Jeremias 18

1 Det Ord, som kom til Jeremias fra Herren, saalydende:

Ko e folofola ʻaia naʻe hoko mai meia Sihova, kia Selemaia, ʻo pehē,

2 Staa op og gaa ned til Pottemagerens Hus, og der vil jeg lade dig høre mine Ord.

“Tuʻu hake pea ke ʻalu hifo ki he fale ʻoe tufunga ngaohi ipu, pea te u pule ke ke fanongo ki heʻeku ngaahi lea ʻi ai.”

3 Og jeg gik ned til Pottemagerens Hus, og se, han gjorde et Arbejde paa Skiven.

Pea naʻaku toki ʻalu hifo ki he fale ʻoe tufunga ngaohi ipu, pea vakai, naʻa ne ngāueʻaki ʻae meʻa tākai.

4 Og naar det Kar, som han gjorde, mislykkedes, som det kan gaa med Leret i Pottemagerens Haand, saa begyndte han igen og gjorde et andet Kar deraf, saaledes som det var ret for Pottemagerens Øjne at gøre.

Pea ko e ipu ʻaia naʻe ngaohi ʻaki ʻae ʻumea, naʻe maumauʻi ia ʻi he nima ʻoe tufunga: ko ia naʻe toe ngaohi ia ko e ipu kehe, ʻo hangē ko e loto ʻoe tufunga ki ai.

5 Da kom Herrens Ord til mig saaledes:

Pea naʻe toki hoko kiate au ʻae folofola ʻa Sihova, ʻo pehē.

6 Mon jeg ikke kan gøre ved eder, Israels Hus, ligesom denne Pottemager? siger Herren; se, ligesom Leret er i Pottemagerens Haand, saaledes ere I, Israels Hus, i min Haand.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻE fale ʻo ʻIsileli, ʻikai te u fai kiate kimoutolu ʻo hangē ko e tufunga ngaohi ipu ni? Vakai, ʻE fale ʻo ʻIsileli, ʻoku mou ʻi hoku nima, ʻo hangē ko e ʻumea ʻi he nima ʻoe tangata tufunga ngaohi ipu.

7 I eet Øjeblik taler jeg imod et Folk og imod et Rige, til at oprykke og til at ødelægge det;

‌ʻO kau ka lea ki ha kakai, pe ha puleʻanga, ke taʻaki, pe lī ki lalo, pe fakaʻauha ia;

8 men naar dette Folk, imod hvilket jeg har talt, omvender sig fra sin Ondskab, da skal jeg angre det onde, som jeg havde tænkt at gøre ved det.

Kapau ʻe tafoki ʻae kakai, ʻaia kuo u lea ki ai, mei heʻenau kovi, te u fakatomala ʻi he kovi ʻaia naʻaku loto ke ʻomi kiate kinautolu.

9 Og i eet Øjeblik taler jeg om et Folk og om et Rige til at bygge og til at plante det;

Pea kau ka lea ki ha kakai, pea ki ha puleʻanga, ke langa mo fokotuʻu ia;

10 men naar det gør, hvad der er ondt for mine Øjne, saa at det ikke hører min Røst, da skal jeg angre det gode, med hvilket jeg havde sagt at ville gøre vel imod det.

Kapau ʻe fai kovi ia ʻi hoku ʻao, pea ʻikai talangofua ki hoku leʻo, pea te u toki fakatomala ʻi he lelei, ʻaia naʻaku pehē te u fai ke nau lelei ai.

11 Og nu, sig dog til Judas Mænd og til Jerusalems Indbyggere: Saa siger Herren: Se, jeg bereder Ulykke over eder og udtænker et Anslag imod eder; vender dog om, hver fra sin onde Vej, og bedrer eders Veje og eders Idrætter!

“Pea ko eni, ke ke ʻalu, pea ke lea ki he kau tangata ʻo Siuta, pea ki he kakai ʻo Selūsalema, ʻo pehē, ʻOku pehē ʻe Sihova; vakai, ʻoku ou teuteu ha kovi kiate kimoutolu, pea tuʻutuʻuni ha tauhele kiate kimoutolu: mou taki taha tafoki leva mei hono hala kovi, pea ngaohi ke lelei homou ngaahi hala, mo hoʻomou ngaahi faianga.

12 Men de sige: Det er forgæves! thi vi ville vandre efter vore egne Tanker og gøre hver efter sit onde Hjertes Stivhed.

Pea naʻa nau pehē, ‘ʻOku ʻikai ha ʻamanaki lelei; ka te mau taki taha muimui ki heʻene filioʻi, pea taki taha fai ʻo hangē ko e holi ʻa hono loto kovi.’”

13 Derfor, saa siger Herren: Spørger dog iblandt Hedningerne: „Hvo har hørt saadanne Ting?‟ Noget saare grueligt har Israels Jomfru begaaet.

Ko ia ʻoku pehē ʻe Sihova; “Mou fehuʻi eni ki he hiteni, pe ko hai kuo fanongo ki he ngaahi meʻa pehē: kuo fai ʻae meʻa fakalielia ʻaupito ʻaupito ʻe he taʻahine ʻo ʻIsileli.

14 Mon Libanons Sne gaar bort fra Klippen paa Marken? eller mon de fremtrængende, friske, rindende Vande standse?

‌ʻE liʻaki koā ʻae ʻuha hinehina ʻo Lepanoni, ʻaia ʻoku tafe mei he makatuʻu ki he ngoue? Pe ʻe liʻaki ʻae vaitafe momoko ʻoku tafe mai, maʻae vai kehe ʻoku keli pe?

15 Dog mit Folk har glemt mig, de gøre Røgelse for, hvad der er Forfængelighed, og de bragtes til at snuble paa deres Veje og de evige Baner, saa at de gik ind paa Stier, paa en Vej, som ikke var banet,

Koeʻuhi kuo fakangalongaloʻi au ʻe hoku kakai, kuo nau tutu ʻae meʻa namu kakala ki he meʻa vaʻinga, pea kuo nau fakahinga ʻakinautolu ʻi honau ngaahi hala mei he ngaahi hala motuʻa, ka nau ʻeveʻeva ʻi he hala, mo e ʻalunga naʻe ʻikai tanu hake;

16 til at gøre deres Land til en Gru, til en evig Spot; hver som gaar derover, gruer og ryster med sit Hoved.

Ke fakalala honau fonua, pea ngaohi ia ko e manukiʻanga; pea ʻe ofo ai ʻakinautolu kotoa pē ʻoku ʻalu ki ai, pea kalokalo honau ʻulu.

17 Som Østenvejret vil jeg adsprede dem for Fjendens Ansigt; jeg vil vende Ryggen og ikke Ansigtet til dem paa deres Trængsels Dag.

Te u fakamovetevete ʻakinautolu ʻi he ʻao ʻoe fili ʻo hangē ko e matangi hahake; pea ʻe ʻikai te u fakahā hoku ʻao, ka te u fulituʻa kiate kinautolu ʻi he ʻaho ʻo ʻenau tuʻutāmaki.”

18 Men de sagde: Kommer og lader os optænke Anslag imod Jeremias; thi Loven gaar ikke tabt for Præsten, eller Raadet for den vise, eller Ordet for Profeten; kommer og lader os slaa ham med Tungen, og lader os ikke give Agt paa noget af hans Ord!

Pea naʻa nau toki pehē, “Ko eni ke tau fakakaukau ha meʻa kia Selemaia; koeʻuhi ʻe ʻikai mole ʻae fono mei he taulaʻeiki, pe ko e fakakaukau mei he tangata poto, pe ko e lea mei he palōfita. Mou haʻu, ke tau tā ia ʻi hono ʻelelo, pea ʻoua naʻa tau tokanga ki heʻene ngaahi lea.”

19 Herre! giv Agt paa mig, og hør deres Røst, som trætte imod mig.

“Tokanga mai kiate au, ʻE Sihova, pea fanongo ki he leʻo ʻonautolu ʻoku fakamamahiʻi au.

20 Mon man skulde betale ondt for godt? thi de have gravet en Grav for min Sjæl; kom i Hu, hvorledes jeg har staaet for dit Ansigt for at tale godt for dem, for at bortvende din Vrede fra dem.

‌ʻE totongi koā ʻaki ʻae kovi ki he lelei? He kuo nau keli ʻae luo ki hoku laumālie. Ke ke manatu naʻaku tuʻu ʻi ho ʻao, ke hūfia ʻakinautolu, pea ke fakaafe ho houhau meiate kinautolu.

21 Derfor giv deres Børn hen til Hungeren, og overlad dem i Sværdets Vold, og lad deres Hustruer blive barnløse og Enker og deres Mænd ihjelslagne ved Døden; lad deres unge Karle blive dræbte med Sværd i Krigen!

Ko ia tukuange ʻenau fānau ki he honge, pea lilingi honau [toto ]ʻi he mālohi ʻoe heletā; pea tuku ke mole ʻae fānau ʻa honau ngaahi fefine, pea mate honau husepāniti; pea tuku ke tāmateʻi honau kau tangata: pea ke ke tāmateʻi ʻaki honau kau talavou ʻae heletā ʻi he tau.

22 Lad der høres Skrig fra deres Huse, naar du lader en Trop pludselig komme over dem; thi de grove en Grav for at fange mig og skjulte Snarer for mine Fødder.

Tuku ke ongo mai ʻae kaila mei honau ngaahi fale, ʻoka ke ka ʻomi fakafokifā pe ha kau tau kiate kinautolu; he kuo nau keli ha luo ke maʻu ai au, pea ʻai fakafufū ha tauhele ki hoku vaʻe.

23 Men du, Herre! du ved alt deres Raad imod mig til Døden, son ikke deres Misgerning, og udslet ikke deres Synd for dit Ansigt; lad dem være nedstyrtede for dit Ansigt, handle med dem i din Vredes Tid!

Ka ko koe, ʻE Sihova, ʻoku ke ʻafioʻi ʻenau fakakaukau kotoa pē kiate au ke tāmateʻi au: ʻoua naʻa fakamolemole ʻenau hia, pea ʻoua naʻa tāmateʻi ʻenau angahala mei ho ʻao, kae tuku ke ʻauha ʻakinautolu ʻi ho ʻao; ke ke fai pehē kiate kinautolu ʻi he ʻaho ʻo ho houhau.”