Esajas 57

1 Den retfærdige omkommer, og der er ingen, som lægger det paa Hjerte; og fromme Folk kaldes bort, men der er ingen, som giver Agt derpaa; thi den retfærdige kaldes bort, før det onde kommer.

Праведник мре, и нико не мари; и побожни се људи узимају, а нико се не сећа да се пред зло узима праведник;

2 De gaa ind til Fred, de hvile i deres Sovekamre, hver den, som vandrer ret for sig.

Долази у мир и почива на постељи својој ко год ходи правим путем.

3 Men I, kommer hid, I Troldkvindens Børn, du Horkarlens og Horkvindens Yngel!

А ви синови врачарини, роде курварски, који се курвате, приступите овамо.

4 Over hvem gøre I eder lystige? ad hvem vrænge I Mund og række Tungen langt ud? ere I ikke Overtrædelsens Børn, Løgnens Sæd?

Ким се ругате? На кога разваљујете уста и плазите језик? Нисте ли синови преступнички, семе лажно?

5 I, som ere optændte af Brynde for Afguderne, under hvert grønt Træ, I, som slagte Børnene i Dalene, i Kløfterne under Stenklipperne!

Који се упаљујете за луговима, под сваким зеленим дрветом, кољете синове своје у потоцима, под врлетима каменим.

6 Din Del er Dalens glatte Stene, de, de ere i din Lod, ja, for dem udgød du Drikofre, du ofrede dem Madoffer; skulde jeg berolige mig over disse Ting?

Део ти је међу глатким камењем поточним; то је, то је твој део; њему лијеш налив свој, приносиш дар; тиме ли ћу се умирити?

7 Du redte dit Leje paa et højt og ophøjet Bjerg; ogsaa der gik du op til at slagte Slagtoffer?

На гори високој и узвишеној мећеш постељу своју; и онамо излазиш да принесеш жртву.

8 Og du satte dit Mindetegn bag Døren og Dørstolpen; thi bortvendt fra mig blottede du dig og gik op; du udvidede dit Leje og indlod dig i Pagt med dem; du elskede deres Leje paa hver Plads, du saa dem.

И иза врата и иза довратака мећеш спомен свој; одступивши од мене откриваш се, и изашавши горе шириш одар свој, уговараш с њима, мила ти је постеља њихова, где угледаш место.

9 Og salvet med Olie saa du hen til Kongen og formerede dine vellugtende Salver; og du sendte dine Bud langvejs hen og steg dybt ned indtil Dødsriget. (Sheol h7585)

Идеш к цару с уљем, с многим мирисима својим; шаљеш посланике своје далеко и понижујеш се до гроба. (Sheol h7585)

10 Formedelst din lange Vej er du bleven træt; dog sagde du ikke: „Jeg giver tabt!‟ du fandt Liv i din Haand, derfor blev du ikke syg.

Од далеког пута свог уморна не кажеш: Залуду. Налазиш живот руци својој, зато не сустајеш.

11 Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af? men mig vil du ikke frygte!

И од кога си се уплашила и кога си се побојала, те си слагала и ниси се мене опомињала нити си марила? Што ја ћутах одавна, зато ли ме се не бојиш?

12 Jeg vil kundgøre din Retfærdighed og dine Gerninger, og de skulle ikke gavne dig.

Ја ћу објавити твоју правду и твоја дела; али ти неће помоћи.

13 Naar du raaber, da lad dine Skarer redde dig! men Vejret skal løfte dem alle sammen op, et Vindpust skal tage dem bort; men den, som forlader sig paa mig, skal arve Landet og eje mit hellige Bjerg.

Кад станеш викати, нека те избаве они које си сабрала; али ће их све ветар однети, и узеће их таштина. Али ко се у ме узда, наследиће земљу и добиће свету гору моју.

14 Og man skal sige: Baner, baner, rydder Vejen, tager Stød bort af mit Folks Vej!

И рећи ће се: Поравните, поравните, приправите пут, уклоните сметње с пута народа мог.

15 Thi saa siger den Høje og Ophøjede, som bor i Evigheden, og hvis Navn er helligt: Jeg bor i det høje og hellige, og hos den sønderknuste og i Aanden nedbøjede for at gøre de nedbøjedes Aand levende og at gøre de sønderknustes Hjerter levende.

Јер овако говори Високи и узвишени, који живи у вечности, коме је име Свети: На висини и у светињи станујем и с оним ко је скрушеног срца и смерног духа оживљујући дух смерних и оживљујући срце скрушених.

16 Thi jeg vil ikke trætte evindelig og ikke være vred i Evighed; thi ellers maatte Aanden og de Sjæle, som jeg har skabt, forsmægte for mit Ansigt.

Јер се нећу једнако прети нити ћу се довека гневити, јер би ишчезао преда мном дух и душе које сам створио.

17 For hans Gerrigheds Synd var jeg vred og slog ham, jeg skjulte mig i Vrede; men han vendte sig bort og gik sit Hjertes Vej.

За безакоње лакомости његове разгневих се, и ударих га, сакрих се и разгневих се, јер одметнувши се отиде путем срца свог.

18 Hans Veje saa jeg, og jeg vil læge ham; og jeg vil lede ham og give ham og dem, som sørgede med ham, Trøst.

Видим путеве његове, али ћу га исцелити, водићу га и даћу опет утеху њему и његовима који туже.

19 Jeg skaber Læbers Frugt: Fred, Fred for fjern og nær, siger Herren, og jeg læger ham.

Ја стварам плод уснама: мир, мир ономе ко је далеко и ко је близу, вели Господ, и исцелићу га.

20 Men de ugudelige ere som Havet, der er oprørt; thi det kan ikke være roligt, men dets Vande udkaste Skarn og Dynd.

А безбожници су као море усколебано, које се не може умирити и вода његова измеће нечистоћу и блато.

21 De ugudelige, siger min Gud, have ingen Fred.

Нема мира безбожницима, вели Бог мој.