Job 10
1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
