< Jeremias 6 >
1 Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.
Jeninglarni ⱪutⱪuzux üqün Yerusalem xǝⱨiridin ⱪeqinglar, i Binyamin jǝmǝtidikilǝr! Tǝkoa yezisida kanay qelinglar! Bǝyt-Ⱨakkǝrǝmdǝ is signalini kɵtürünglar! Qünki balayi’apǝt, yǝni dǝⱨxǝtlik ⱨalakǝt ximal tǝrǝptin pǝyda bolidu.
2 Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger jeg.
Zion ⱪizi, yǝni nazinin saⱨibjamalni, mǝn nabut ⱪilimǝn.
3 Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke.
Yerusalemƣa ⱪarxi qiⱪiwatⱪan pada baⱪⱪuqilarmu ɵz padilirini epkelidu; ular Yerusalemni ⱪorxawƣa elip qedirlirini tikidu; ularning ⱨǝmmisi ɵzi igiligǝn jayda pada baⱪidu.
4 Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen hælder, og Aftenens Skygger udstrække sig.
[Ular]: «Uningƣa ⱪarxi jǝnggǝ tǝyyarlininglar! Turunglar, qüx waⱪtidin paydilinip ⱨujum ⱪilayli!», «Apla! Kün patay dǝp ⱪaptu, kǝqtiki sayilǝr uzirawatidu!» — [dǝydu], [andin]:
5 Staar op, og lader os drage op om Natten og ødelægge hendes Paladser.
«Xunga, keqiqǝ ⱨujum ⱪilip qiⱪayli, uning mustǝⱨkǝm ordilirini yoⱪitayli!» — dǝydu.
6 Thi saa sigen den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.
— Qünki samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar ularƣa mundaⱪ dǝydu: — Dǝrǝhlǝrni kesip, ular bilǝn Yerusalem ǝtrapida dɵng-potǝylǝrni yasanglar; qünki u jazalanmisa bolmaydiƣan xǝⱨǝrdur; uningda barliⱪ ixlar zulum-zomigǝrliktur.
7 Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.
Ⱪuduⱪ ɵz sulirini urƣutup qiⱪarƣandǝk, umu rǝzilliklirini urƣutup qiⱪarmaⱪta; uningdin zulmǝt-zorawanliⱪ wǝ ⱨalakǝt sadaliri anglanmaⱪta; mening kɵz aldimda ⱨǝmixǝ aƣriⱪ-kesǝllǝr ⱨǝm yarilanƣanlar pǝyda bolmaⱪta.
8 Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi.
I Yerusalem, tǝlim-tǝrbiyǝ ⱪobul ⱪil; bolmisa jenim sǝndin waz keqidu, — bolmisa, Mǝn seni harabilik, adǝmzatsiz bir zemin ⱪiliwetimǝn.
9 Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.
Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar manga mundaⱪ dǝydu: — Ular üzüm telini pasangdiƣuqilardǝk Israilning ⱪaldisini pasangdaydu; xunga sǝn üzüm üzgüqidǝk üzüm telidiki xahlar üstidin yǝnǝ bir ⱪetim ⱪolungni ɵtküzgin!
10 For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre? se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det.
[Mǝn]: — Mǝn ⱨazir kimgǝ sɵz ⱪilip agaⱨlanduray? Ulardin angliƣudǝk zadi kim bar? Mana, ularning ⱪulaⱪliri sünnǝt ⱪilinmiƣan, ular ⱨeq angliyalmaydu. Mana, Pǝrwǝrdigarning sɵzi ularƣa eƣir kelidu; ularƣa ⱨeq huxyaⱪmaydu, — [dedim].
11 Men af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.
— Ⱪǝlbim Pǝrwǝrdigarning ƣǝzǝp otliri bilǝn tolup taxti; uni iqimgǝ siƣduruxtin ⱨalsirap kǝttim; uni koqidiki balilar, yigitlǝrning mǝxrǝp sorunliriƣa tɵkkǝysǝn. Ər-ayallar, ⱪerilar ⱨǝm yaxanƣanlarmu buningdin mustǝsna bolmisun!
12 Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.
— Ularning ɵyliri, etizliri ayalliri bilǝn billǝ ɵzgilǝrgǝ tapxurulidu; qünki Mǝn ⱪolumni zemindikilǝrgǝ sozimǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
13 Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.
— Qünki ǝng kiqikidin qongiƣiqǝ ularning ⱨǝmmisi aqkɵzlükkǝ berilgǝn; pǝyƣǝmbǝrdin kaⱨinƣiqǝ ⱨǝmmisi ohxaxla aldamqiliⱪ ⱪilidu;
14 Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
ular: «Aman-esǝnlik! Aman-esǝnlik!» dǝp hǝlⱪimning ⱪizining yarisini susluⱪ bilǝn ⱪol uqida qala tengip ⱪoydi. Lekin aman-esǝnlik yoⱪtur!
15 De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren.
Ular yirginqlik ixlarni sadir ⱪilƣinidin hijil boldimu? — Yaⱪ, ular ⱨeq hijil bolmidi, ⱨǝtta ⱪizirixnimu ular ⱨeq bilmǝydu. Xunga ular yiⱪilip ɵlgǝnlǝr iqidǝ yiⱪilip ɵlidu; ularni jazalaxⱪa kǝlginimdǝ ular putlixip ketidu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
16 Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa.
Xunga Pǝrwǝrdigar [Ɵz hǝlⱪigǝ] mundaⱪ dǝydu: — Silǝr tɵt aqa yolda turuwatisilǝr; xunga yolunglarni obdan kɵrüp ⱪoyunglar, ⱪǝdimki, yahxiliⱪⱪa elip barƣan yollarni sorap, ularda menginglar; xundaⱪ ⱪilƣanda jeninglar obdan aram tapidu. Lekin ular: «Biz xularda mangmaymiz!» — dǝydu.
17 Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.
Mǝn: Silǝrgǝ «Kanayning agaⱨ sadasiƣa ⱪulaⱪ selinglar!» dǝydiƣan agaⱨ bǝrgüqi kɵzǝtqilǝrni tiklidim; lekin silǝr: «Ⱪulaⱪ salmaymiz» dedinglar.
18 Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem.
Xunga i ǝllǝr, anglanglar; guwaⱨqilar bolup ular arisida bolidiƣan ixlarni bilip ⱪoyunglar!
19 Hør, du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
Angla, i yǝr-zemin! Ⱪara, Mǝn bu hǝlⱪning bexiƣa külpǝt, yǝni ularning oy-hiyallirining aⱪiwitini qüxürimǝn; qünki ular sɵzlirimgǝ ⱪulaⱪ salmiƣan; Mening Tǝwrat-ⱪanunumni bolsa, ular qǝtkǝ ⱪaⱪⱪan.
20 Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortliggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.
— Əmdi zadi nemǝ mǝⱪsǝttǝ Xebadin qiⱪⱪan huxbuy, yiraⱪ yurttin elip kelingǝn egir Manga sunulidu? Kɵydürmǝ ⱪurbanliⱪliringlar ⱪobul ⱪilarliⱪ ǝmǝs, silǝrning «tǝxǝkkür ⱪurnanliⱪ»liringlar Meni hursǝn ⱪilmaydu.
21 Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme.
Xunga Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Mana, Mǝn bu hǝlⱪ aldiƣa putlikaxanglarni salimǝn; xuning bilǝn ⱨǝm atilar ⱨǝm oƣullar billǝ putlixidu; ⱪoxnilar wǝ dostlar ohxaxla nabut bolidu.
22 Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses Ira det yderste af Jorden.
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Ⱪara, ximaliy zemindin bir hǝlⱪ kelidu, yǝr yüzining ǝng ⱪǝriliridin uluƣ bir ǝl ⱪozƣilidu;
23 De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!
ular oⱪya wǝ ⱪiliq bilǝn ⱪorallinidu; ular zalim, ⱨeq rǝⱨim ⱪilmaydu; ularning awazi dengiz dolⱪunidǝk xawⱪunlaydu; ular atlarƣa minidu, jǝnggiwar adǝmlǝrdǝk sǝp-sǝp bolup turidu; ular sanga ⱪarxi jǝng ⱪilixⱪa kelidu, i Zion ⱪizi!
24 Vi have hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.
«Biz ular toƣruluⱪ hǝwǝr angliduⱪ; ⱪolimiz boxixip kǝtti; ƣǝxlik, tolƣaⱪta ⱪalƣan ayaldǝk azab bizni tutti» — [dedim].
25 Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thi Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel; trindt omkring.
«Dalaƣa qiⱪmanglar, yollar bilǝn mangmanglar, qünki düxmǝnning ⱪiliqi bar, tǝrǝp-tǝrǝplǝrni wǝⱨimǝ basidu.
26 O, mit Folks Datter! ombind dig med Sæk, og vælt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelæggeren skal komme hastelig over os.
I hǝlⱪimning ⱪizi, sǝn ɵzünggǝ bɵz kiyim kiyiwal, küllǝr iqidǝ eƣinap yat; ɵzüngning bir tal oƣlungdin juda bolƣandǝk ⱪattiⱪ yiƣlap matǝm tut; qünki bulang-talang ⱪilƣuqi bizgǝ ⱪarap tuyuⱪsiz kelidu».
27 Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.
[Pǝrwǝrdigar manga]: — Mǝn seni roda siniƣuqi ⱪilip tiklidim, hǝlⱪim bolsa huddi tǝkxürülidiƣan rodidǝk bolidu; seni ularning yollirini kɵzitip sinaxⱪa tiklidim, — [dedi].
28 De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordærvede.
— Ularning ⱨǝrbiri asiyning asiysi, ular tɵⱨmǝt qaplap uyan-buyan ⱪatrap yürmǝktǝ; ular mis wǝ tɵmürning ɵzidur, ⱨǝmmisi qirip kǝtkǝndur;
29 Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte.
tɵmürqining kɵrükimu kɵyüp kǝtti, ⱪoƣuxun bolsa otta yǝm boldi; rodini eritip tawlax bikar boldi; hǝlⱪim yamanlardin haliy bolmidi.
30 Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.
Ular «daxⱪal kümüx» dǝp atilidu; qünki Pǝrwǝrdigar ularni rǝt ⱪildi.