Esajas 65

1 Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte efter mig, jeg er funden af dem, som ikke ledte; jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: Se, her er jeg, se, her er jeg.

“ʻOku kumi kiate au ʻakinautolu naʻe ʻikai te nau fehuʻi kiate au; kuo ʻilo au ʻekinautolu naʻe ʻikai kumi kiate au: naʻaku pehē, ‘Vakai kiate au, vakai kiate au,’ ki he puleʻanga naʻe ʻikai ke ui ʻaki hoku huafa.

2 Jeg udbredte mine Hænder den ganske Dag til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, som ikke er god, og efter deres egne Tanker;

Kuo u mafao atu hoku nima ʻi he ʻaho kotoa ki he kakai angatuʻu, ʻaia ʻoku ʻeveʻeva ʻi he hala ʻoku ʻikai lelei, ʻo hangē ko ʻenau ngaahi filioʻi:

3 til det Folk, som opirrer mig altid for mit Ansigt, og som ofrer i Haverne, og som gør Røgelse paa Teglstenene;

Ko e kakai ʻoku fakahouhau kiate au maʻuaipē ki hoku fofonga; ʻoku fai feilaulau ʻi he ngaahi ngoue, pea ʻoku tutu ʻae meʻa namu kakala ʻi he ngaahi ʻesi makaʻumea;

4 til dem, som bo i Gravene og blive om Natten i Afkrogene, dem, som æde Svinekød og have vederstyggelig Suppe i deres Kar;

‌ʻAkinautolu ʻoku nofo ʻi he ngaahi tanuʻanga, pea ʻi he ngaahi fale māʻolunga, ʻoku kai ʻae kakano ʻoe puaka, pea ko e vaihū ʻoe ngaahi meʻa fakalielia ʻoku ʻi he ʻenau ngaahi ipu;

5 til dem, som sige: Hold dig hos dig selv, kom ikke nær til mig, thi jeg er hellig over for dig; disse ere en Røg i min Næse, en Ild, som brænder den ganske Dag.

‌ʻAkinautolu ʻoku pehē, ‘Tuʻu tokotaha pe koe, ʻoua ʻe haʻu ke ofi kiate au; he ʻoku ou māʻoniʻoni hake ʻiate koe.’ Ko e ʻohuafi ʻakinautolu ni ʻi hoku fofonga, ko e afi ʻoku ulo ʻi he ʻaho kotoa pē.

6 Se, det er skrevet for mit Ansigt: Jeg vil ikke tie, før jeg faar betalt, ja, faar betalt det i deres Skød.

“Vakai, ʻoku tohi ʻi hoku ʻao: ʻE ʻikai te u fakalongo pe, ka te u totongi, ʻio, ʻe ai ʻae totongi ki honau fatafata.

7 Eders Misgerninger og eders Fædres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger Herren, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “Ko hoʻomou angahia, mo e angahala ʻa hoʻomou ngaahi tamai fakataha, ʻakinautolu kuo tutu ʻae meʻa namu kakala ʻi he ngaahi moʻunga, pea kape kiate au ʻi he ngaahi potu tafungofunga: ko ia te u fua ʻa ʻenau muʻaki ngāue ki honau fatafata.

8 Saa siger Herren: Som der findes Most i Vinklasen, og man siger: Fordærv den ikke; thi der er Velsignelse udi den, saa vil jeg gøre for mine Tjeneres Skyld og ikke fordærve alt.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻO hangē ʻoku ʻilo ʻae uaine foʻou ʻi he fuhi, pea ʻoku pehē ʻe ha taha, ‘ʻoua ʻe fakaʻauha ia; he ʻoku ʻi ai ha tāpuaki;’ te u fai pehē koeʻuhi ko ʻeku kau tamaioʻeiki, koeʻuhi ke ʻoua naʻaku fakaʻauha ʻakinautolu kotoa pē.

9 Men af Jakob vil jeg lade udgaa en Sæd og af Juda den, som skal arve mine Bjerge; og mine udvalgte skulle arve dem og mine Tjenere bo der.

Pea te u ʻomi ha hako meia Sēkope, pea mei Siuta ha taha ke maʻu hoku ngaahi moʻunga: pea ʻe maʻu ia ʻe hoku kakai fili, pea ʻe nofo ai ʻa ʻeku kau tamaioʻeiki.

10 Og Saron skal blive til en Græsgang for Faar og Akors Dal til et Leje for Øksne, for mit Folk, for dem, som søge mig.

Pea ʻe hoko ʻa Saloni ko e loto ʻā ʻae fanga sipi, pea ko e teleʻa ʻo ʻAkoli ko e tokotoʻanga ʻoe fanga manu, maʻa hoku kakai ʻaia kuo kumi kiate au.

11 Men I, som forlade Herren, I, som glemme mit hellige Bjerg, I, som dække Bord for Gad, og I, som skænke fuldt i af blandet Drik for Meni:

“Ka ko kimoutolu kuo mou liʻaki ʻa Sihova, kuo fakangalongaloʻi hoku moʻunga tapu, ʻoku mou teuteu ha keinangaʻanga maʻa Kata, pea ʻoku ʻatu ʻae feilaulau inu kia Meni.

12 Eder vil jeg give hen til Sværdet, og I skulle alle bøje eder ned til at slagtes, efterdi jeg kaldte, og I svarede ikke, efterdi jeg talte, og I hørte ikke; men I gjorde det, som var ondt for mine Øjne, og udvalgte det, som jeg ikke havde Lyst til.

Ko ia te u lau ai ʻakimoutolu ki he heletā, pea te mou punou kotoa pē ki he tāmateʻi: koeʻuhi ʻi heʻeku ui, naʻe ʻikai te mou tali; ʻi heʻeku lea, naʻe ʻikai te mou fanongo; ka naʻa mou fai kovi ʻi hoku ʻao, mo fili ʻaia naʻe ʻikai te u fiemālie ai.

13 Derfor, saa siger den Herre, Herre: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes;

Ko ia ʻoku pehē ʻe he ʻOtua ko Sihova, “Vakai, ʻe kai ʻe heʻeku kau tamaioʻeiki, ka te mou fiekaia: vakai, ʻe inu ʻe heʻeku kau tamaioʻeiki, ka te mou fieinua: vakai, ʻe fiefia ʻeku kau tamaioʻeiki, ka e mā ʻakimoutolu.

14 se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse.

Vakai, ʻe hivehiva ʻeku kau tamaioʻeiki koeʻuhi ko e fiefia ʻoe loto, ka te mou tangi koeʻuhi ko e mamahi ʻoe loto, pea ʻe tangilāulau ʻi he mamahi ʻoe laumālie.

15 Og I skulle efterlade mine udvalgte eders Navn til at sværge ved, og den Herre, Herre skal dræbe eder; men sine Tjenere skal han give et nyt Navn.

Pea te mou tuku homou hingoa ko e fakamamahi kiate kinautolu kuo u fili: koeʻuhi ʻe tāmateʻi ʻakimoutolu ʻe he ʻEiki ko Sihova, pea ui ʻene kau tamaioʻeiki ʻaki ha hingoa kehe:

16 Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som sværger i Landet, skal sværge ved den trofaste Gud; thi de forrige Trængsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne.

Koeʻuhi ko ia ʻoku ne tāpuaki ia ʻi he fonua te ne tāpuaki ia ʻi he ʻOtua ʻoe moʻoni; pea ko ia ʻoku fuakava ʻi he fonua te ne fuakava ʻi he ʻOtua ʻoe moʻoni; koeʻuhi kuo fakangalo ʻae ngaahi muʻaki mamahi, pea koeʻuhi kuo fakafufū ia mei hoku fofonga.

17 Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde.

“Vakai, he ʻoku ou fakatupu ʻae ngaahi langi foʻou pea mo e fonua foʻou: pea ʻe ʻikai manatu ʻaia naʻe ʻi muʻa, pe ai ha manatu loto ki ai.

18 Men glæder eder og fryder eder indtil evig Tid ved det, som jeg skaber; thi se, jeg skaber Jerusalem til Fryd og dets Folk til Glæde.

Ka ke fiefia ʻakimoutolu pea nekeneka ʻo taʻengata ʻi he meʻa ʻoku ou fakatupu: he vakai, ʻoku ou ngaohi ʻa Selūsalema ko e fiefiaʻanga, pea ke fiefia ʻa hono kakai.

19 Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst deri.

Pea te u fiefia ia Selūsalema, pea nekeneka ʻi hoku kakai: pea ʻe ʻikai ha toe fanongo ki ha leʻo ʻoe tangi ʻiate ia, pe ko e leʻo ʻoe tangi mamahi.

20 Derfra skal ikke ydermere komme noget Barn, som lever faa Dage, eller nogen gammel, som ikke naar sine Dages Tal; thi Drengen skal dø hundrede Aar gammel, og Synderen, som er hundrede Aar gammel, skal kaldes forbandet.

“ʻE ʻikai toe ʻai ʻi ai ha tamasiʻi ʻoku moʻui fuonounou, pe ko ha tangata motuʻa ʻoku taʻekakato hono ngaahi ʻaho: he ko ia ʻe mate ʻi hono teau taʻu ʻe mate ko e tamasiʻi pe; pea ko e tangata angahala ʻoku mate ʻi hono teau taʻu ʻe malaʻia ia.

21 Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frugt.

Pea te nau langa ʻae ngaahi fale, pea nofo ai; pea te nau tō ʻae ngaahi vaine, pea kai ʻae fua ʻo ia.

22 De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning.

‌ʻE ʻikai te nau langa, kae nofo ai ha taha kehe; ʻe ʻikai te nau tō, kae kai ʻe ha taha kehe: he ʻoku hangē ko e ngaahi ʻaho ʻoe ʻakau ʻoku pehē ʻae ngaahi ʻaho ʻo hoku kakai, pea ʻe leleiʻia fuoloa ʻae kakai kuo u fili ʻi he ngāue ʻa honau nima.

23 De skulle ikke have Møje forgæves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Sæd, som er velsignet af Herren, og deres Afkom skal blive hos dem.

‌ʻE ʻikai te nau ngāue taʻeʻaonga, pe fanauʻi ki he mamahi; he ko e hako ʻakinautolu kuo monūʻia ʻia Sihova, pea mo ʻenau fānau fakataha mo kinautolu.

24 Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale, da vil jeg høre.

Pea ʻe hoko ʻo pehē, ʻi he teʻeki te nau ui, te u tali; pea ʻi he lolotonga ʻenau lea, te u ongoʻi.

25 En Ulv og et Lam skulle græsse sammen, og en Løve skal æde Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal være Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger Herren.

‌ʻOku pehē ʻe Sihova, “ʻE kai fakataha ʻae ulofi mo e lami, pea ʻe kai ʻe he laione ʻae kau ʻoe koane ʻo hangē ko e pulu: pea ko e meʻakai ʻoe ngata ko e efu. ʻE ʻikai te nau fakamamahi pe fakaʻauha ʻi [ha potu ʻo ]hoku moʻunga māʻoniʻoni kotoa pē.”