Jeremias 5
1 Løber omkring paa Gaderne i Jerusalem, og ser dog og kender, og søger paa dens Gader, om I kunne finde nogen, om der er nogen, som gør Ret, som beflitter sig paa Troskab, saa vil jeg tilgive den.
Jerusalem tollong ah van thikthuek uh lamtah hmu uh laeh. Ming uh lamtah a toltung ah tlap uh. Hlang na hmuh atah, tiktamnah a saii tih uepomnah a tlap atah anih te khodawk ka ngai ni.
2 Og om de end sige: Saa vist som Herren lever, saa sværge de dog falskelig.
BOEIPA kah hingnah tah a thui uh akhaw a honghi lam ni tangkhuet a toemngam uh.
3 Herre! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en Klippe, de vægrede sig ved at vende om.
BOEIPA aw na mik te uepomnah ham moenih a? Amih te na taam dae a tloh pah moenih. Amih te na khah akhaw thuituennah doe ham a aal uh. A maelhmai te thaelpang lakah a ning sak uh tih mael hamla a aal uh.
4 Men jeg sagde: Det er vel kun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende Herrens Vej, deres Guds Ret;
Kai tah amih te tattloel rhoek rhep ka ti ngawn. BOEIPA kah khosing neh a Pathen kah laitloeknah te a ming uh pawt dongah nga uh coeng.
5 jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide Herrens Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.
Tanglue rhoek te kamah ham ka caeh thil vetih amih te ka voek ni. Amih loh BOEIPA kah khosing neh a Pathen kah laitloeknah te a ming uh ta. Tedae amih loh hnamkun te rhenten a bawt uh tih kuelrhui khaw a dul uh.
6 Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige.
Te dongah amih te duup lamkah sathueng loh a ngawn ni. kolken uithang loh amih te a rhoelrhak ni. Kaihlaeng loh a khopuei soah a hak thil coeng tih te lamkah aka thoeng boeih te a ngaeh ni. Amih kah boekoek khaw pung aih coeng tih a hnuknong, a hnuknong uh rhoek mah tahoeng aih coeng.
7 Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen.
Te dongah mebang khodawkngai nen lae nang taengah khodawk ka ngai eh? Na ca rhoek loh kai n'hno uh tih pathen pawt nen khaw a toemngam uh. Amih te ka kum sak lalah samphaih uh tih pumyoi im la det uh.
8 De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.
Hlang he a vuelh phoeiah aka cuk marhang la poeh uh coeng tih a hui kah a yuu taengah khaw hlampan uh.
9 Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?
Te dongah ka cawh mahpawt nim? BOEIPA kah olphong ni he. Te bang namtom soah atah ka hinglu loh phulo mahpawt nim?
10 Stiger op paa dens Mure og fordærver, men gører ikke aldeles Ende paa den; borttager dens Ranker, thi de ere ikke Herrens.
Cet lamtah a vong te phae pah. Tedae a boeihnah hil tah saii boeh. A baek rhoek te khaw hlaek laeh. Te rhoek te BOEIPA ham moenih.
11 Thi Israels Hus og Judas Hus have været helt troløse imod mig, siger Herren.
Israel imkhui neh Judah imkhui he kai taengah hnukpoh tah hnukpoh uh coeng. He tah BOEIPA kah olphong ni.
12 De fornægtede Herren og sagde: Ham er det ikke; og Ulykke skal ikke komme paa os, og Sværd og Hunger skulle vi ikke se.
BOEIPA te a namnah uh tih, “Amah a om aih moenih. Mamih taengah yoethae neh cunghang khaw ha pawk mahpawh, khokha khaw m'hmuh uh mahpawh,” a ti uh.
13 Og Profeterne skulle blive til Vind, og der er ingen, som taler i dem; saaledes skal det ske dem.
Tonghma rhoek khaw khohli bangla om uh tih a khuiah oltang katang la om uh pawh. Amih taengah saii pai saeh.
14 Derfor, saa siger Herren, den Gud Zebaoth: Efterdi I sige dette Ord, se, da gør jeg mine Ord i din Mund til Ild, og dette Folk til Træer, og den skal fortære dem.
A tangkhuet la Caempuei Pathen BOEIPA loh, “Nangmih loh hekah ol he na thui dongah, ka ol he kamah loh na ka dongah hmai bangla kang khueh coeng. Pilnam he thing la a hlawp coeng he.
15 Se, jeg vil lade komme et Folk langvejsfra over eder, Israels Hus, siger Herren; det er et haardt Folk, det er et Folk, som har været til fra gammel Tid af; et Folk, hvis Tungemaal du ikke kender, og hvis Tale du ikke forstaar;
Israel imkhui aw khohla bangsang lamkah namtom te nang taengla kai loh kang khuen he. BOEIPA kah olphong ni he. Te namtom tah kuei tih khosuen lamkah namtom coeng ni. Te namtom te a ol na ming pawt tih a thui te khaw na yaak voel moenih.
16 dets Kogger er som en aaben Grav; de ere alle sammen Kæmper.
A liva khaw phuel bangla ah tih amih tah hlangrhalh boeih ni.
17 Og det skal fortære din Høst og dit Brød, det skal fortære dine Sønner og dine Døtre, det skal fortære dine Faar og dine Øksne, det skal fortære dit Vintræ og dit Figentræ; det skal forstyrre dine faste Stæder, som du forlader dig paa, ved Sværdet.
Na cangah neh na buh a caak vetih, na ca tongpa rhoek neh na ca huta rhoek te khaw a dolh uh ni. Na boiva neh na saelhung te han yoop vetih na misur neh na thaibu khaw hang khok ni. A khuiah na pangtung thil na khopuei hmuencak rhoek te khaw cunghang neh han laih ni.
18 Men ogsaa i disse Dage, siger Herren, vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa eder.
Te khohnin ah pataeng nangmih taengah a boeihnah hil ka saii mahpawh. BOEIPA kah olphong coeng ni.
19 Og det skal ske, naar I sige: Hvorfor gjorde Herren vor Gud alle disse Ting ved os? da skal du sige til dem: Ligesom I forlode mig og tjente de fremmede Guder i eders Land, saaledes skulle I og tjene fremmede i et Land, som ikke er eders.
“He boeih he mamih Pathen BOEIPA loh balae tih mamih taengah a saii,” a ti uh tue a pha bitni. Te vaengah amih te, “Kai nan hnoo uh tih na khohmuen ah kholong pathen taengah tho na thueng uh. Kholong taengah na thotat uh tangloeng vetih khohmuen khuikah he nangmih ham om mahpawh,” tila na voek uh bitni.
20 Kundgører dette i Jakobs Hus, og lader det høres i Juda, saa der siges:
He he Jakob imkhui taengah puen pah lamtah amah Judah khuiah khaw yaak sak.
21 Hør dog dette, du taabelige og uforstandige Folk; de have Øjne og se ikke, de have Øren og høre ikke.
Lunghmang neh lungbuei aka talh pilnam long he ya laeh saeh. Amih te mik om dae hmuh uh pawh. Amih te hna khaw a khueh uh dae ya uh pawh.
22 Ville I ikke frygte mig, siger Herren, og ikke skælve for mit Ansigt? jeg, som har sat Sand til Havets Grænse, en evig Skik, som det ikke kan overskride; saa at, om dets Bølger end bevæge sig stærkt, de ikke formaa noget, og om de bruse, de dog ikke overskride den.
Kai he nang rhih uh moenih a? BOEIPA kah olphong ni he. Ka mikhmuh ah na thuen uh mahpawt nim? Tuitunli ham khorhi la laivin ka khueh pah. Kumhal oltlueh phoeikah he a poe thai moenih. Tuen uh cakhaw a coeng uh moenih. A tuiphu rhoek loh kawk cakhaw te te a poeng uh moenih.
23 Men dette Folk har et modvilligt og genstridigt Hjerte; de afvege og gik bort.
Tedae pilnam taengah he lungbuei thinthah neh aka koek ni a om uh. Te dongah taengphael uh tih pongpa uh.
24 Og de sige ikke i deres Hjerte: Lader os dog frygte Herren vor Gud, ham, som giver Regn, baade tidlig Regn og sildig Regn i sin Tid; de til Høsten beskikkede Uger bevarer han os.
A thinko khuiah pataeng, “Khonal neh rhotui, rhotui neh amah tue vaengkah tlankhol aka pae, a khosing bangla yalh a khueh tih mamih kah cangah aka ngaithuen Pathen BOEIPA te rhih pawn sih,” a ti uh moenih.
25 Eders Misgerninger have forvendt disse Ting, og eders Synder have holdt det gode borte fra eder.
Namamih kathaesainah ah te rhoek loh n'rhael uh tih namamih kah tholhnah kongah hnothen loh nangmih taengah a hloh uh.
26 Thi der findes ugudelige iblandt mit Folk, de lure, som Fuglefængere dukke sig; de have sat Fælder, de ville fange Folk.
Ka pilnam khuiah halang rhoek ni ka hmuh. Sayuep loh a naat bangla a mae tih hlang tuuk ham thaang a tung uh.
27 Som et Fuglebur er fuldt af Fugle, saaledes ere deres Huse fulde af Svig; derfor ere de blevne store og rige.
Boem dongah vaa a baetawt bangla amih im ah thailatnah baetawt tangkhuet. Te dongah ni a rhoeng uh tih a boei uh.
28 De ere blevne fede, de glinse, de strømme over med Ondskabs Ord, de udføre ingen Sag, ja, ikke den faderløses Sag, saa at de sætte den igennem, og de skaffe ikke de fattige Ret.
Tha paduk neh hnal duihluih la boethae ol ni a loh uh. Dumlai dongah cadah kah dumlai tah lai a tloek uh kolla thaihtak uh tih khodaeng kah tiktamnah la laitloek uh pawh.
29 Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren, skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk som dette?
Te rhoek dongah te ka cawh mahpawt nim? BOEIPA kah olphong ni he. Te vanbangla namtom soah khaw ka hinglu te phulo mahpawt nim?” a ti.
30 Forskrækkelige og gruelige Ting ske i Landet;
Imsuep neh rhih-om he diklai ah thoeng.
31 Profeterne spaa Løgn, og Præsterne herske ved deres Haand, og mit Folk elsker saadant; men hvad ville I gøre imod det sidste deraf?
Tonghma rhoek khaw a honghi la tonghma uh. Khosoih rhoek loh a kut neh a buem uh aih. Te dongah ka pilnam tah a lungnah uh tangloeng dae a hmailong ah banim na saii uh ve.
