nacht!