Jeremias 2
1 Og Herrens Ord kom til mig, idet han sagde:
Pakai thusei kaheng ahunglhung kit in, aman kajah’a,
2 Gak hen, og raab for Jerusalems Øren og sig: Saa siger Herren: Jeg ihukommer dig din Ungdoms Hengivenhed og din Trolovelsesstands Kærlighed, at du gik efter mig i Ørken, i Landet, som ikke var besaaet.
Chenlang hiche kathupeh hi, Jerusalem’a gaphongjaltan ati. Pakaiyin asei chu,” Jinei ding kigo khangdong cha mounu’n kitahtah’a hinkho aman bangin, nangin kei ichengeiya neilungset’a, chuleh itobang gammang lah hijongleh neijuile chu, keiman kageldoh jing e.
3 Israel var Herrens Helligdom, hans Førstegrøde; alle, som vilde fortære ham, bleve skyldige, Ulykke kom over dem, siger Herren.
Hiche phatlai chun, Israel chu Pakai dinga atheng ahin, Ama ding a alholhun aga masapen chu ahi.
4 Hører Herrens Ord, Jakobs Hus og alle Israels Huses Slægter!
Pakai thusei hi ngaiyun, Vo Jacob insung Israel chate,
5 Saa siger Herren: Hvad Uret have eders Fædre fundet hos mig, at de have holdt sig langt fra mig? og at de vandrede efter Forfængelighed og bleve til Forfængelighed?
Pakaiyin hitin aseiye,”Napu napateuvin kachung’a adihlou ipi amudoh’uva, ipi jeh’a keiya kon’a gamla tah’a vahmang gam’u hitam? Amahon phatchomna bei dolim semthu ahouvun, amaho tah jong pannabei asohgamtauvin ahi.
6 Og de sagde ikke: Hvor er Herren, han, som førte os op af Ægyptens Land, han, som ledede os i Ørken, i et Land, som var øde og fuldt af Huller, i Tørheds og Dødens Skygges Land, i et Land, som ingen havde vandret igennem, og hvor intet Menneske havde boet?
Amahon, Egypt gam’a kon’a eihinpuidoh’uva, gammang lah’a eihin pui’uva, nelgam leh kokhuh lah’a eihinpui’uva, twi beina gam leh thina gam’a, koima kho-nung umlouna leh mi chennalou gam’a eihinpui’uva, Pakai Pathen chu hoiya um hitam? atipouve.
7 Og jeg førte eder ind udi et frugtbart Land, at I skulde æde dets Frugt og dets Gode; men der I kom derind, da besmittede I mit Land og gjorde min Arv til en Vederstyggelighed.
Keiman nangho, kateppih bangin, gamleiset phatah leh gamga chu nalut phat’un thet umtah in nasuboh tauvin ahi.
8 Præsterne sagde ikke: Hvor er Herren? og de, som omgikkes med Loven, kendte mig ikke, og Hyrderne gjorde Overtrædelse imod mig; og Profeterne spaaede ved Baal og vandrede efter dem, der ikke kunde gavne.
Thempu hon, Pakai chu hoiya um hitam, tin aholpouve. Kathupeh tuh’a hilson hon jong eidontapouve; chuleh gamvaipo ho jing jong keima douvin apang gamtauvin ahi. Themgao hon jong Baal min in gaothu aseiyun, panna beiyin lim semthu ho nung ajui gamtauvin ahi.
9 Derfor maa jeg endnu trætte med eder, siger Herren, og med eders Børnebørn maa jeg trætte.
Hijeh chun, keiman nachunguva kalunghanna kalhut ding, chuleh khonung geiya nachateu chung a kalunghanna kalhut ding ahi.
10 Thi drager over til Kithims Øer, og ser til og sender Bud til Kedar, og lægger nøje Mærke og ser, om noget saadant er sket.
Cheuvin lhumlam’a, Cypress gamsung gaveuvin; chuleh solam’a cheuvin Kedar gamsung gakhol’uvin. Hitobang thilkidang hi ahekha leh ajakha umkha nam?
11 Mon et Hedningefolk har skiftet Guder, som dog ikke vare Guder? men mit Folk har omskiftet sin Herlighed med det, som ikke kan gavne.
Pathen dihtah houlou hijongleu, namkhat in a pathen chu thildang khat toh akhel khah am? Ahinlah kamiten vang aloupinau a Pathen’u keima hi, pannabei semthu pathen toh eikhelto tauve.
12 Gyser over det, I Himle! og vorder forfærdede, ja vorder saare forskrækkede, siger Herren.
Hichea hin, vanthamjol atijan akithing in, chuleh nungkin leuvin alungdonge, tin Pakaiyin aseiye.
13 Thi tvende onde Ting har mit Folk gjort: Mig, den levende Vandkilde, have de forladt for at hugge sig Brønde, revnede Brønde, som ikke kunde holde Vand.
Kamiten chonset gitlouna thilni aboltauve. Amahon hinna twinah keiya um chu adalhauvin, chuleh achamtah in a amaho ding twi umlouna mun chu alaiuvin ahi.
14 Er Israel en købt Træl, eller er han en hjemfødt Træl? hvorfor er han bleven til Bytte?
Ibol’a Israel chu soh hiya ham? Ipi jeh’a amelmaten ama chu achomgam’uva chuleh suhgam ding bep’a akaimangu ham?
15 Unge Løver brølede imod ham, de lode deres Røst høre, og de gjorde hans Land til en Ødelæggelse, hans Stæder ere opbrændte, at ingen bor deri.
Sakei thahatlai kitum bangin akitum khum’un, ama chu adouvin ahi. Amahon agamsung asuchavaiyun, akhopi jouse kho-gem asosah’un chuleh acheng beihel kho-homkeu asotauve.
16 Ogsaa Nofs og Takfanes Børn gjorde din Hovedisse skaldet.
Memphis khopi leh Tahpanhes khopia konin, Egypt mite ahung kitoldoh’un, Israel loupina leh thaneina chu asumang hel tauvin ahi.
17 Hvad der volder dig saadant, er det ikke dette, at du har forladt Herren, din Gud, den Tid, han ledede dig paa Vejen?
Hiche hi, Pakai na Pathen in lampia napui laiya, nangin Ama nadou jeh’a, nanigin nachung a nakilhut khum ahibouve.
18 Og nu, hvad har du at gøre med Vejen til Ægypten for at drikke Sihors Vand? og hvad har du at gøre med Vejen til Assur for at drikke Flodens Vand?
Egypt toh napankhom’a chuleh Assyria toh kitepna nabol’a chu, nang ding’a ipi aphachom um am? Nile vadung twi donding nati ham, chuleh Ephrates vadung twi donding nagot ham? Nang dinga thilpha ipi um am?
19 Din Ondskab skal tugte dig og dine Afvigelser straffe dig; vid da og se, at det er ondt og besk, at du har forladt Herren din Gud, og at Frygt for mig ikke er hos dig, siger Herren, den Herre Zebaoth.
Nathilse bol chun nachung a pohgih ahinlhut ding, chuleh keima neidalhah chun najumso ding ahi. Nangman thilse tah nato ding, Hichu nangin Pakai na Pathen nadalhah’a chuleh jabollou tah’a nabol jeh’a, nang dinga akha-cheh nekha nabah ding ahi, tin keima Pakai Van Pathen chun kaseidoh ahitai.
20 Thi jeg har fra fordums Tid sønderbrudt dit Aag, sønderrevet dine Baand, men du sagde: Jeg vil ikke tjene; thi du gav dig hen paa alle ophøjede Høje og under hvert grønt Træ som en Skøge.
Chuleh keiman sotlai peh’a napohgih pohna namkol kaheboh’a, chuleh soh’a nakihenna khao jong kabotan ahitai. Ahivangin tunjong nangin naseiyin,”Keiman nang kajinlou hil ding nahi, nati. Ajeh chu nangman, lhangsanglai jouse leh thingphung noi tin’ah, semthu doilim angsung’a, noti bangin nakun jol jol e.
21 Og jeg har plantet dig som ædle Vinkviste, ægte Planter til Hobe; hvorledes har du da forvendt dig for mig til Ranker af et fremmed Vintræ?
Ahivangin keiman nanghi, lengpithei gui phapen lah’a kon’a kalhentum’a, chuleh muchi thengsel’a kalah’a kaphu nahi. I-atileh, gamlah lengpithei guitoh kijop’a, dei umlou tah’a hung khangdoh nahim
22 Thi om du end vilde to dig med Lud og tage dig megen Sæbe, saa pletter din Misgerning dig dog for mit Ansigt, siger den Herre, Herre.
Nangma cha-ngel tamtah'in kisil inlang, Chuleh sabon tamtah mang jong lechun, hichun nasoptheng jou ponte. Nathemmona ho kamit’a akilang jing’e, tin thaneipen Pakaiyin aseiye.
23 Hvorledes kan du sige: Jeg er ikke uren, jeg vandrer ikke efter Baalerne? se hen til din Gang i Dalen, kend, hvad du har gjort, du lette Kamelhoppe! der løber hid og did paa egne Veje,
Nangin naseiyin, “Keima kakisubuhpoi. Baal doilim jong chibai kabohpoi,”nati. Hichu iti naseithei ham? Nalamlhahna phaicham ho ven, chonset gimnei tah tah nabol doh ho geldoh in! Nang hi, sangongsao lagol in, kimatpi ding ahol’a alheile tobang nahi.
24 som Vildæselinden, der er vant til Ørken og i sin Sjæls Begæring snapper efter Vejret; naar hun er i Brynde, hvo kan holde hende tilbage? alle de, som søge hende, behøve ikke at trætte sig, de ville finde hende i hendes Maaned.
Nang hi, gamlah’a sangan lagol in angaichat holna-a huilah anah lele tobang nahi. Amanun angaichat aholna akham ding koiham?
25 „Hold din Fod tilbage fra at blive barfodet og din Strube fra at blive tørstig‟; men du siger: Det er forgæves! Nej! thi jeg elsker fremmede, og efter dem vil jeg gaa.
Pathen dangho nung najuilea, kenga lam najot’a chuleh danggo leuva nalheile chu itih nangah ding hitam? Ahinlah nangin naseiyin,”Keiman gamdang pathen ho kalungset in, chuleh amaho nung kajuihi ngapong e,” nati.
26 Ligesom en Tyv bliver til Skamme, naar han gribes, saa ere de af Israels Hus blevne til Skamme, de, deres Konger, deres Fyrster og deres Præster og deres Profeter,
Gucha akimatdoh teng ajahchat banga, Israel jong chuti ding ahi. Amaho, lengho, vaihom ho, thempu ho chuleh themgao ho jouse, abon’uva chuti ahiuve.
27 som sige til Træ: Du er min Fader, og til Sten: Du fødte mig; thi de have vendt Ryg til mig og ikke Ansigt; men i deres Ulykkes Tid sige de: Staa op og frels os!
Amahon thingphunga kon kisemdoh milim jah’a, “nang kapa nahi” atiuvin, chuleh song’a kon’a kikhengdoh milim jah’a “nang kanu nahi” atiuve. Amahon keima einungngat gam’u ahitai. Ahivangin, agenthei ahesoh teng’uleh, amaho kahenga ahungkap’un, hungin neihuhdoh’uvin, atijiuve.
28 Hvor ere dine Guder, som du har gjort dig? lad dem staa op, om de kunne frelse dig i din Ulykkes Tid; thi saa mange som dine Stæder ere, vare dine Guder, Juda!
Ahileh, nang dinga nakisem na-pathen ho chu, hoiya umtam? Amaho chu, mihuh hing thei ahiuleh, hesoh genthei natopet chun nahuhhingu hen. Vo Judah, na khopi jouseu jat’a pathen ho naneiyu hilou ham?
29 Hvorfor ville I trætte med mig? I have alle gjort Overtrædelse imod mig, siger Herren.
Ibol’a thilse bol’a keima neingoh’u ham? Nangho joh, nabon’un keima doumah mah bol in napangtauve, tin Pakaiyin aseiye.
30 Jeg slog eders Børn forgæves, de annammede ikke Tugt; eders Sværd fortærede eders Profeter ligesom en ødelæggende Løve.
Keiman nachateu kaden ahitai, Ahivangin amahon kasuhdihna chu adonpouve. Sakei yin aneh ding akimat’a athabangin, nanghon nangho chemjam maman, nathemgaoteu nathattauve.
31 O Slægt, som I ere, ser hen til Herrens Ord! Er jeg bleven Israel til en Ørk eller til et Mørkheds Land? hvorfor sagde da mit Folk: Vi have gjort os frie, vi ville ikke mere komme til dig.
Vo Kamite, Pakai thusei hi ngaiuvin! Keima hi Israel dinga gamgo lah kahim? Ahilouleh keima hi, amaho dinga gamut thimlah kahim? Ibol’a kamiten, tunvang Pathen’a kon ongdoh kahitauve, keiho ama henga hungkit tapou vinge, tia aseiyu ham?
32 Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.
Numei khangdong laiyin, akijepna asuhmil ngai am? Chuleh jinei ding nun amou-von ahaimil thei am? Ahinlah, kamiten akum kum in keima eisumildel tauvin ahi.
33 Hvor godt ved du dog at vælge din Vej for at søge Kærlighed, derfor har du ogsaa lært dine Veje at kende det onde.
Nakilungsetpi ding jollhahje, aguh in themtah in nagongtoh jin ahi. Numei kijohho geiyin jong nang thilbol’a konin akihiluve.
34 Tilmed findes paa dine Flige de arme uskyldige Sjæles Blod; du har ikke grebet dem, der de brøde ind, men det var for alle disse Tings Skyld.
Na ponsil chunga monabei leh tahlelte thisan anat dimset e. Hiche hi keiman aguh’a kahet ahipon, lhangphong tah’a kamudoh ahibouve. Ahin thil hiyat nabolsa chung’a hin,
35 Og dog sagde du: Jeg er uskyldig, hans Vrede har vendt sig fra mig; se, jeg vil gaa i Rette med dig, fordi du siger: Jeg har ikke syndet.
Nangin naseiyin,”Keiman thildihlou kabolpoi. Tahbeh in kachunga Pathen alunghanna ding aumpoi nati. Amavang tua hi, nachunga thutanna kalhut ding ahitai. Ajeh chu nangman nathilse bol naseilep in, chonsetna kaneipoi, nati.
36 Hvorfor løber du saa ivrigt bort for at omskifte din Vej? ogsaa ved Ægypten skal du blive til Skamme, ligesom du blev til Skamme ved Assyrien.
Nangman pankhompi ding holnan gam leh lei nachon in ahi. Hijongleh, Assyria in najumso bang banga chu nakisonpi Egypt in jong nahinbol tei ding ahi.
37 Ogsaa derfra skal du gaa ud, med Hænderne over dit Hoved; thi Herren forkaster dem, til hvilke du satte Lid, og du skal ikke faa Lykke ved dem.
Jum leh ja pum’a, khut kolnam thangsea, gamsung nadalhah ding ahi. Ajeh chu nangin nakisonpi ho jouse chu Pakaiyin imalouva akoigam ahitai. Chuleh amahoa kon’a aphachom namulou helding ahi.
