Jeremias 4
1 Israel! dersom du vil omvende dig, siger Herren, da skal du omvende dig til mig; og dersom du vil borttage dine Vederstyggeligheder fra mit Ansigt, da skal du ikke omdrives;
Vo Israel, nangma hung kilekit ding nahin, nangma kahenga hung kilekit tan, tin Pakaiyin aseiye. Thet umtah doilim hochu napai doh’a chuleh nangma ka-angsunga kon’a nachemang kit tahlou ding ahi.
2 og du skal sværge: Saa vist som Herren lever i Sandhed, i Ret og i Retfærdighed! og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af harm
Chuleh kamin’a “Pakai hingjing” tia nangma nakihah sel’a, nangman thulah, thutandih chuleh chondihna chu nadinpi ding ahi. Chuteng namtin vaipi dinga nangma phatthei channa nahiding, chuleh mitin hung kikhom uva kamin avahchoi ding ahi.
3 Thi saa siger Herren til Judas Mænd og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne!
Hiche hi, Judah mite leh Jerusalem’a chengte henga Pakai thusei chu ahi. “Lholou gamtah leiset tobang nalungsung’u chu kaljal’unlang, muchi pha chu ling leh khao lah’a themang hih un.
4 Omskærer eder for Herren, og borttager reders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.
Vo Judah leh Jerusalem mite, kiletsah hoitho pailhauvin, Pakai angsung’a kipelut uvin. Nalungsung uva setna dim chep-vun chu tan un paidoh un, nalung khel’un. Achutilouleh nachonset nau jal’a chu kalungsat nachung uva meikong banga hung deojah ding, hichu koima aphelmit ding umlouhel ding ahi,’’ tin Pakaiyin aseiye.
5 Kundgører det i Juda, og lader det høres i Jerusalem og siger: Blæser i Trompeten udi Landet, raaber med fuld Røst og siger: Samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder!
Judah gamsunga samphongun, chuleh Jerusalem’a phongjal un! Amaho chu seipeh un, gamsung pumpia phongjal’un. “Nakihinso nadiuvin jam un, chuleh kulpi kikaikhum khopi sunga jamlut un.’’
6 Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og, en stor Forstyrrelse.
Melchihna ponlap khat, Jerusalem mite din khaidoh’un; Hoidohna din tun jamtauvin, umden den hih un! Ijeh inem itileh keiman sahlam gamkaiya kon’a manthahna nachunguva kahinlhunsah ding ahi, ati.
7 En Løve er stegen op fra sine tætte Buske, og Folkenes Ødelægger er uddraget, han er udgangen fra sit Sted for at gøre dit Land til en Ødelæggelse; dine Stæder skulle forstyrres, at ingen skal bo deri.
Keipi bahkai khat, namtin vaipi sumang chu, akiselna kokhuh’a konin ahung pot’e. Aman akiselna kokhuh ahin dalhan, nang lampi ahin jottai. Aman nagamsung asuhmang ding, nakhopi jousea jong mi chenna lou khogem asoding ahi.
8 Derfor ombinder eder med Sæk, sørger og hyler; thi Herrens brændende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
Hijeh chun khaodip-pon kivon’unlang kap uvin mauvun. Ajeh chu Pakai lungsat, khohsetah chu ichunguva alhunge. tiuvin.
9 Og det skal ske paa denne Dag, siger Herren, da skal Kongens Mod og Fyrsternes Mod forgaa, og Præsterne skulle forskrækkes, og Profeterne staa forfærdede.
Pakaiyin aseiye,’’ Hiche nikho chuleh lengpa leh leng chapate kicha-a kihotdiu, thempuho jong tija diu chuleh themgao hojong lungdong dendiu ahi,’’ ati.
10 Og jeg sagde: Ak Herre, Herre! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.
Hichun keiman, “Vo Hatchungnung Pakai, nangman Jerusalem’a cham-lungmon umding ahi, tia natepsa hilou ham? Ahivangin, nangin amaho najoulheptai, alol’u leh chemjam akisuto gamtai,’’ kati.
11 Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje i Ørken er mit Folks Datters Vej, det er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved;
Hiche phat chuleh, Pakaiyin amite jah’a aseiding, ‘’Vo kamite, nelgam’a kon’a meisa tobang kho-hui savetvut in nahin nunkhum diu, hiche hui chu huilhi leh buhsi semhoh hui hilou ding ahi.’’
12 et fuldt Vejr fra dem kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.
Hiche khopihui chu keiman huneitah’a kahin nunsah ahi. Chuleh tua namanthah nadiu thutan khum’a phongdoh’a chu keima kahi,’’ ati.
13 Se, han trækker op som Skyerne, og hans Vogne ere som Hvirvelvinden, hans Heste ere lettere end Ørne: Ve os! thi vi ere ødelagte.
Ven, melma chu meilhang lom bangin ahunge. Agalsatna kangtalai ho chimpei kipei abangin, asakolte jong muvanlai sangin ajangkhai jouve. Itobanga khohse hitam, eiho amahthah ihitauve.
14 Afto dit Hjerte, Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din Uretfærdigheds Tanker bo i dit Indre?
Vo Jerusalem, huhhing'a naumthei nadin nalungthim a thilse ho kisoptheng in. Itihchan geiya, nalung sunga setna hochu nachen sah ding ham?
15 Thi der høres Efterretning fra Dan, Budskab om Ulykke fra Efraims Bjerg.
Dan khopi leh Ephraim thinglhang gam’a hungkon thangkou ten, nang manthahna ding thuse jeng aphonguve.
16 Forkynder det iblandt Folkene, se, lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder.
Namtin vaipi jouse gih’un chuleh hichehi Jerusalem’a seiphongun. Melmapa chu gamla tah’a konin ahung e. Aman Judah gamsung khopi ho douna kho ahinsam’e.
17 De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har været genstridig imod mig, siger Herren.
Lou ngah hon lou ahon bang’un Jerusalem khopi chu aum kimveltauve. Ajeh chu kamiten kei doumah mah aboltauve, tin Pakaiyin aseiye.
18 Din Vej og dine Idrætter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte.
Vo Judah, nathilbol leh nachonna chengsen, thilse hichenghi nachung’a ahinlhut ahitai. Hiche gentheina hi akha kine banga nachunga hunglhung ahitan, nalungchang geiya ahin dot ahitai.
19 Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.
Ohe, kalungchang anai, kadip adambehseh e! kalungchang aphudot dot in, thipbeh in kaumtheipoi. Ajeh chu keiman melmapa sumkon gin kajan chuleh agalsatna pumpi pohjah gin kajai.
20 Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik!
Manthahna chunga manthahna, gamsung ahunglhung’e, gamsung pumpi ahomkeuvin akijamtai. Hetmanlouvin kaponbuh chengseu abon'in asusetan, chuleh kachennau jouseu jong asuse gamtai.
21 Hvor længe skal jeg se Banner? hvor længe skal jeg høre Trompetens Lyd?
Itihchan hi gal ponlap kavet vet’uva, chuleh gal husa leh sumkon gin kangai ngai diuham?
22 Thi mit Folk er daarligt, mig kende de ikke, de ere uforstandige Børn og uden indsigt; de ere vise til at gøre ondt, men vide ikke at gøre godt.
Pakaiyin aseiye, “Kamite angol gam’uvin, keima jong eihepouve. chapang ngol bangin aumun, imacha ahekhen theipouve. Thilse bolna lam’a athem’un ahivangin amahon thilpha bolje ahepouve,’’ati.
23 Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere.
Keiman leiset kaven, hichu ahomkeo leh alimbei ahi. Keiman vanlam kaven, vah aumpon athim e.
24 Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede.
Keiman thinglhang leh molsang ho kaven, akihot ling gam’un chuleh aonle le gam tauve.
25 Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne.
Kavet pet chun, mihem ho jouse kamutapoi. Chuleh vacha ho jouse jong alengmang gamtauve.
26 Jeg saa, og se, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for Herrens Ansigt, for hans brændende Vrede.
Kavet pet chun, gam leiset phalai jouse gamgo asohtan, chuleh khopi jouse jong chu, Pakai lungsat khohse chun khogemsa asogamtai.
27 Thi saa siger Herren: Alt Landet skal være aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det.
Pakaiyin aseiye, “Leiset pumpi ahom keova hung umding, ahivanga leiset apumpia kasuhmanglou ding ahi.
28 Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.
Leiset lunghem ding, vanho jong hung thim ding. Ajeh chu keiman kamite chunga kathupehsa ahitai. Chuleh keiman katohding chu kageltohsa ahitan, nung jong nungkhel kit pong’e,’’ati.
29 For Lyden af Ryttere og Bueskytter flyr hver Stad, de gaa ind i Tykningerne og stige op i Klipperne; hver Stad er forladt, og der er ingen, som bor i dem.
Sakol kangtalai chunga touho leh thalpi kap them ho husa chun, mipi jouse ajam chehtauve. Amaho hamjing lah’a akisel’un, chuleh molsang lam’a ajamtauve. Khopi jouse ahomkeuvin aumtan, mihem khatcha jong achengtapoi.
30 Og du, naar du er ødelagt, hvad vil du gøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde indgnide dine Øjne med Sminke, skal du dog smykke dig forgæves; thi Elskere have foragtet dig, de søge efter dit Liv,
Vo Jerusalem, nangin ipi nabol am, Nangma kisusea dalhahsa nahitai. Ibol’a nangma ponsil hoitah tah’a nakivon’a, sana-a nakijep ham? Ibol’a namitte ni chu mitlouva najeppol ham? Nakijepna chu pannabei ahin, nakivoppi nadongmahon la donlouvin nakoiyun, thadin bou naholtauve.
31 Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.
Keiman numei naosonat masapen thoh’a, aka-pen gin tobang khat kajan. Hiche hi Jerusalem chanu melhoitah, haithei louva aka-gin chu ahi. Ohe ada kahi, tolthat ho’a kon in nei panpin, ati.
