Jeremias 6

1 Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.

Kowos mwet Benjamin, kaing ac suk moul lowos! Kaingla liki Jerusalem! Ukya mwe ukuk in Tekoa, ac tanak sie e an in Beth Haccherem in sulkakin lah ongoiya ac kunausten akuranna tuku liki acn epang.

2 Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger jeg.

Siti Zion arulana oasku, tusruktu ac fah kunausyukla;

3 Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke.

tokosra uh ac fah mutangan aktuktuk we wi mwet mweun lalos. Elos ac tulokunak lohm nuknuk selos rauneak siti sac, ac kais sie selos fah aktuktuk in acn na el lungse.

4 Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen hælder, og Aftenens Skygger udstrække sig.

Elos fah fahk, “Akola in mweuni Jerusalem! Tuyak, kut ac mweunel ke infulwen len!” Na elos sifilpa fahk, “Tari, arulana pahtlac. Fongeni pa inge.

5 Staar op, og lader os drage op om Natten og ødelægge hendes Paladser.

Kut fah mweunel ofong. Kut ac kunausla pot ku lun siti uh.”

6 Thi saa sigen den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.

LEUM GOD Kulana El sapkin tokosra inge in pakiya kutu sak ac elosak fohkon acn uh mwe fanyak nu fin pot Jerusalem. El fahk, “Nga fah kai siti se inge mweyen yokna akkeok we.

7 Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.

Oana ke sie lufin kof oasr kof sasu loac pacl nukewa, ouinge oasr ma koluk sasu in Jerusalem pacl nukewa. Nga lohng na ke akmas ac sulallal orek in siti uh. Pwayena ma nga liye pa mas ac kinet.

8 Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi.

Mwet Jerusalem, lela mwe lokoalok inge in mwe akesmakye kowos. Fin tia, nga fah siskowosla. Nga ac ekulla siti lowos nu ke sie acn mwesis, sie acn ma wangin mwet muta we.”

9 Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.

LEUM GOD Kulana El fahk nu sik, “Israel ac fah wanginla mwet we oana sie ima in grape su fahko nukewa kac uh kinkinla. Ke ma inge kom enenu in molelosla nukewa su kom ku in molela ke srakna oasr pacl.”

10 For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre? se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det.

Ac nga fahk, “Su ac lohngyu nga fin kaskas nu selos in akesmakyalos? Elos likkeke ac srangesr lohng kas lom. Elos isrun ma kom sap nga in fahk.

11 Men af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.

LEUM GOD, kasrkusrak lom selos firir pac in nga, ac nga koflana in sifil kutong.” Na LEUM GOD El fahk nu sik, “Okoala kasrkusrak luk nu fin tulik srisrik inkanek uh, ac nu fin tukeni lun mukul fusr. Ac fah utukla pac mwet payuk nukewa, wi mwet arulana matu.

12 Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.

Lohm selos ac ima lalos ac mutan kialos ac fah itukyang nu sin kutu pac mwet. Nga ac kalyei mwet in facl se inge.

13 Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.

Mwet nukewa, mwet fulat ac mwet srisrik, elos srike in orek mani ke inkanek kutasrik. Finne mwet palu ac mwet tol, elos kiapu pac mwet uh.

14 Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.

Elos oru oana in ma na kuretyuki pa kinet ke mwet luk uh. Elos fahk mu, ‘Ma nukewa wo na,’ sruhk ma uh tiana wo.

15 De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren.

Ya elos mwekin ke elos oru ma srungayuk inge? Mo, elos tiana mwekin kutu srisrik. Elos tia pacna ngetnget in mwekin. Ke ma inge elos ac fah misa oana mwet misa tari. Pacl se nga kalyaelos uh, pa ingan saflaiyalos. Nga, LEUM GOD, pa fahk ma inge.”

16 Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa.

LEUM GOD El fahk nu sin mwet lal, “Tu ke inkanek sengelik uh ac liye. Siyuk lah pia inkanek ma matu ac wo emeet uh. Fahsr kac, ac kowos fah muta in misla.” Tusruktu elos fahk, “Mo, kut ac fah tia fahsr kac!”

17 Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.

Na LEUM GOD El srisrngiya mwet san in porongo ke ukuk uh ac kas. Tuh elos fahk, “Kut ac tia porongo.”

18 Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem.

Ke ma inge LEUM GOD El fahk, “Porongo, kowos mutunfacl uh, ac liye ma ac sikyak nu sin mwet luk.

19 Hør, du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.

Lohng, O faclu! Nga ac use mwe ongoiya nu sin mwet inge in kaelos ke pwapa koluk lalos nukewa, mweyen elos srunga mwe luti luk ac tia akos kas luk.

20 Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortliggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.

Mwe mea mwe kisa keng elos use Sheba me nu yuruk, ku mwe akyuye mongo elos use yen loesla me? Nga fah tia eis mwe sang lalos, ku insewowokin mwe kisa lalos.

21 Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme.

Ke ma inge nga ac oru mwet inge in tukulkul ac ikori. Papa uh ac wen natulos ac fah misa, oayapa mwet kawuk ac mwet tulan.”

22 Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses Ira det yderste af Jorden.

LEUM GOD El fahk, “Mwet ac fah tuku liki sie facl in acn epang. Sie mutunfacl kulana yen loesla el akola nu ke mweun.

23 De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!

Elos sruok mwe pisr ac cutlass natulos; elos mwet sulallal ac wangin pakomuta lalos. Pusren kasrusr lun horse natulos oana pusren ngirngir lun meoa uh. Elos akola in mweun lain Jerusalem.”

24 Vi have hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.

Na mwet Jerusalem elos fahk, “Kut lohng tari pweng ingan, ac paosr munas ac atla; kut fosrngala ac keok oana sie mutan isus.

25 Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thi Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel; trindt omkring.

Kut tia ku in som likin siti uh, ku forfor inkanek uh, mweyen mwet lokoalok lasr uh akoela mwe mweun natulos, ac mwe aksangeng lulap raunikutla yen nukewa.”

26 O, mit Folks Datter! ombind dig med Sæk, og vælt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelæggeren skal komme hastelig over os.

LEUM GOD El fahk nu sin mwet lal, “Nokomang nuknuk yohk eoa ac ipippip in apat uh. Kowos in arulana tung ac mwemelil oana ke wen sefanna nutuwos el misa, mweyen el su tuku in sikikowosla ac fah tuku ke pacl na sa in mweuni kowos.

27 Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.

Jeremiah, srike mwet luk uh oana ke kom ac srike osra uh, kom in konauk kuiyalos.

28 De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordærvede.

Elos nukewa likkeke ac lainyu na. Elos keke oana osra bronze ac iron. Elos nukewa koluk. Elos forfor ac srumun kas kikiap ke mwet.

29 Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte.

Funyu uh arulana folla, ac kutkut ke osra uh tiana kofelik in nasnasla. Ouinge wangin sripa in tayak e uh in aknasnasyela mwet luk, mweyen mwet koluk uh tiana som lukelos.

30 Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.

Elos ac fah pangpang kutkut wangin sripa ma sisila, mweyen nga, LEUM GOD, siselosla.”