Jeremias 6

1 Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

“ʻAe fānau ʻa Penisimani mou fakataha ʻakimoutolu pea hola atu mei Selūsalema, pea ifi ʻae meʻalea ʻi Tikoa, pea fokotuʻu ʻae fakaʻilonga afi ʻi Pete-Hakilime; he ʻoku hā mai ʻae kovi mei he tokelau, pea mo e fakaʻauha lahi.

2 Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger jeg.

Kuo u fakatatau ʻae ʻofefine ʻo Saione ki he fefine hoihoifua mo angalelei.

3 Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke.

‌ʻE haʻu kiate ia ʻae kau tauhi mo ʻenau fanga sipi; pea te nau fokotuʻu honau ngaahi fale fehikitaki ʻo takatakai kiate ia; pea te nau taki taha kai ʻi hono potu ʻoʻona.

4 Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen hælder, og Aftenens Skygger udstrække sig.

“Mou teuteu kiate ia; tuʻu hake pea ke tau ʻalu hake ʻi he hoʻatāmālie. ʻOiauē ʻakitautolu! He kuo ʻalu ʻae ʻaho, pea kuo mafola atu ʻae malumalu ʻoe efiafi.

5 Staar op, og lader os drage op om Natten og ødelægge hendes Paladser.

Tuʻu hake, pea tau ʻalu atu ʻi he poʻuli, pea fakaʻauha hono ngaahi fale fakaʻeiʻeiki.”

6 Thi saa sigen den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.

He ʻoku pehē ʻe Sihova ʻoe ngaahi kautau, “Tā hifo hono ngaahi ʻakau, pea fai ha tanu puke ki Selūsalema; ko e kolo eni ke kapa; kuo pito ia ʻi loto ʻi he fakamālohi.

7 Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.

‌ʻO hangē ʻoku puna ʻae vai mei he matavai, ʻoku pehē ʻae hā mai ʻae angahala meiate ia; ʻoku ongoʻi ʻiate ia ʻae fakamālohi pea mo e maumauʻi; ʻoku ʻi hoku ʻao maʻuaipē ʻae mamahi mo e ngaahi lavea.

8 Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi.

‌ʻE Selūsalema, ke akonekina koe, telia naʻa ʻalu ʻiate koe ʻa hoku laumālie; telia naʻa ngaohi koe ke tala, ko e fonua taʻehanokakai.”

9 Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.

ʻOku pehē ʻe Sihova ʻoe ngaahi kautau, “Te nau tānaki hono toe ʻo ʻIsileli ʻo hangē ko e vaine: pea ʻe toe ai ho nima ki he ngaahi vaʻa ʻo hangē ko e tangata ʻoku toli ʻae fua ʻoe vaine.”

10 For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre? se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det.

Te u lea mo valoki kia hai, koeʻuhi ke nau fanongo? Vakai, kuo tāpuni honau telinga, pea ʻoku ʻikai te nau faʻa ongoʻi; vakai, ko e meʻa manuki kiate kinautolu ʻae folofola ʻa Sihova; ʻoku ʻikai te nau fiefia ki ai.

11 Men af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.

Ko ia kuo u fonu ʻi he houhau ʻo Sihova; ʻoku ou fiu ʻi he taʻofi: “Te u lilingi atu ia, ki he fānau ʻoku ʻi he hala; pea ki he fakataha ʻae kau talavou, ʻio, ʻe ʻave ʻae tangata mo hono uaifi, ʻae motuʻa pea mo ia ʻoku lahi hono ngaahi ʻaho.

12 Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.

“Pea ʻe maʻu ʻe he kakai kehe honau ngaahi fale, mo e ngaahi ngoue, fakataha mo honau ngaahi uaifi: he te u mafao atu hoku nima ki he kakai ʻoe fonua, ʻoku pehē ʻe Sihova.’

13 Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

“He ʻoku nau taki taha manumanu mei he iiki ʻo aʻu ki he lalahi; pea taki taha fai kākā mei he palōfita, ʻio, ʻo aʻu ki he taulaʻeiki.

14 Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

Kuo nau fakamoʻui kākā foki ʻae lavea ʻoe ʻofefine ʻo hoku kakai, ʻonau pehē, ‘Fiemālie, fiemālie;’ ka ʻoku ʻikai ha fiemālie.

15 De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren.

He naʻa nau mā ʻi heʻenau fai meʻa fakalielia? Naʻe ʻikai, naʻe ʻikai ʻaupito te nau mā, pea naʻe ʻikai te nau fekulaʻi ʻi he mā; ko ia te nau hinga mo kinautolu ʻoku hinga: ʻo kau ka ʻaʻahi kiate kinautolu ʻe lī ki lalo ʻakinautolu, ʻoku pehē ʻe Sihova.

16 Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Mou tuʻu ʻi he ngaahi hala, ʻo mamata, pea fehuʻi ki he ngaahi motuʻa hala, ‘Ko e fē ʻae hala lelei?’ Pea mou ʻaʻeva ʻi ai, pea te mou ʻilo ʻae fiemālie ki homou laumālie. Ka naʻa nau pehē, ‘ʻE ʻikai te mau ʻeveʻeva ai.’

17 Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.

Pea naʻaku fakanofo kiate kimoutolu foki ʻae kau tangata leʻo, ʻo pehē, ‘Fanongo ki he leʻo ʻoe meʻalea.’ Ka naʻa nau pehē, ‘ʻE ʻikai te mau fanongo.’

18 Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem.

“Ko ia mou fanongo, ʻae ngaahi puleʻanga, pea ʻilo ʻe he fakataha ʻoe kakai, ʻae meʻa ʻaia ʻoku ʻiate kinautolu.

19 Hør, du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.

Fanongo, ʻe māmani: vakai, te u ʻomi ʻae kovi ki he kakai ni, ko e fua ʻo ʻenau ngaahi mahalo, koeʻuhi naʻe ʻikai te nau fanongo ki heʻeku ngaahi lea, pe ki heʻeku fono, ka kuo nau liʻaki ia.

20 Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortliggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.

He ko e hā hono ʻaonga ke ʻomi ʻae meʻa namu kakala kiate au mei Sipa, pea mo e tō huʻamelie mei he potu mamaʻo? ʻoku ʻikai lelei kiate au homou ngaahi feilaulau tutu, pea ʻoku ʻikai huʻamelie kiate au homou ngaahi feilaulau.”

21 Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme.

Ko ia ʻoku pehē ʻe Sihova, “Vakai, te u ʻai ʻae ngaahi tūkiaʻanga ʻi he ʻao ʻoe kakai ni, pea ʻe tūkia fakataha ai ʻae ngaahi tamai pea mo e ngaahi foha; pea ʻe malaʻia ʻae kaungāʻapi mo honau kāinga.”

22 Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses Ira det yderste af Jorden.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Vakai, ʻoku haʻu ha kakai mei he fonua ʻi he tokelau, pea ʻe fakatupu ʻae kakai lahi mei he ngataʻanga ʻo māmani.

23 De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!

Pea te nau ala ki he kaufana mo e hōfangahau; ʻoku nau loto fefeka, pea taʻeʻaloʻofa; ʻoku ʻuʻulu honau leʻo ʻo hangē ko e tahi; pea ʻoku nau heka ki he fanga hoosi, ʻo fakaʻotu ʻo hangē ko e kau tangata te u tau kiate koe, ʻE ʻofefine ʻo Saione.”

24 Vi have hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.

Kuo tau fanongo ki hono ongoongo: ʻoku vaivai hotau nima; kuo maʻu ʻakitautolu ʻe he mamahi, ʻo hangē ko e langā ha fefine ke fāʻele.

25 Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thi Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel; trindt omkring.

‌ʻOua naʻa ʻalu ki he ngoue, pe ʻeveʻeva ʻi he hala; he ʻoku ʻi he potu kotoa pē ʻae heletā ʻoe fili mo e fakailifia.

26 O, mit Folks Datter! ombind dig med Sæk, og vælt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelæggeren skal komme hastelig over os.

ʻE ʻofefine ʻo hoku kakai ke ke nonoʻo ʻaki koe ʻae tauangaʻa, pea fetafokifokiaki koe ʻi he efuefu; ke ke mamahi, ʻo hangē ko e fai ki he foha pe taha, ko e tangilāulau mamahi: koeʻuhi ʻe haʻu fakafokifā pe kiate koe ʻae fakaʻauha.

27 Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.

“Kuo u fakanofo koe ko e ʻahiʻahi, mo e fakamaʻa ki hoku kakai, koeʻuhi ke ke ʻiloʻi mo ʻahiʻahi ki heʻenau anga.

28 De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordærvede.

Ko e kau angatuʻu fakamamahi ʻakinautolu kotoa pē, ko e kau lauʻi kovi: ko e palasa mo e ukamea ʻakinautolu: ko e kau fakakovi ʻakinautolu kotoa pē.

29 Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte.

Kuo vela ʻae tapili, kuo vela ʻo vai ʻae pulu ʻi he afi; ʻoku fai ʻae haka taʻeʻaonga ʻe he fakamaʻa: he ʻoku ʻikai mavahevahe ʻae kovi.

30 Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.

‌ʻE ui ʻakinautolu ʻe he kakai ko e siliva kākā, koeʻuhi kuo liʻaki ʻakinautolu ʻe Sihova.”