Esajas 51
1 Hører mig, I, som efterjage Retfærdighed! I, som søge Herren! ser hen til Klippen, af hvilken I ere udhugne, og til Grubens Dyb, af hvilken I ere udgravne.
«I ⱨǝⱪⱪaniyliⱪⱪa intilgüqilǝr, Pǝrwǝrdigarni izdigüqilǝr, Manga ⱪulaⱪ selinglar: — Silǝrni yonup qiⱪarƣan taxⱪa, Silǝrni kolap qiⱪarƣan orǝkkǝ nǝzǝr selinglar;
2 Ser hen til Abraham, eders Fader, og til Sara, som fødte eder; thi jeg kaldte ham, da han var een, og velsignede ham og formerede ham.
Atanglar Ibraⱨimƣa, silǝrni tuƣup bǝrgǝn Saraⱨⱪa nǝzǝr selinglar; Qünki Mǝn uni yalƣuz qeƣida qaⱪirdim, Uningƣa bǝht ata ⱪildim, Ⱨǝm uni awundurdum.
3 Thi Herren trøster Zion, han trøster alle dens øde Stæder og gør dens Ørk ligesom Eden og dens øde Mark ligesom Herrens Have; der skal findes Fryd og Glæde i den, Taksigelse og Lovsangs Lyd.
Qünki Pǝrwǝrdigar Zionƣa tǝsǝlli bǝrmǝy ⱪoymaydu; Uning barliⱪ harabǝ yǝrlirigǝ qoⱪum tǝsǝlli beridu; U qoⱪum uning janggallirini Erǝn baƣqisidǝk, Uning qɵl-bayawanlirini Pǝrwǝrdigarning beƣidǝk ⱪilidu; Uningdin huxalliⱪ ⱨǝm xad-huramliⱪ, Rǝⱨmǝtlǝr ⱨǝm nahxa awazliri tepilidu.
4 Mit Folk! giv Agt paa mig, og I, min Menighed! vender Øren til mig; thi Lov skal udgaa fra mig, og min Ret vil jeg føre frem til Lys for Folkeslægter.
Mening hǝlⱪim, gepimni anglanglar, Ɵz elim, manga ⱪulaⱪ selinglar; Qünki Mǝndin bir ⱪanun-tǝlim kelidu, Wǝ Mǝn ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪitimni ǝl-yurtlar üqün bir nur ⱪilip tiklǝymǝn.
5 Min Retfærdighed er nær, min Frelse er udgangen, og mine Arme skulle dømme Folkeslag; Øer skulle bie efter mig og slaa Lid til min Arm.
Mening ⱨǝⱪⱪaniyliⱪim silǝrgǝ yeⱪin, Mening nijatim yolƣa qiⱪti; Mening bilǝklirim ǝl-yurtlarƣa ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝtni elip kelidu; Arallar Meni kütüp umid baƣlaydu, Ular Mening bilikimgǝ tayinidu.
6 Opløfter eders Øjne til Himlene, og ser ned til Jorden hernedentil; thi Himlene skulle forsvinde som en Røg, og Jorden ældes som et Klædebon, og dens Beboere dø som Myg; men min Frelse skal blive evindelig, og min Retfærdighed skal ikke brydes.
Bexinglarni kɵtürüp asmanlarƣa, Astinglarda turƣan yǝr-zeminƣimu ⱪarap beⱪinglar; Qünki asmanlar is-tütǝktǝk ƣayib bolidu, Yǝr-zemin bolsa bir tal kiyimdǝk konirap ketidu; Uningda turuwatⱪanlarmu ohxaxla ɵlidu; Biraⱪ nijatim bolsa ǝbǝdil’ǝbǝdgiqidur, Mening ⱨǝⱪⱪaniyliⱪim ⱨǝrgiz yanjilmaydu.
7 Hører mig, I, som kende Retfærdighed! du Folk, i hvis Hjerte min Lov er! frygter ikke for Menneskers Forsmædelse, og forskrækkes ikke for deres Forhaanelser!
I ⱨǝⱪⱪaniyliⱪimni bilgǝnlǝr, Kɵngligǝ ⱪanun-tǝlimimni pükkǝn hǝlⱪ, Manga ⱪulaⱪ selinglar; Insanlarning ⱨaⱪarǝtliridin ⱪorⱪmanglar, Ulardiki kupurluⱪ wǝ ƣaljirlaxlardin patiparaⱪ bolup kǝtmǝnglar;
8 Thi Møl skal fortære dem ligesom et Klædebon, og Orm skal fortære dem ligesom Uld; men min Retfærdighed skal blive evindelig og min Frelse fra Slægt til Slægt.
Qünki küyǝ ularni kiyimni yǝwalƣandǝk yǝwalidu, Ⱪurt yung yǝwalƣandǝk yǝwalidu; Biraⱪ ⱨǝⱪⱪaniyliⱪim ǝbǝdil’ǝbǝdgiqidur, Mening nijatim dǝwrdin-dǝwrgiqidur.
9 Vaagn op, vaagn op, ifør dig Styrke, du Herrens Arm! vaagn op, ligesom i gamle Dage, iblandt de forrige Slægter; er du ikke den, som fældede Rahab, og som gennemborede Dragen?
Oyƣan, oyƣan, küqni ɵzünggǝ kiyim ⱪilip kiygǝysǝn, i Pǝrwǝrdigarning Biliki! Ⱪǝdimki waⱪitlarda, Ɵtkǝn zamanlardiki dǝwrlǝrdǝ oyƣanƣiningdǝk oyƣan! Raⱨabni ⱪiyma-qiyma ⱪilip qepiwǝtkǝn, Əjdiⱨani sanjip zǝhimlǝndürgǝn ǝsli Sǝn ǝmǝsmu?
10 Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem?
Dengizni, dǝⱨxǝtlik ⱨanglardiki sularni ⱪurutiwetip, Dengizning tegilirini Sǝn ⱨǝmjǝmǝtlik ⱪilip ⱪutⱪuzƣanlarning ɵtüx yoli ⱪilƣan Ɵzüng ǝmǝsmu?
11 Og Herrens forløste skulle vende tilbage og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde; Sorg og Suk skulle fly.
Xunga Pǝrwǝrdigar bǝdǝl tɵlǝp ⱪutⱪuzƣanlar ⱪaytip kelidu, Ular nahxilarni eytip Zionƣa yetip kelidu; Ularning baxliriƣa mǝnggülük xad-huramliⱪ ⱪonidu; Ular huxalliⱪ wǝ xadliⱪⱪa erixidu; Ⱪayƣu-ⱨǝsrǝt ⱨǝm uⱨ-nadamǝtlǝr bǝdǝr ⱪaqidu.
12 Jeg, jeg er den, som trøster eder; hvo er da du, at du vil frygte for et Menneske, som skal dø, og for et Menneskes Barn, der skal blive som Græs?
Silǝrgǝ tǝsǝlli bǝrgüqi Ɵzüm, Ɵzümdurmǝn; Ɵlüx aldida turƣan bir insandin, Teni ot-qɵplǝrgǝ aylinip ketidiƣan insan balisidin ⱪorⱪup kǝtkining nemisi?
13 og at du glemmer Herren, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?
Asmanlarni kǝrgǝn, Yǝr-zeminning ulini salƣan Yasiƣuqing Pǝrwǝrdigarni untup yürisǝn, Xundaⱪla kün boyi ⱨalakǝt yürgüzmǝkqi bolƣan zalimning ⱪǝⱨridin tohtawsiz ⱪorⱪup yürisǝn; Əmdi zalimning ⱪǝⱨri ⱪeni?
14 Den nedbøjede skal hastigt lades løs og skal ikke dø og komme i Graven, og han skal ikke fattes Brød.
Bax ǝgkǝn ǝsir bolsa tezdin boxitilidu; U ⱨangƣa qüxmǝydu, xuning bilǝn ɵlmǝydu, Uning risⱪimu tügǝp ⱪalmaydu.
15 Og jeg er Herren din Gud, som oprører Havet, at dets Bølger bruse; Herre Zebaoth er hans Navn.
Mǝn bolsam dengizni ⱪozƣap, dolⱪunlarni ⱨɵrkirǝtküqi Pǝrwǝrdigar Hudayingdurmǝn; «Samawi ⱪoxunlarning Sǝrdari bolƣan Pǝrwǝrdigar» Mening namimdur;
16 Og jeg lagde mine Ord i din Mund og skjulte dig under min Haands Skygge for at befæste Himlene og for at grundfæste Jorden og for at sige til Zion: Du er mit Folk.
Wǝ asmanlarni tiklǝxkǝ, Yǝr-zeminning ulini selixⱪa, Wǝ Zionƣa: «Sǝn Mening hǝlⱪimdur» deyixkǝ, Mǝn sɵzümni aƣzingƣa ⱪuyƣanmǝn, Sǝn [ⱪulumni] ⱪolumning sayisi bilǝn yapⱪanmǝn.
17 Vaagn op, vaagn op, rejs dig, Jerusalem! du som har drukket af Herrens Haand hans Vredes Bæger; du har drukket, du har udtømt Beruselsens Bæger.
I Pǝrwǝrdigarning ⱪolidiki ⱪǝⱨrlik ⱪǝdǝⱨni iqiwǝtkǝn Yerusalem, Oyƣan, oyƣan, ornungdin tur; Adǝmni wǝⱨimigǝ salƣuqi jam-ⱪǝdǝⱨni sǝn iqting, biraⱪla kɵtüriwǝtting;
18 Ingen af alle de Børn, som hun har født, leder hende, og ingen af alle de Børn, som hun har opdraget, tager hende ved Haanden.
Uning tuƣup bǝrgǝn barliⱪ baliliri arisida uni yetǝkligüdǝk ⱨeqkim yoⱪ, Uning beⱪip qong ⱪilƣan barliⱪ baliliridin uning ⱪolini tutup yɵligüdǝk ⱨeqbirimu yoⱪ.
19 Disse tvende Ting ere dig vederfarne, hvo vil have Medynk med dig: Ødelæggelse og Forstyrrelse og Hunger og Sværd; hvorved skal jeg trøste dig?
Bu ikki ix bexingƣa qüxti — (Kim sǝn üqün iq aƣritip yiƣlar?!) — Bulangqiliⱪ ⱨǝm wǝyranqiliⱪ, Aqarqiliⱪ ⱨǝm ⱪiliq; Mǝnmu sanga tǝsǝlli berǝlǝymǝnmikin?
20 Dine Børn forsmægtede, de laa paa Gadehjørner ligesom en Raabuk i Garnet, overvældede af Herrens Vrede, af din Guds Skælden.
Sening baliliring ⱨalsizlinip ⱨoxidin kǝtti, Torƣa qüxkǝn jǝrǝndǝk ⱨǝrbir koqining doⱪmuxida yatidu; Ular Pǝrwǝrdigarning ⱪǝⱨri bilǝn, Hudayingning tǝnbiⱨi bilǝn tolduruldi;
21 Derfor hør dog dette, du elendige, og du, som er drukken, dog ikke af Vin!
Xunga ⱨazir buni anglap ⱪoy, i har bolƣan, — Mǝst bolƣan, biraⱪ xarab bilǝn ǝmǝs: —
22 Saa siger din Herre, Herren, og din Gud, som vil udføre sit Folks Sag: Se, jeg tager Beruselsens Bæger ud af din Haand, min Vredes Bæger skal du ikke fremdeles uddrikke.
Ɵz hǝlⱪining dǝwasini yürgüzgüqi Rǝbbing Pǝrwǝrdigar, Yǝni sening Hudaying mundaⱪ dǝydu: — «Mana, Mǝn ⱪolungdin adǝmni wǝⱨimigǝ salidiƣan jam-ⱪǝdǝⱨni, Yǝni ⱪǝⱨrimgǝ tolƣan ⱪǝdǝⱨni eliwaldim; Sǝn ikkinqi uningdin ⱨeq iqmǝysǝn;
23 Men jeg vil give det i deres Haand, som have bedrøvet dig, som sagde til din Sjæl: Nedbøj dig, at vi kunne gaa over dig; og du gjorde din Ryg til Jorden og til Gade for dem, som gik derover.
Mǝn uni seni harliwatⱪanlarning ⱪoliƣa tutⱪuzimǝn; Ular sanga: «Biz üstüngdin dǝssǝp ɵtimiz, egilip tur» dedi; Xuning bilǝn sǝn teningni yǝr bilǝn tǝng ⱪilip, Üstüngdin ɵtküqilǝr üqün ɵzüngni koqidiki yol ⱪilding».
