Jeremias 31

1 Paa den Tid, siger Herren, vil jeg være alle Israels Slægters Gud, og de skulle være mit Folk.

Hiche nikho lechun, Israel insung pumpia a Pathen’u kahi ding, chuleh amaho ka mite hiding ahiuve, tin Pakaiyin aseiye.

2 Saa siger Herren: Et Folk, som er overblevet fra Sværd, har fundet Naade i Ørken; jeg gaar hen for at skaffe Israel Hvile.

Hitobang manthah na hunglhung a kon’a hingdoh jouse chu, Pakaiyin aseiye, amahon gamkeulah jeng a jong Phattheina amudiu ahi. Ijeh inem itileh, keiman Israel mite kacholdosah phat ahitai, ati.

3 Herren har ladet sig se for mig fra det fjerne: Jeg har elsket dig med en evig Kærlighed, derfor har jeg bevaret dig Miskundhed.

Pakaiyin Israel jah a hitin aseiye, ‘Khang masalai apat’a, kalungset nahiuve.

4 Endnu vil jeg opbygge dig, og du skal bygges, du Israels Jomfru! endnu skal du pryde dig med Pauker og gaa ud i de legendes Dans.

Kamite vo, Israel nungah thengtah, keiman nangma kasahphat kit ding nahi. Chutengle nangma nakipa ding, chuleh khutbeh pum’a nalam ding ahin, tin Pakaiyin aseiye.

5 Endnu skal du plante Vingaarde paa Samarias Bjerge; de, som plante, skulle plante dem og tage dem i Brug.

Nangman Samaria molsang chung ho’a, lengpilei nakibol’a, chuleh nangma honlei’a ga chu naneh ding ahi.

6 Thi der kommer en Dag, da Vægtere paa Efraims Bjerg skulle raabe: Staar op, og lader os gaa op til Zion, til Herren vor Gud.

Ephraim molsang chung’a khongah’a panghon, mi ahinkou diu, hung uvin, eiho Jerusalem a chetou vuhitin, Pakai I Pathen u gahouvu hite, atidingu nikho chu hunglhung ding ahi, ati.

7 Thi saa siger Herren: Fryder eder over Jakob med Glæde, og jubler over det første af Folkene, lader det høres, priser og siger: Herre, frels dit Folk, det overblevne af Israel.

Pakaiyin hitin aseiye, ‘kipahtah in Israel din la sauvin! Namtin vaipi lah’a aodoh jeng un, thangvah pumin vahchoi un! Vo, Pakai Israel mite amoh chengse hi, huhdoh in, tiuvin.

8 Se, jeg fører dem fra Nordenland og vil samle dem fra det yderste af Jorden; iblandt dem skal der være blinde og halte, frugtsommelige og fødende til Hobe; de skulle komme hid tilbage som en stor Forsamling.

Ajeh chu keiman amaho chenghi, sahlam gamho akon chule leiset ningli a kon’a, kahin puikhom ding ahiuve. Keiman mitcho ho, elbai ho, numei naovop laileh naosonat pet hojong, haimil ponge. Mitampi, ahon hon’a hung kile kitdiu ahi.

9 De skulle komme med Graad, og under deres ydmyge Bønner vil jeg føre dem frem; jeg vil lede dem til Vandbække paa en jævn Vej, hvor de ikke skulle støde sig; thi jeg er bleven Israels Fader, og Efraim, han er min førstefødte Søn.

Kamite amai uva kipana mitlhi vachut chut ding, keiman amaho chu hepitah aa inmun uva kahin puilut kit ding ahiuve. Vadung panglah’a thimjel’a lam ajot diu, akiselhuh lou nadiuva lampi nomtah’a cediu; ajeh chu keima Israel ding a apa kahin, chule Epharaim chu kacha masapen ahi.

10 Hører, I Hedninger I Herrens Ord og kundgører det paa Øerne i det fjerne og siger: Den, som adspredte Israel, skal samle det og bevare det som en Hyrde sin Hjord.

Namtin vaipin, Pakai thusei hohi ngai uvin. Gamlatah’a twikhanglen pang’a cheng ho heng’a gaphongdoh uvin. Kelngoi chingpan akelngoite ahoitup bang’a kamite ana thengthang jongleng, keiman amaho chu kahin khopkhom kit’a, kangatup ding ahi.

11 Thi Herren har løskøbt Jakob og igenløst ham af dens Haand, som var stærkere end han.

Ajeh chu, Pakaiyin Israel mite chu, achung'uva thunei namtin vaipi hoa kon’a, ahuhdoh’a ajalensah ahitai.

12 Og de skulle komme og synge med Fryd paa Zions Høj og strømme til Herrens gode Gaver, til Korn og til Most og til Olie og til unge Faar og Øksne; og deres Sjæl skal være som en vandrig Have, og de skulle ikke herefter bedrøves mere.

Amaho a in uva hung kile kit uva, Jerusalem molvum’a kikhom diu, kipa nopna la asah diu ahi. Pakai phattheiboh tampi chang uva, vah bang a imatdiu; changle mem, lengpitwi thah thah, olive thao, chule kelngoi ahon hon’a, ninglhing sel’a aneidiu ahi. Ahinkhou chu, twi kichapnou jing honlei bang’a, hing dildel ding chule agenthei nau asuhmil diu ahitai.

13 Da skal en Jomfru glæde sig i Dans, og unge og gamle til Hobe; og jeg vil vende deres Sorg til Glæde og trøste dem og glæde dem efter deres Bedrøvelse.

Chutengle nungah ho kipah thanom’a lam ding’u, chuleh gollhang holeh upa ho jong kipah thanom diu ahi. Keiman alung hemnau chu kipana-a kaheidoh peh’a, amaho kalhamon ding, chuleh agenthei nau chu kipa golnop’a kaheidoh ding ahi.

14 Og jeg vil vederkvæge Præsternes Sjæl med det fede, og mit Folk, de skulle mættes med mine Gaver, siger Herren.

Chutah le thempu hon nang jeng’a anneh amu diu, chuleh kamiten amaho ding’a kaphat naho chu ninglhingsel a amu uva, kipah thanom’a amu diu ahi, tin Pakaiyin aseiye.

15 Saa siger Herren: Der er hørt en Røst i Rama, en Klage, en bitter Graad, Rakel græder over sine Børn; hun vægrer sig ved at lade sig trøste over sine Børn, thi de ere ikke mere til.

Pakaiyin hitin aseiye, ‘Rama kho’a kalemnau agin akijai, lhase tahle lainatah a ka-gin ahi. Rachel in achate akipi pi jeng in, achate abeisoh tah jeh in, ama lhepbi ding anompoi.

16 Saa siger Herren: Hold din Røst fra Graad og dine Øjne fra Taarer; thi der er Løn for dit Arbejde, siger Herren; og de skulle komme tilbage fra Fjendens Land.

Pakaiyin hitin aseiye, nangma kap tahih in, chule namitlhi jong hulsah tan. Ajeh chu natohman nakipe ding, chule gamla tah’a kon’a nachate naheng’a hung kile kit ding ahiuve, ati.

17 Og der er Haab for din sidste Tid, siger Herren; og Børnene skulle komme igen til deres Landemærker.

Na khonung thu ding uchu kinep na aum e. Pakai yin aseiye, nachate nagam uva hung kile kit teiding ahiuve, ati.

18 Jeg har hørt Efraim ynkeligt klage: Du har tugtet mig, og jeg er tugtet som en Kalv, der ikke er tæmmet; omvend mig, og jeg vil omvende mig; thi du er Herren min Gud.

Keiman Israel ka-gin kajan, hitin aseiye. ‘Bongnou natohji hilthem loulai bang in, nang in keima nei sudihtai. Nang in keima neinung puikit in, neisempha kit tai. Ajeh chu nangma Pakai ka-Pathen nahi, ati.

19 Thi efter at jeg havde vendt mig bort, angrede jeg det, og efter at jeg var kommen til at erkende det, slog jeg mig paa Hoften; jeg var beskæmmet og skammede mig, thi jeg maatte bære min Ungdoms Skændsel.

Ijeh inem itile, keiman Pathen kanungsun nung in, kalung kakhel kit in; keile kei kaki chume. Ajeh chu, kaneo vapat kana bolse ho jal'in, ka kisulungdong in, kajahachai.

20 Er da Efraim mig en dyrebar Søn? eller er han mit Yndlingsbarn? thi saa ofte jeg end har talt imod ham, kommer jeg ham dog endnu flittigt i Hu; derfor bruser mit Indre for ham, jeg vil forbarme mig over ham, siger Herren.

Israel chu kacha deitah hilou ham? Tin Pakai in aseiye. Keiman achung’a talen kamatsah jing vang'in, keiman ama kangailu jing’e. Hijeh chun, kalung in ama bou angai’in, chuleh ama chung’a hepi na kanei jing’e, ati.

21 Oprejs dig Vejvisere, sæt dig Mærkestene, agt vel paa Stien, den Vej, ad hvilken du gik bort; vend tilbage, du Israels Jomfru, vend tilbage til disse dine Steder.

Nangman nalampi melchihna kisim inlang, chuleh nalampi’a lamhil khom ho jong tung in. Na lampi chu phaten ki melchih inlang, hiche’a chun hung kinung kit in, Vo Israel, nungah theng. Nakhopi’a hung kile kit in.

22 Hvor længe vil du fare omkring, du frafaldne Datter; thi Herren skaber nyt paa Jorden: Kvinde skal omgive Manden.

Vo chanu kitah lou nu, itih chan nangma navathai ding ham? Pakai in gamsung’a thil thah khat asoh sah ding ahi. Israel in a Pathen chu akolchah ding ahitai.

23 Saa siger den Herre Zebaoth, Israels Gud: Endnu skulle de sige dette Ord i Judas Land og i hans Stæder, naar jeg omvender deres Fangenskab: Herren velsigne dig, du Retfærdigheds Bolig! du hellige Bjerg!

Hatchungnung Pakai, Israel Pathen in asei e, keiman asohchan nao gamtin’a kon’a, agamsung uva kahin le pui lut kit teng: Judah gamsung le akhopi jouseuva cheng hon, Jerusalem lhang theng adih ho chenna mun, Pakai in phattheiboh hen, ati diu ahi, ati.

24 Og Juda og alle hans Stæder skulle bo derudi til Hobe, de, som dyrke Ageren, og de, som drage om med Hjorden.

Chuteng khopi a cheng ho, lou bol mi ho chuleh kelngoi ching ho, abonchao va chamdel leh kipahtah’a cheng khom ding ahi tao ve.

25 Thi jeg vederkvæger den trætte Sjæl og mætter hver vansmægtet Sjæl.

Ijeh in nem itileh, acholte tha ki dodohsah ing ting, chuleh genthei te kipana kapeh ding ahi, ati.

26 Derfor vaagnede jeg op og saa, og min Søvn var mig sød.

Chuin keima kathou doh in, kavet’a ahileh, ka emut chu katha aki dochom lhe in, lunglhei aume, ati diu ahi.

27 Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil besaa Israels Hus og Judas Hus med en Sæd af Folk og med en Sæd af Kvæg.

Pakai in aseiye “keiman Israel leh Judah gamsunga, mihem holeh gancha ho ka punjal sah ding, nikho chu ahunglhunge, ati.

28 Og det skal ske, at ligesom jeg var aarvaagen over dem til at oprykke og til at nedrive og til at nedbryde og til at ødelægge og til at handle ilde med dem: Saaledes vil jeg være aarvaagen over dem til at bygge og til at plante, siger Herren.

Hiche nam mitehi, keiman ajungu kabo doh a, kana suh gim ahitaove. Keiman amahohi kalekhup in, ka sugam in, chuleh hahsatna kalhutkhum ahitai. Hijongleh keiman ama ho hi kaphulut kit ding chuleh kasahphat kitding ahiuve, kei Pakaiyin kasei ahi, ati.

29 I de Dage skulle de ikke mere sige: Fædrene aade sure Druer, og Børnenes Tænder bleve ømme;

Hiche nikho chuleh, alah uva anakisei jing thuchih, “anu apa ten theithuh aneo vin achateu ha ajat loi” kiti chu koiman avela anungsei tahlou diu ahi.

30 men enhver skal dø for sin egen Misgernings Skyld, hvert Menneske, som æder de sure Druer, hans Tænder skulle blive ømme.

Ajeh chu mijouse chu ama ama chonset jeh a thiding: hichu, theithuh nekha chan jong chu ama ama ha jacheh ding ahi, ati.

31 Se, de Dage komme, siger Herren, da jeg vil slutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus;

Pakaiyin aseie hiche nikho chu ahung lhunge, ‘keiman Israel mite le Judah mite toh, kitepna thah khat kasemdoh nading chu, ati.

32 ikke efter den Pagt, som jeg sluttede med deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden for at udføre dem af Ægyptens Land, hvilken Pagt med mig de brøde, endskønt jeg var deres Ægtemand, siger Herren;

Hiche kitepna thah chu, keiman Egypt gam’a kon’a apu pa teu kahin puidohlaiya, ama ho toh kanasemdoh kitepna tabongchu hilouding ahi. Ajeh chu keiman ama ho chu, innei pun a-innei pi alungset banga kana lungset vang'in, ama hon hichi kitepna chu ana suhkeh taovin ahi, tin Pakai in aseiye.

33 men dette er Pagten, som jeg vil slutte med Israels Hus, efter disse Dage, siger Herren: Jeg giver min Lov i deres Indre og skriver den i deres Hjerte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk.

Amavang, Pakaiyin hitin aseiye, keiman Israel mite toh hichi kitepna thah hi kasemdoh nikho chuleh, keiman amaho chu asungil uva umden ding a thupih kanei ding, chuleh hichiho chu alungchang uvakajehlut pih ding ahi. Chutahleh amaho chu kamite hiuva, keima a-Pathen u kahi ding ahi, ati.

34 Og de skulle ikke mere lære nogen sin Næste eller nogen sin Broder, sigende: Kender Herren; thi de skulle alle kende mig, baade de smaa og de store iblandt dem, siger Herren; thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke ydermere komme deres Synd i Hu.

Chutengle, koiman aheng akom chuleh ainsung mi ho kom’a, “nanghon Pakai chu heovin” tia ahil khoh ngai talouding ahiuve. Ajeh chu, amitakip, aneova paat alen geia, seipeh ngai louva keima eihetsau hiding ahitai, chuleh keiman agitlounau ka ngaidama chuleh aitih ajong achonset nao ka geldoh kit tah lou ding ahiuve, tin Pakaiyin aseiye.

35 Saa siger Herren, som sætter Solen til Lys om Dagen, Maanens og Stjernernes Love til Lys om Natten, han, som oprører Havet, at dets Bølger bruse, Herre Zebaoth er hans Navn:

Sunlai salvah ding a nisa koi pa, janlai a vahdinga lha le ahshi ho koipa, chuleh twikhanlen chohling’a kinonsah jing pa, Pakai ahi. Ama chu amin Hatchungnung Pakai ahi

36 Dersom disse Love vige for mit Ansigt, siger Herren, da skal og Israels Sæd ophøre med at være et Folk for mit Ansigt alle Dage.

Pakai in aseiye, keiman kami Israel te kasuh gamhiel ding kati chu, leiset chunga thilsem ejakai ka suhmanghiel tabong hiding ahi, ati.

37 Saa siger Herren: Dersom Himlene heroventil kunne maales, og Jordens Grundvold hernedentil kan udforskes, saa vil jeg og forkaste al Israels Sæd for alt det, som de have gjort, siger Herren.

Pakaiyin hitin aseiye, “chunga van thamjol khu iti ham, akitetoh theipoi, chule leiset kibulphu ajong koima kholdoh jou ahipoi. Hijeh chun, keiman kapaidoh louding ahiuve,” ati.

38 Se, de Dage komme, siger Herren, da Staden skal bygges for Herren, fra Hananeels Taarn indtil Hjørneporten.

Pakaiyin aseiye, “Vetan, Jerusalem khopi chu keidinga ahisah phat a chule Hananel insung’a pat khopi ninglang kelkot geija akisemphat nading nikho chu ahunglhung e,” ati.

39 Og over for den skal Maalesnoren gaa videre over Garebs Høj og vende sig om imod Goat.

Hilai mun’a hi, thilte najol hung kijam ding, Gareb thinglhang lah gei aphah ding, chule Goah gei a kijam paiding;

40 Og den hele Dal med Aadslerne og Asken og alle Markerne indtil Kedrons Bæk, indtil Hesteportens Hjørne imod Østen skal være Herren en Helligdom; den skal ikke forstyrres og ikke nedbrydes mere evindelig.

Phaicham pumpia, thivuina mun holeh thilnen paina munho, chule niso lam’a sakol kelkot gei a lou ho jouse, Pakai ding a atheng hiding ahi. Hichu aitih a kisuse’a chule kisumang kitlouhel ding ahitai, ati.