Jakob 1
1 Jakob, Guds og den Herres Jesu Kristi Tjener, hilser de tolv Stammer i Adspredelsen.
Xoossa Goda Yesusi Kiristossa oothancha gidida Yaqobeppe biitta bolla laletida tammane nam77u kochatas sarotethi intes gido.
2 Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I stedes i mange Haande Prøvelser,
Ta ishato inte bolla duma duma wayey gakkiiko hessa wursi ufaysan qoodite.
3 vidende, at eders Tros Prøve virker Udholdenhed;
Gaasoykka inte amano paccetithi intes danda7a immizayssa inte ereetta.
4 men Udholdenheden bør medføre fuldkommen Gerning, for at I kunne være fuldkomne og uden Brøst, saa I ikke staa tilbage i noget.
Inte danda7an mini eqanaysi intes issi miishshikka pacconta kumetha assine wothoy bayndayta gidana mala ootho.
5 Men dersom nogen af eder fattes Visdom, han bede derom til Gud, som giver alle gerne og uden Bebrejdelse, saa skal den gives ham.
Inte garssafe oonasikka eratethi pacciko oonakka kadhontta ba kiiyatethara wurisos immiza Xoossa wosso; izadeskka imettana.
6 Men han bede i Tro, uden at tvivle; thi den, som tvivler, ligner en Havets Bølge, der drives og kastes af Vinden.
Gido attin sidhey baynda amanon wosso. Gaasoykka sidhiiza uray abba qathiza bullahe cariko malakko.
7 Ikke maa nemlig det Menneske mene, at han skal faa noget af Herren,
Hessadey Godape aykokk demana giidi issinokka qoppofo.
8 en tvesindet Mand, som han er, ustadig paa alle sine Veje.
He uray nam77u qohaaththaan ooyketidi ba bizza oge bolla hene haane giza asa malakko.
9 Men den Broder, som er ringe, rose sig af sin Højhed,
Kase ziiqan diza ura Xoossi dhoqqu histiza gish ufa7etto.
10 den rige derimod af sin Ringhed; thi han skal forgaa som Græssets Blomst.
Asa haroy maata cisha mala qoqofettiza gish dure ura Xoossi ziq histikko ufa7etto.
11 Thi Solen staar op med sin Hede og hentørrer Græsset, og dets Blomst falder af, og dens Skikkelses Ynde forsvinder; saaledes skal ogsaa den rige visne paa sine Veje.
Away xugidi maata shullisees; maata ciishayka shullees; iza loo7etethikka dhayees; hessathokka durey hachchi hachchi dabursan diishin iza duretethi dhayees.
12 Salig den Mand, som holder Prøvelse ud; thi naar han har staaet Prøve, skal han faa Livets Krans, som Herren har forjættet dem, der elske ham.
Paccen miinni eqidadey izi anjjetidade. Gaasoyka izi paccera eqitishin Xoossi bena dosizaytas immida ufaysa deyo zawude izi ekkana.
13 Ingen sige, naar han fristes: „Jeg fristes af Gud”; thi Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen;
Oonikka paccetiza gidikko tana Xoossi paccees goppo, gaasoykka Xoossi ase iittan paccena, izi oonakka pacci erena.
14 men enhver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begæring;
Gido attin issi issi uray paccetizay berika ba iitta amo kalishene baletishekko.
15 derefter, naar Begæringen har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldvoksen, føder den Død.
Amoy qanthetetidape guye nagara yellees. Nagaraykka dicciidape guye hayqo yellees.
16 Farer ikke vild, mine elskede Brødre!
Ta siiqo ishato inte ballettopite.
17 Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvem der ikke er Forandring eller skiftende Skygge.
Loo7o imotethine kumetha anjjoy wuri bolla Salo poo7ota Aawape wodhetes. Iza achan gede ha yuyiza kuwayka (eshoykka) dena.
18 Efter sin Villie fødte han os ved Sandheds Ord, for at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger,
Nu iza medhetethas koyro bayrata gidana mala ba sheninne ba tuma qaalan nuna yellides.
19 I vide det, mine elskede Brødre. Men hvert Menneske være snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede;
Dosetida ta ishato hayssa yuushi qoppite. Asi wurikka siyanas esoto, hasa7asinne hanqqos esotopo.
20 thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud.
Asa hanqqoy Xoossa xiiloteth oothena.
21 Derfor, aflægger alt Smuds og Levning af Slethed, og modtager med Sagtmodighed Ordet, som er indplantet i eder, og som formaar at frelse eders Sjæle.
Hessa gish tunatethinne dalggida iittatethi intefe kessi yegidi inte shemppo ashanaas danda7iza inte gidon toketida qaala ashketethara ekkite.
22 Men vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed I bedrage eder selv.
Qaalay gizayssa oothite; attin mela siisi xalala siyzadista gididi interkka intena balethofite.
23 Thi dersom nogen er Ordets Hører og ikke dets Gører, han ligner en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Spejl;
Qaala siyishe siyida qaalay gizayssa oothontadey ba ayfeso mastotera xelliza asa malakko.
24 thi han betragter sig selv og gaar bort og glemmer straks, hvordan han var.
Bena xeelli beydi bees; izi ay milatizakone heraka baletti gides.
25 Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og holder ved dermed, saa han ikke bliver en glemsom Tilhører, men en Gerningens Gører, han skal være salig i sin Gerning.
Gido attin bena geshiza loo7o woga xeelli beydi izan minizadey ba siydayssa oothizadeynne balonttadey izi ba oothon anjjetidade gidana.
26 Dersom nogen synes, at han dyrker Gud, og ikke holder sin Tunge i Tømme, men bedrager sit Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forgæves.
Be duuna nagontta berikka ba wozina baleththishe ta ammanayss gizadey berikka bena baleththees. Iza ammanoykka mella hada ammanokko.
27 En ren og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er dette, at besøge faderløse og Enker i deres Trængsel, at holde sig selv uplettet af Verden.
Xoossa Aawa sinthan iittatethi baynda loo7o ammanoy; “Aayanne Aaway hayqqida nayta, istta azinati hayqqida maccashata metotetishin maadonne hayssa alameza tunatethafe bena nagokko.
