Jeremias 2
1 Og Herrens Ord kom til mig, idet han sagde:
Əmdi Pǝrwǝrdigarning sɵzi manga kelip mundaⱪ deyildi: —
2 Gak hen, og raab for Jerusalems Øren og sig: Saa siger Herren: Jeg ihukommer dig din Ungdoms Hengivenhed og din Trolovelsesstands Kærlighed, at du gik efter mig i Ørken, i Landet, som ikke var besaaet.
Berip Yerusalemdikilǝrning ⱪulaⱪliriƣa mundaⱪ jar salƣin: — «Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Mǝn sening yax waⱪtingdiki wapadarliⱪingni, yǝni ⱪizning axiⱪiƣa bolƣan muⱨǝbbitidǝk sening qɵl-bayawanda, yǝni terilmiƣan yǝrlǝrdǝ Manga ǝgixip yürgǝnliringni sening üqün ǝslǝymǝn.
3 Israel var Herrens Helligdom, hans Førstegrøde; alle, som vilde fortære ham, bleve skyldige, Ulykke kom over dem, siger Herren.
Xu qaƣda Israil hǝlⱪi Pǝrwǝrdigarƣa pak, alaⱨidǝ atalƣan, ular uning ɵz ⱨosulining tunji mewisi dǝp ⱪaralƣanidi; ularni yǝwalmaⱪqi bolƣanlarning ⱨǝmmisi gunaⱨkar dǝp ⱨesablanƣanidi ⱨǝm ularning baxliriƣa balayi’apǝt qüxkǝnidi, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
4 Hører Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Israels Huses Slægter!
Pǝrwǝrdigarning sɵzini anglanglar, i Yaⱪupning jǝmǝti, Israil jǝmǝtining barliⱪ ailǝ-tawabiatliri: —
5 Saa siger Herren: Hvad Uret have eders Fædre fundet hos mig, at de have holdt sig langt fra mig? og at de vandrede efter Forfængelighed og bleve til Forfængelighed?
Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: — Ata-bowiliringlar Mǝndǝ zadi ⱪandaⱪ adalǝtsizliklǝrni bayⱪaptu, ular Mǝndin xunqǝ yiraⱪlixidu? Ular nemixⱪa bimǝnǝ butlarƣa bax urup, ɵzliri bimǝnǝ bolup kǝtti?
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igennem, og hvor intet Menneske havde boet?
Ular ⱨeqⱪaqan: «Bizni Misir zeminidin ⱪutⱪuzup qiⱪirip, bayawandin, yǝni qɵl-dǝxt wǝ tik azgallar bilǝn ⱪaplanƣan jaylardin, ⱪurƣaⱪqiliⱪ wǝ ɵlüm sayisi orap turƣan yǝrlǝrdin, adǝmzat ɵtmǝydiƣan ⱨǝmdǝ insan turmaydiƣan xu bayawandin bizni ɵtküzgǝn Pǝrwǝrdigar ⱪeni?» dǝp sorap ⱪoyuxmaptiƣu?
7 Og jeg førte eder ind udi et frugtbart Land, at I skulde æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom derind, da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
Mǝn silǝrni mewisi ⱨǝm molqiliⱪidin ⱨuzurlinix üqün munbǝt bir zeminƣa elip kǝlgǝnmǝn; silǝr kelip zeminimni bulƣidinglar, Mening mirasimni yirginqlik bir nǝrsigǝ aylandurup ⱪoydunglar.
8 Præsterne sagde ikke: Hvor er Herren? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.
Kaⱨinlar: «Pǝrwǝrdigar ⱪeni?» dǝp ⱨeq sorap ⱪoymidi; Tǝwrat-ⱪanun ijraqiliri meni ⱨeq tonumidi; hǝlⱪ padiqiliri manga asiyliⱪ ⱪildi; pǝyƣǝmbǝrlǝr bolsa Baalning namida bexarǝt bǝrdi, ularning ⱨǝmmisi ⱨeq paydisiz bimǝnǝ nǝrsilǝrgǝ ǝgixip kǝtti.
9 Derfor maa jeg endnu trætte med eder, siger Herren, og med eders Børnebørn maa jeg trætte.
Xunga silǝr bilǝn dǝwalaxmaⱪqimǝn, baliliringlar ⱨǝm baliliringlarning baliliri bilǝn dǝwaliximǝn, — dǝydu Pǝrwǝrdigar;
10 Thi drager over til Kithims Øer, og ser til og sender Bud til Kedar, og lægger nøje Mærke og ser, om noget saadant er sket.
— silǝr Siprustiki dengiz boyliriƣa ɵtüp beⱪinglar, Kedarƣa tǝkxürüxkǝ adǝm ǝwǝtip beⱪinglar — muxundaⱪ bir ix zadi bolup baⱪⱪanmu-yoⱪ dǝp kɵrüp beⱪinglar —
11 Mon et Hedningefolk har skiftet Guder, som dog ikke vare Guder? men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med det, som ikke kan gavne.
Ⱪaysi bir ǝl ɵz ilaⱨlirini (ular ⱨeq ilaⱨ ǝmǝs, ǝlwǝttǝ) ɵzgǝrtkǝnmu? Lekin Mening hǝlⱪim ɵzlirining xan-xǝripi Bolƣuqisini bolsa paydisiz-bimǝnǝ bir nǝrsigǝ almaxturƣan.
12 Gyser over det, I Himle! og vorder forfærdede, ja vorder saare forskrækkede, siger Herren.
Buningƣa ǝjǝblininglar, i asmanlar; ⱨang-tang bolunglar! Sarasimigǝ qüxünglar! Qɵqünglar! — dǝydu Pǝrwǝrdigar,
13 Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.
— qünki Mening hǝlⱪim ikki rǝzil ixni ⱪildi; ular ⱨayatliⱪ su mǝnbǝsi bolƣan Mǝndin waz kǝqti; andin ɵzliri üqün su azgallirini, yǝni su turmaydiƣan yeriⱪ su azgallirini yonup qiⱪti.
14 Er Israel en købt Træl, eller er han en hjemfødt Træl? hvorfor er han bleven til Bytte?
Israil ǝsli ⱪulmidi? U hojayinning ɵyidǝ tuƣulƣan ⱪulmidi? Nemixⱪa ǝmdi u oljiƣa aylinip ⱪaldi?
15 Unge Løver brølede imod ham, de lode deres Røst høre, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at ingen bor deri.
Yax xirlar uni olja ⱪilip ⱨɵrkiridi; ular awazini ⱪoyuwǝtti; ular [Israil] zeminini wǝyranǝ ⱪildi; xǝⱨǝrliri kɵydürüldi, adǝmzatsiz ⱪaldi.
16 Ogsaa Nofs og Takfanes Børn gjorde din Hovedisse skaldet.
Uning üstigǝ ⱨǝtta Nof wǝ Taⱨpanǝs xǝⱨiridikilǝrmu qoⱪⱪangni yeriwǝtti.
17 Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt Herren, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen?
Bu ixlarni ɵzüng kǝltürüp qiⱪarƣan ǝmǝsmu? — Qünki sanga yol baxlawatⱪinida Pǝrwǝrdigar Hudayingdin waz kǝqkǝniding.
18 Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har du at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand?
Əmdi bügünki kündǝ yǝnǝ Xiⱨor dǝryasining süyini iqix üqün Misirning yolini basⱪining nemisi? [Əfrat] dǝryasining süyini iqix üqün Asuriyǝning yolini basⱪining nemisi?
19 Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt Herren din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
Ɵz rǝzilliking ɵzünggǝ sawaⱪ elip kelidu, ɵzüngning yenimdin qǝtnǝp kǝtkining ɵzünggǝ tǝnbiⱨ bolidu; ǝmdi sening Pǝrwǝrdigar Hudayingdin waz kǝqkining wǝ Mening ⱪorⱪunqumning sǝndǝ bolmasliⱪining intayin rǝzil ⱨǝmdǝ zǝrdapⱪa tolƣan ix ikǝnlikini bilip ⱪoy, — dǝydu Rǝb, samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar.
20 Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge.
Qünki sǝn ⱪǝdimdinla Mǝn sanga salƣan boyunturuⱪni buzup, uning rixtini üzüp taxliwǝtkǝnsǝn; sǝn: «Ⱪulluⱪungda bolmaymǝn!» deding. Qünki barliⱪ dɵng-egizliktǝ wǝ barliⱪ yexil dǝrǝh astida sǝn paⱨixǝ ayaldǝk kerilip yatⱪansǝn.
21 Og jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintræ?
Lekin Mǝn bolsam seni ǝsli esil sortluⱪ üzüm telidin, sǝrhil uruⱪtin tikkǝnidim; sǝn Manga nisbǝtǝn ⱪandaⱪmu yat wǝ yawa bir sesiⱪ üzüm teliƣa aylinip ⱪalding?
22 Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Sæbe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, Herre.
Qünki sǝn xulta bilǝn yuyunsangmu, kɵp aⱪartⱪuq sopun ixlǝtsǝngmu sening ⱪǝbiⱨliking Mening aldimda tehi daƣ bolup turidu, — dǝydu Rǝb Pǝrwǝrdigar.
23 Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i Dalen, kend, hvad du har gjort, du lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje,
Sǝn ⱪandaⱪmu: «Mǝn ⱨeq bulƣanƣan ǝmǝsmǝn, mǝn «Baallar»ƣa ⱨeq ǝgǝxmidim!» deyǝlǝysǝn? Jilƣida mangƣan yolungni kɵrüp baⱪ, ⱪilmixliringni iⱪrar ⱪil — sǝn ɵz yollirida uyan-buyan ⱪatrap yüridiƣan qaⱪⱪaⱪ ⱨinggandursǝn!
24 som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned.
Sǝn qɵl-bayawanƣa adǝtlǝngǝn, ⱨǝwisi ⱪozƣalƣanda xamalni purap yüridiƣan bir yawayi mada exǝksǝn! Küyligǝndǝ kim uni tosalisun? Uni izdigǝn ⱨanggilar ɵzlirini ⱨeq upratmaydu; xu waⱪitlarda uni izdǝp tapmaⱪ asandur.
25 „Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig‟; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa.
[I Israil], [bikar yügürüp], putungni ayaƣsiz, gelingni ussuluⱪsiz ⱪilip ⱪoyma! Lekin sǝn buningƣa: «Yaⱪ! Ham hiyal ⱪilma! Qünki mǝn bu yat [ilaⱨlarni] yahxi kɵrüp ⱪaldim, ularning kǝynidin mangimǝn!» — deding.
26 Ligesom en Tyv bliver til Skamme, naar han gribes, saa ere de af Israels Hus blevne til Skamme, de, deres Konger, deres Fyrster og deres Præster og deres Profeter,
Oƣri tutulup ⱪelip hijalǝtkǝ ⱪalƣandǝk, Israil jǝmǝtimu hijalǝtkǝ ⱪalidu — yǝni ɵzliri wǝ ularning padixaⱨliri, kaⱨinliri wǝ pǝyƣǝmbǝrliri —
27 som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os!
ular yaƣaq kɵtikigǝ: «Atam!» wǝ taxⱪa: «Sǝn meni tuƣdurdung!» dǝydu; qünki ular yüzini Manga ⱪaratmay, ǝksiqǝ Manga arⱪisini ⱪildi; lekin külpǝt bexiƣa qüxkǝndǝ ular: «Ornungdin turup, bizni ⱪutⱪuzƣaysǝn!» dǝydu.
28 Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!
Əmdi ɵzünggǝ yasiƣan ilaⱨliring ⱪeni!? Külpǝt bexingƣa qüxkǝndǝ seni ⱪutⱪuzalaydiƣan bolsa, ular ornidin tursun! — Qünki xǝⱨǝrliring ⱪanqǝ kɵp bolsa butliringmu xunqǝ kɵptur, i Yǝⱨuda!
29 Hvorfor ville I trætte med mig? I have alle gjort Overtrædelse imod mig, siger Herren.
Nemixⱪa silǝr Mǝn bilǝn dǝwaƣa qüxmǝkqisilǝr? Silǝr ⱨǝmminglar Manga asiyliⱪ ⱪilƣansilǝr, — dǝydu Pǝrwǝrdigar.
30 Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.
Baliliringni bikardin bikar urup ⱪoydum; ular ⱨeq tǝrbiyini ⱪobul ⱪilmidi. Ɵz ⱪiliqing yirtⱪuq xirdǝk pǝyƣǝmbǝrliringni yǝwǝtti.
31 O Slægt, som I ere, ser hen til Herrens Ord! Er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et Mørkheds Land? hvorfor sagde da mit Folk: Vi have gjort os frie, vi ville ikke mere komme til dig.
I bu dǝwr kixiliri! Pǝrwǝrdigarning sɵzigǝ kɵngül ⱪoyunglar! Mǝn Israilƣa qɵl-bayawan yaki ⱪapⱪarangƣuluⱪ basⱪan zemin bolup baⱪⱪanmu? Mening hǝlⱪim nemixⱪa: «Nǝgila barsaⱪ ɵz ǝrkimiz; ǝmdi yeningƣa yǝnǝ kǝlmǝymiz!» — dǝydu?
32 Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.
Ⱪiz zibu-zinnǝtlirini untuyalamdu? Toy ⱪilidiƣan ⱪiz toy kiyimlirini untuyalamdu? Lekin ɵz hǝlⱪim san-sanaⱪsiz künliridǝ Meni untudi.
33 Hvor godt ved du dog at vælge din Vej for at søge Kærlighed, derfor har du ogsaa lært dine Veje at kende det onde.
Sǝn ixⱪ izdǝp baridiƣan yollarƣa xunqǝ maⱨir bolup kǝtting! Bǝrⱨǝⱪ, ⱨǝtta ǝng buzuⱪ ayallarƣa yolliringni kɵrsǝtting.
34 Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.
Uning üstigǝ tonungning pǝxliridǝ gunaⱨsiz namratlarning ⱪeni bar! Sǝn ularni temingni texip oƣriliⱪⱪa kirgini üqün ɵltürdingmu?! Ixlarning ⱨǝmmisi xundaⱪ tursimu,
35 Og dog sagde du: Jeg er uskyldig, hans Vrede har vendt sig fra mig; se, jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: Jeg har ikke syndet.
sǝn tehi: «Mǝndǝ gunaⱨ yoⱪ; [Rǝb] mǝndin rǝnjiwǝrmǝydu!» dǝysǝn. Bilip ⱪoy! Mǝn üstüngdin ⱨɵküm qiⱪirimǝn, qünki sǝn: «Mǝn gunaⱨ sadir ⱪilmidim!» — dǝwerisǝn.
36 Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev til Skamme ved Assyrien.
Sǝn nemixⱪa bunqiwala uyan-buyan ⱪatrap ala kɵngüllük ⱪilisǝn? Sǝn Asuriyǝ tǝripidin yǝrgǝ ⱪaritilƣandǝk Misir tǝripidinmu yǝrgǝ ⱪaritilisǝn.
37 Ogsaa derfra skal du gaa ud, med Hænderne over dit Hoved; thi Herren forkaster dem, til hvilke du satte Lid, og du skal ikke faa Lykke ved dem.
Bǝrⱨǝⱪ, sǝn Misirdin ⱪolliringni bexingƣa alƣan peti qiⱪisǝn; qünki Pǝrwǝrdigar sǝn yɵlǝnqük ⱪilƣanlarni qǝtkǝ ⱪaⱪti; sǝn ulardin ⱨeq payda kɵrmǝysǝn.
