Job 10

1 Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.

Kad mi je duši život omrznuo, nek' mi tužaljka poteče slobodno, zborit ću u gorčini duše svoje.

2 Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!

Reću ću Bogu: Nemoj me osudit! Kaži mi zašto se na me obaraš.

3 Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?

TÓa što od toga imaš da me tlačiš, da djelo ruku svojih zabacuješ, da pomažeš namjerama opakih?

4 Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?

Jesu li u tebe oči tjelesne? Zar ti vidiš kao što čovjek vidi?

5 Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,

Zar su ti dani k'o dani smrtnika a kao ljudski vijek tvoje godine?

6 saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,

Zbog čega krivnju moju istražuješ i grijehe moje hoćeš razotkriti,

7 da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?

kad znadeš dobro da sam nedužan, da ruci tvojoj izmaknut ne mogu?

8 Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!

Tvoje me ruke sazdaše, stvoriše, zašto da me sada opet raščiniš!

9 Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!

Sjeti se, k'o glinu si me sazdao i u prah ćeš me ponovo vratiti.

10 Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?

Nisi li mene k'o mlijeko ulio i učinio da se k'o sir zgrušam?

11 Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?

Kožom si me i mesom odjenuo, kostima si me spleo i žilama.

12 du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.

S milošću si mi život darovao, brižljivo si nad mojim bdio dahom.

13 Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:

Al' u svom srcu ovo si sakrio, znam da je tvoja to bila namjera:

14 Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.

da paziš budno hoću li zgriješiti i da mi grijeh ne prođe nekažnjeno.

15 Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.

Ako sam grešan, onda teško meni, ako li sam prav, glavu ne smijem dići - shrvan sramotom, nesrećom napojen!

16 Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;

Ispravim li se, k'o lav me nagoniš, snagu svoju okušavaš na meni,

17 du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.

optužbe nove na mene podižeš, jarošću većom na mene usplamtiš i sa svježim se četama obaraš.

18 Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!

Iz utrobe što si me izvukao? O, što ne umrijeh: vidjeli me ne bi,

19 Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.

bio bih k'o da me ni bilo nije, iz utrobe u grob bi me stavili.

20 Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,

Mog su života dani tako kratki! Pusti me da se još malo veselim

21 før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,

prije nego ću na put bez povratka, u zemlju tame, zemlju sjene smrtne,

22 et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.

u zemlju tmine guste i meteža, gdje je svjetlost slična noći najcrnjoj.”