Jeremias 6
1 Flyr, I Benjamins Børn! midt ud af Jerusalem, og blæser i Trompeten i Tekoa, og oprejser en Bavn over Beth-Kerem; thi en Ulykke lader sig se af Norden og en stor Forstyrrelse.
Vo Benjamin chate, nahindohna diuvin jamun, Jerusalema kon in jamdoh’un! Tekoa mun’a sumkon mutuvin lang, Beth-hakkerem mun’a melchihna ponlap khaidoh un. Ajeh chu sahlam gam’a konin melma thahhattah ahungin, ama chu manthahna nasatah toh ahung kitollut e.
2 Den dejlige, den yppige, Zions Datter ødelægger jeg.
Vo Jerusalem, kachanu melhoitah nahi. Hijongleh keiman nang kasuhmang ding nahi.
3 Til hende skulle Hyrder og deres Hjorde komme; de slaa Telte op trindt omkring imod hende; hver afgræsser sit Stykke.
Kelngoi chinghon khopi pam kim’a ponbuh akison bangun, nagalmiten khopi kimvela pansauva nachenkhum diu ahi. Amahon ama deina cheh mun’a panmun akisemdiu ahi.
4 Helliger en Krig imod hende! staar op, og lader os drage op om Middagen; ve os! thi Dagen hælder, og Aftenens Skygger udstrække sig.
Amahon asam’un,”galsat din kigongun, sunkim tahleh idelkhum diu ahi.” Atiuve. Ahinlah, ahipoi ageibehseh tai, nisa lhumkon ahin, kho thimding ahitai.
5 Staar op, og lader os drage op om Natten og ødelægge hendes Paladser.
Jan tengleh delkhumjo taute. Chuteng leng inpi jouse isuh chimdiu ahi,” atiuve.
6 Thi saa sigen den Herre Zebaoth: Afhugger Træerne, og opkaster en Vold imod Jerusalem; dette er den Stad, som bliver hjemsøgt, der er Undertrykkelse i den overalt.
Ajeh chu Pakai van Pathen in hitin aseiye: Thingphung ho chu phuhlhuvin lang, galdouna pal sem un. Jerusalem kulpi douna gal-pal sep sanguvin. Hiche khopi hi agilou behseh tauve, talen kamatsah ding ahi,” ati.
7 Som en Brønd lader sit Vand udvælde, saa lader hun sin Ondskab udvælde; Vold og Ødelæggelse høres i den, for mit Ansigt er der stedse Saar og Slag.
Ama nun twisamphunga twi hung putdoh bangin, gitlouna ho athethang jenge. Akhopi sung jouse jong pumhat leh manthahna adimin. Amanu kimavo naleh athohna ho keiman kamu jing e.
8 Lad dig advare, Jerusalem! at mit Hjerte ikke skal rive sig løs fra dig; at jeg ikke skal gøre dig til en Ødelæggelse, et Land, som ingen bor udi.
Vo Jerusalem, ka gihsalna hi ngaiyin! Achutilouleh keiman nangma ahomkeuva kadalhah ding nahi. Phaten ngaijin, keiman nangma kho-gemsa kasosah’a chuleh mihem koima chennalou gam kasosah ding nahi,” ati.
9 Saa siger den Herre Zebaoth: Som paa Vinstokken skulle de holde Efterhøst paa det overblevne af Israel; før din Haand tilbage som den, der afplukker Vindruer til Kurvene.
Pakai Van Pathen in hitin aseiye, Lengpiga atkhompan ahaimila anuseho, avela aphung tilchen’a ahung lokhom soh kit banga, Israelte amoh chengse jong chu avela kichomdoh soh kitdiu ahi, ati.
10 For hvem skal jeg tale og vidne, saa at de høre? se, deres Øren have Forhud, og de kunne ikke give Agt; se, Herrens Ord blev dem til Spot, de have ikke Lyst til det.
Keiman koi kom’a gihsalna thu kaseiya, Chuleh koiham kathusei ngaiding? Abil u abonin akisingtan, amahon kho ajatapouve. Amahon Pakai thusei adouvun, chuleh Pakai thu ajuipouve.
11 Men af Herrens Vrede er jeg fuld, jeg er træt af at holde den tilbage: Udøs den over de spæde Børn paa Gaden og over alle de unge Karles lønlige Forsamling; thi baade Mand og Kvinde, den gamle og den, som har fyldt sine Dage, skulle gribes.
Hitijeh chun Pakai lunghanna chu kasunga tun adimtai. Hiche kakhol khol hi kacholtai. “ka lunghanna hi keiman khopi sunga kichem chapangho chunga, khangdong kikhom ho chunga, ajipa leh ajinu chunga, chuleh upa ho leh tehseho chunga kasun lhah ding ahi.
12 Og deres Huse skulle tilfalde andre, Agre og Kvinder til Hobe; thi jeg vil udrække min Haand over Landets Indbyggere, siger Herren.
A-in hou, alou hou chuleh ajinuteu jouse, abon’a melmate khut’a kapih doh ding ahi. Ajeh chu keiman hiche mite chunga hi kakhuttum kalha ding ahi,” tin Pakaiyin aseiye.
13 Thi fra den mindste af dem indtil den største af dem tragter enhver efter Vinding, og fra Profet og indtil Præst lægge de alle Vind paa Løgn.
Ajeh chu aneopen’a pat alenpen geiyin, amitakip in lamdih louva phatchomna aholtauve. Themgaoho leh thempuho geiyin jou le nal in thil aboltauvin ahi.
14 Og de lægede mit Folks Datters Brøst, som om det var en let Sag, idet de sagde: Fred! Fred! dog der var ikke Fred.
Amahon kamite chunga maha ho chu imalou tah in ajenpih un. Amahon chamna bon umlouva, ima aboi aumpoi, aphasoh keiye, atiuve.
15 De ere blevne til Skamme; thi de gjorde Vederstyggelighed; dog skamme de sig aldeles ikke og vide ikke at være skamfulde; derfor skulle de falde iblandt dem, som falde, den Tid, naar jeg vil hjemsøge dem, skulle de snuble, siger Herren.
Amahon kidah um tahtah ho aboldoh tenguleh, jachatna aneilouvu ham? Ajahcha naisaipouve, jum leja helouhel mite ahiuve. Amaho hi alhusa hotoh kijamtha diu ahi. Keiman amaho talen kamatsah tengleh, abonuva kichaihel diu ahi, tin Pakaiyin aseiye.
16 Saa sagde Herren: Staar paa Vejene og ser til, og spørger om de gamle Stier, hvor den gode Vej mon være, og vandrer paa den, og I skulle finde Rolighed for eders Sjæl; men de sagde: Vi ville ikke gaa.
Pakaiyin hitin aseiye, Lamsom dunga dinguvin lang nakimvelu veuvin. Lamlui apha, Pathen lampi chu hol uvin, hichea chun cheuvin. Hiche lampi chu juiyun, Chutileh nalungthim kicholding ahi. Ahivangin nanghon hiche lampi chu juipou vinge, natiuve.
17 Jeg har og sat Vægtere over eder, giver Agt paa Trompetens Lyd; men de sagde: Vi ville ikke give Agt.
Keiman nachunguva nangahtup diu kakoiyin: Aman najahuva, sumkon gin phaten ngaiyun’ ati. Ahivangin nanghon, ngainahsah in nakoipouve’ ati.
18 Derfor hører, I Hedninger! og forstaa, du Menighed! de Ting, der ske iblandt dem.
Hijeh chun, namtin vaipin hichehi ngaiyun, kamite chunga thil hunglhung ding khu hecheh un.
19 Hør, du Jord! se, jeg fører Ulykke over dette Folk, deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
Leiset pumpin ngaiuvin! Keiman hiche mite chunga manthahna kahinlhut ding ahi. Hiche amaho agitlounau tohga hiding ahi. Ajeh chu amahon kathusei angaipouvin chuleh kathupeh adonpouve.
20 Hvortil skal der bringes mig Virak fra Seba og den gode Kalmus fra et langt bortliggende Land? eders Brændofre ere ikke behagelige, og eders Slagtofre tækkes mig ikke.
Sheba gam’a kon chuleh gamla tah tah’a kon’a gimnamtwi tah tah maicham’a nahin lhut u chu, ipia pang ding ham? Pumgo thilto nabolu jong kasan lou ding chuleh kilhaina nabol jouseu jong kalunglhaina ahipoi.
21 Derfor, saa siger Herren: Se, jeg vil sætte Stød for dette Folk; og Fædre og Børn til Hobe skulle støde sig paa dem, Naboen og hans Ven skulle omkomme.
Hijeh chun Pakaiyin hitin aseiye, Keiman kamite hi alamlhahna jouseuva kipal lhuhna kakoi ding; Apa leh achate kipallhu khomdiu chuleh hengleh kom, gollepai ho jouse jong thikhom diu ahi.
22 Saa siger Herren: Se, der skal komme et Folk af et Land imod Nord, og et stort Folk skal rejses Ira det yderste af Jorden.
Hijeh chun Pakaiyin hitin aseiye, Vetan, sahlam gam’a konin melma nasatah ahung konin, Chuleh gamlatah’a konin jong nadoudiu namtin vaipi ahung kitil dohtai.
23 De skulle føre Bue og Glavind, det er et grumt Folk, og de skulle ikke forbarme sig, deres Røst skal bruse som Havet, og de skulle komme ridende paa Heste, rustede, som en Mand til Krig, imod dig, du Zions Datter!
Amahon thalpi leh tengcha akichoiyun, amaho chu giloutah leh lungsetna neilouhel ahiuve. Sakol chunga ahung touvun, tampi ahung kitolun, akitol ginu chu twikhanglen kinong gin tobang ahi. Amahon galbol dingdan akisemtoh un, nangma sumang jeng din ahung konuve, vo Jerusalem” ati.
24 Vi have hørt Rygtet derom, vore Hænder ere blevne slappe; Angest har betaget os, ja, en Smerte som hendes, der føder.
Keihon melmate chung chang thuthang kajatauve. Kichat jeh in thabeiyin kakhutu angoilha jengtai. Dipdam voujang nat in eiphauvin, numei naosonat in aphah bangin kaum gamtauve.
25 Gak ikke ud paa Ageren, og gak ikke ad Vejen; thi Fjenden har sit Sværd, der er Rædsel; trindt omkring.
Loujaova potdoh dauvin lang, Lampidunga jong vahle hih un! Ajeh chu melmapan chemjam akidop in, munjousea kichat tijat aume.
26 O, mit Folks Datter! ombind dig med Sæk, og vælt dig i Asken, anstil Sorg, som for den eneste Søn, en saare bitter Klage; thi Ødelæggeren skal komme hastelig over os.
Vo kamite, khaodip pon kisil uvin lang, vutlah’a kitangun. Chapa changkhat seh manthahna chunga laina tah’a kap bangin kap un. Ajeh chu hetman louhela misumangpa chu nachunguva hung chuding ahi.
27 Jeg har sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kende og prøve deres Vej.
Vo Jeremiah, keiman nangma hi, kamite itobang mong hiuvem, ti hedoh dinga, thih patepna tobanga kasemdoh nahi.
28 De ere alle aldeles modvillige og vandre om som Bagvadskere, de ere Kobber og Jern; de ere alle sammen fordærvede.
Amaho hi, doumah bol’a lamkai milouchaltah ahiuvin: Chuleh muntin’ah mi seisea vahle ahiuve. Amaho hi, sum-eng lah thih banga tah’a, Chuleh midangho thilphalou bolsah’a makai ahiuve.
29 Pusteren blæser, Blyet er fortæret af Ild, man har forgæves smeltet og smeltet; thi de onde ere ikke udskilte.
Pumlongin, mei chu akijap amleng in; Ahivangin, hichun thih-eh ho chu alhutjal thengsel dehpoi. Ajeh chu agitlounau chu amangthei dehpoi.
30 Forkastet Sølv kalder man dem; thi Herren har forkastet dem.
Hijeh’a chu, Keiman amaho chu, lahtheilou dangka kati ding ahi. Ajeh chu, keima Pakaiyin amaho chu kapaimang ahitauve, ati.
