Jeremias 31
1 Paa den Tid, siger Herren, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skulle være mit Folk.
Xu waⱪitta, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — Mǝn Israilning jǝmǝtlirining Hudasi bolimǝn, ular Mening hǝlⱪim bolidu.
2 Saa siger Herren: Et Folk, som er overblevet fra Sværd, har fundet Naade i Ørken; jeg gaar hen for at skaffe Israel Hvile.
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Ⱪiliqtin aman ⱪalƣan hǝlⱪ, yǝni Israil, qɵl-bayawanda iltipatⱪa igǝ bolƣan; Mǝn kelip ularni aram tapⱪuzimǝn.
3 Herren har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kærlighed, derfor har jeg bevaret dig Miskundhed.
Pǝrwǝrdigar yiraⱪ yurtta bizgǝ kɵrünüp: «Mǝn seni mǝnggü bir muⱨǝbbǝt bilǝn sɵyüp kǝldim; xunga Mǝn ɵzgǝrmǝs meⱨribanliⱪ bilǝn seni Ɵzümgǝ tartip kǝlgǝnmǝn.
4 Endnu vil jeg opbygge dig, og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans.
Mǝn seni ⱪaytidin ⱪurimǝn, xuning bilǝn sǝn ⱪurulisǝn, i Israil ⱪizi! Sǝn ⱪaytidin dapliringni elip xad-huram ⱪilƣanlarning ussulliriƣa qiⱪisǝn.
5 Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug.
Sǝn ⱪaytidin Samariyǝning taƣliri üstigǝ üzümzarlar tikisǝn; ularni tikküqilǝr ɵzliri tikip, mewisini ɵzliri yǝydu.
6 Thi der kommer en Dag, da Vægtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til Herren vor Gud.
Qünki Əfraimning egizlikidǝ turƣan kɵzǝtqilǝr: «Turunglar, Pǝrwǝrdigar Hudayimizƣa ibadǝt ⱪilixⱪa Zionƣa qiⱪayli!» — dǝp nida kɵtüridiƣan küni kelidu.
7 Thi saa siger Herren: Fryder eder over Jakob med Glæde, og jubler over det første af Folkene, lader det høres, priser og siger: Herre, frels dit Folk, det overblevne af Israel.
Qünki Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Yaⱪup üqün xad-huramliⱪ bilǝn nahxa eytinglar, Əllǝrning bexi bolƣuqi üqün ayⱨay kɵtürünglar; Jakarlanglar, mǝdⱨiyǝ oⱪup: «I Pǝrwǝrdigar, Sening hǝlⱪingni, Yǝni Israilning ⱪaldisini ⱪutⱪuzƣaysǝn!» — dǝnglar!
8 Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling.
Mana, Mǝn ularni ximaliy yurtlardin epkelimǝn, Yǝr yüzining qǝt-qǝtliridin yiƣimǝn; Ular arisida ǝmalar wǝ tokurlar bolidu; Ⱨamilidar wǝ tuƣay degǝnlǝr billǝ bolidu; Ular uluƣ bir jamaǝt bolup ⱪaytip kelidu.
9 De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Bønner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.
Ular yiƣa-zarlar kɵtürüp kelidu, Ular dua-tilawǝt ⱪilƣanda ularni yetǝklǝymǝn; Mǝn ularni eriⱪ-ɵstǝnglǝr boyida, ⱨeq putlaxmaydiƣan tüz yol bilǝn yetǝklǝymǝn; Qünki Mǝn Israilƣa ata bolimǝn, Əfraim bolsa Mening tunji oƣlumdur.
10 Hører, I Hedninger I Herrens Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord.
Pǝrwǝrdigarning sɵzini anglanglar, i ǝllǝr, Dengiz boyidiki yiraⱪ yurtlarƣa: — «Israilni tarⱪatⱪuqi uni ⱪaytidin yiƣidu, Pada baⱪⱪuqi padisini baⱪⱪandǝk U ularni baⱪidu;
11 Thi Herren har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han.
Qünki Pǝrwǝrdigar Yaⱪupni bǝdǝl tɵlǝp ⱪutuldurƣan, Uningƣa Ⱨǝmjǝmǝt bolup ɵzidin zor küqlük bolƣuqining qanggilidin ⱪutⱪuzƣan!» — dǝp jakarlanglar.
12 Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til Herrens gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere.
Ular kelip Ziondiki egizliklǝrdǝ xad-huramliⱪta towlaydu, Pǝrwǝrdigarning iltipatidin, yǝni yengi xarabtin, zǝytun meyidin, mal-waranning ⱪoziliridin bǝrⱪ uridu; Ularning jeni huddi mol suƣirilƣan baƣdǝk bolidu, Ular ikkinqi ⱨeq solaxmaydu.
13 Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.
Xu qaƣda ⱪizlar ussulda xadlinidu, Yigitlǝr wǝ moysipitlarmu tǝng xundaⱪ bolidu; Qünki Mǝn ularning aⱨ-zarlirini xad-huramliⱪⱪa aylandurimǝn; Mǝn ularƣa tǝsǝlli berip, dǝrd-ǝlimining orniƣa ularni xadliⱪⱪa qɵmdürimǝn.
14 Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger Herren.
Mǝn kaⱨinlarni molqiliⱪ bilǝn toyƣuzimǝn, Hǝlⱪim iltipatimƣa ⱪanaǝt ⱪilidu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
15 Saa siger Herren: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til.
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Ramaⱨ xǝⱨiridǝ bir sada, Aqqiⱪ yiƣa-zarning piƣani anglinidu, — Bu Raⱨilǝning ɵz baliliri üqün kɵtürgǝn aⱨ-zarliri; Qünki u baliliri bolmiƣaqⱪa, tǝsǝllini ⱪobul ⱪilmay piƣan kɵtüridu.
16 Saa siger Herren: Hold din Røst fra Graad og dine Øjne fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbejde, siger Herren; og de skulle komme tilbage fra Fjendens Land.
Pǝrwǝrdigar [uningƣa] mundaⱪ dǝydu: — Yiƣa-zaringni tohtat, kɵzliringni yaxlardin tart; qünki munu tartⱪan japayingdin mewǝ bolidu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar; — ular düxmǝnning zeminidin ⱪaytidu;
17 Og der er Haab for din sidste Tid, siger Herren; og Børnene skulle komme igen til deres Landemærker.
bǝrⱨǝⱪ, kelǝqiking ümidlik bolidu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar; — wǝ sening baliliring yǝnǝ ɵz qegrisidin kirip kelidu.
18 Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er Herren min Gud.
Mǝn dǝrwǝⱪǝ Əfraimning ɵzi toƣruluⱪ ɵkünüp: «Sǝn bizgǝ xax torpaⱪⱪa tǝrbiyǝ bǝrgǝndǝk sawaⱪ-tǝrbiyǝ bǝrding; Əmdi bizni towa ⱪildurƣaysǝn, Biz xuning bilǝn towa ⱪilip ⱪaytip kelimiz, Qünki Sǝn Pǝrwǝrdigar Hudayimizdursǝn;
19 Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.
Qünki biz towa ⱪilduruluximiz bilǝn ⱨǝⱪiⱪǝtǝn towa ⱪilduⱪ; Biz ɵzimizni tonup yǝtkǝndin keyin, yotimizni urduⱪ; Biz yaxliⱪimizdiki [ⱪilmixning] xǝrm-ⱨayasi tüpǝylidin nomus ⱪilip, hijalǝttǝ ⱪalduⱪ!» — degǝnlikini anglidim.
20 Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger Herren.
— Əfraim Manga nisbǝtǝn jan-jigǝr balam ǝmǝsmu? Qünki Mǝn uni ǝyibligǝn tǝⱪdirdimu, uni ⱨǝrdaim kɵnglümdǝ seƣinimǝn; Xunga iq-baƣrim uningƣa aƣriwatidu; Mǝn uningƣa rǝⱨim ⱪilmisam bolmaydu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
21 Oprejs dig Vejvisere, sæt dig Mærkestene, agt vel paa Stien, den Vej, ad hvilken du gik bort; vend tilbage, du Israels Jomfru, vend tilbage til disse dine Steder.
— Xunga ɵzünggǝ yol bǝlgilirini bekitip ⱪoyƣin; Sǝn sürgüngǝ mangƣan yolƣa, xu kɵtürülgǝn yolƣa kɵngül ⱪoyup diⱪⱪǝt ⱪilƣin; Ⱨazir xu yol bilǝn ⱪaytip kǝl, i jan-jigirim Israil ⱪizi, Muxu xǝⱨǝrliringgǝ ⱪarap ⱪaytip kǝl!
22 Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi Herren skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.
Sǝn ⱪaqanƣiqǝ tenǝp yürisǝn, i yoldin qiⱪⱪuqi ⱪizim? Qünki Pǝrwǝrdigar yǝr yüzidǝ yengi ix yaritidu: — Ayal kixi baturning ǝtrapida yepixip hǝwǝr alidu!
23 Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Endnu skulle de sige dette Ord i Judas Land og i hans Stæder, naar jeg omvender deres Fangenskab: Herren velsigne dig, du Retfærdigheds Bolig! du hellige Bjerg!
Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar — Israilning Hudasi mundaⱪ dǝydu: — Mǝn ularni sürgünlüktin ⱪayturup ǝsligǝ kǝltürginimdǝ Yǝⱨudaning zeminida wǝ xǝⱨǝrliridǝ hǝⱪlǝr yǝnǝ [Yerusalem toƣruluⱪ]: «Pǝrwǝrdigar seni bǝhtliⱪ ⱪilƣay, i ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ turƣan jay, pak-muⱪǝddǝslikning teƣi!» dǝydiƣan bolidu.
24 Og Juda og alle hans Stæder skulle bo derudi til Hobe, de, som dyrke Ageren, og de, som drage om med Hjorden.
Xu yǝrdǝ Yǝⱨuda — xǝⱨǝrliridikilǝr, deⱨⱪanlar wǝ pada baⱪⱪuqi kɵqmǝn qarwiqilar ⱨǝmmisi billǝ turidu.
25 Thi jeg vederkvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtet Sjæl.
Qünki Mǝn ⱨerip kǝtkǝn jan igilirining ⱨajitidin qiⱪimǝn, ⱨǝrbir ⱨalidin kǝtkǝn jan igilirini yengilandurimǝn.
26 Derfor vaagnede jeg op og saa, og min Søvn var mig sød.
— Mǝn [Yǝrǝmiya] buni anglap oyƣandim, ǝtrapⱪa ⱪaridim, naⱨayiti tatliⱪ uhlaptimǝn.
27 Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil besaa Israels Hus og Judas Hus med en Sæd af Folk og med en Sæd af Kvæg.
Mana, xu künlǝr keliduki, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — Mǝn Israil jǝmǝtidǝ wǝ Yǝⱨuda jǝmǝtidǝ insan nǝslini wǝ ⱨaywanlarning nǝslini terip ɵstürimǝn.
28 Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dem til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelægge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg være aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger Herren.
Xundaⱪ boliduki, Mǝn ularni yulux, sɵküx, ⱨalak ⱪilix, aƣdurux üqün, ularƣa nǝzirimni salƣandǝk, Mǝn ularni ⱪurux wǝ tikip ɵstürüx üqünmu ularƣa nǝzirimni salimǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
29 I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer, og Børnenes Tænder bleve ømme;
Xu künlǝrdǝ ular yǝnǝ: «Atilar aqqiⱪ-qüqük üzümlǝrni yegǝn, xunga balilarning qixi ⱪeriⱪ sezilidu» degǝn muxu maⱪalni ⱨeq ixlǝtmǝydu.
30 men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive ømme.
Qünki ⱨǝrbirsi ɵz gunaⱨi üqün ɵlidu; aqqiⱪ-qüqük üzümlǝrni yegǝnlǝrning bolsa, ɵzining qixi ⱪeriⱪ sezilidu.
31 Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;
Mana, xu künlǝr keliduki, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — Mǝn Israil jǝmǝti wǝ Yǝⱨuda jǝmǝti bilǝn yengi ǝⱨdǝ tüzimǝn;
32 ikke efter den Pagt, som jeg sluttede med deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Ægyptens Land, hvilken Pagt med mig de brøde, endskønt jeg var deres Ægtemand, siger Herren;
bu ǝⱨdǝ ularning ata-bowiliri bilǝn tüzgǝn ǝⱨdigǝ ohximaydu; xu ǝⱨdini Mǝn ata-bowilirini ⱪolidin tutup Misirdin ⱪutⱪuzup yetǝkliginimdǝ ular bilǝn tüzgǝnidim; gǝrqǝ Mǝn ularning yoldixi bolƣan bolsammu, Mening ular bilǝn tüzüxkǝn ǝⱨdǝmni buzƣan, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
33 men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger Herren: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.
Qünki xu künlǝrdin keyin, Mening Israil jǝmǝti bilǝn tüzidiƣan ǝⱨdǝm mana xuki: — Mǝn Ɵz Tǝwrat-ⱪanunlirimni ularning iqigǝ salimǝn, Ⱨǝmdǝ ularning ⱪǝlbigimu yazimǝn. Mǝn ularning Ilaⱨi bolimǝn, Ularmu Mening hǝlⱪim bolidu.
34 Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender Herren; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger Herren; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.
Xundin baxlap ⱨeqkim ɵz yeⱪiniƣa yaki ɵz ⱪerindixiƣa: — «Pǝrwǝrdigarni tonuƣin» dǝp ɵgitip yürmǝydu; qünki ularning ǝng kiqikidin qongiƣiqǝ ⱨǝmmisi Meni tonup bolƣan bolidu; qünki Mǝn ularning ⱪǝbiⱨlikini kǝqürimǝn ⱨǝmdǝ ularning gunaⱨini ⱨǝrgiz esigǝ kǝltürmǝymǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
35 Saa siger Herren, som sætter Solen til Lys om Dagen, Maanens og Stjernernes Love til Lys om Natten, han, som oprører Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn:
Ⱪuyaxni kündüzdǝ nur bolsun dǝp bǝrgǝn, ay-yultuzlarni keqidǝ nur bolsun dǝp bǝlgiligǝn, dolⱪunlirini xarⱪiritip dengizni ⱪozƣaydiƣan Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu (samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar Uning namidur): —
36 Dersom disse Love vige for mit Ansigt, siger Herren, da skal og Israels Sæd ophøre med at være et Folk for mit Ansigt alle Dage.
— Muxu bǝlgiligǝnlirim Mening aldimdin yoⱪap kǝtsǝ, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — ǝmdi Israilning ǝwladlirimu Mening aldimdin bir ǝl boluxtin mǝnggügǝ ⱪelixi mumkin.
37 Saa siger Herren: Dersom Himlene heroventil kunne maales, og Jordens Grundvold hernedentil kan udforskes, saa vil jeg og forkaste al Israels Sæd for alt det, som de have gjort, siger Herren.
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Yuⱪirida asmanlar mɵlqǝrlǝnsǝ, tɵwǝndǝ yǝr ulliri tǝkxürülüp bilinsǝ, ǝmdi Mǝn Israilning barliⱪ ǝwladlirining ⱪilƣan ⱨǝmmǝ ⱪilmixliri tüpǝylidin ulardin waz keqip taxliƣuqi bolimǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
38 Se, de Dage komme, siger Herren, da Staden skal bygges for Herren, fra Hananeels Taarn indtil Hjørneporten.
Mana, xu künlǝr keliduki, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — xǝⱨǝr mǝhsus Manga atilip «Ⱨananiyǝlning munari»din «Doⱪmux dǝrwazasi»ƣiqǝ ⱪaytidin ⱪurulidu;
39 Og over for den skal Maalesnoren gaa videre over Garebs Høj og vende sig om imod Goat.
ǝlqǝm tanisi ⱪaytidin ɵlqǝx üqün xu yǝrdin «Garǝb dɵngi»giqǝ, andin Goatⱪa burulup sozulidu;
40 Og den hele Dal med Aadslerne og Asken og alle Markerne indtil Kedrons Bæk, indtil Hesteportens Hjørne imod Østen skal være Herren en Helligdom; den skal ikke forstyrres og ikke nedbrydes mere evindelig.
jǝsǝtlǝr wǝ [ⱪurbanliⱪ] külliri taxlinidiƣan pütkül jilƣa, xundaⱪla Kidron dǝryasiƣiqǝ ⱨǝm xǝrⱪkǝ ⱪaraydiƣan «At dǝrwazisi»ning doⱪmuxiƣiqǝ yatⱪan etizlarning ⱨǝmmisi Pǝrwǝrdigarƣa pak-muⱪǝddǝs dǝp ⱨesablinidu; xǝⱨǝr ⱪaytidin ⱨeq yulup taxlanmaydu, ⱨǝrgiz ⱪaytidin aƣdurup taxlanmaydu.
