Esajas 40
1 Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud;
Hǝlⱪimgǝ tǝsǝlli beringlar, tǝsǝlli beringlar, dǝpla yüridu Hudayinglar;
2 taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder.
Yerusalemning ⱪǝlbigǝ sɵz ⱪilip uningƣa jakarlanglarki, Uning jǝbir-japaliⱪ waⱪti ahirlaxti, Uning ⱪǝbiⱨliki kǝqürüm ⱪilindi; Qünki u Pǝrwǝrdigarning ⱪolidin barliⱪ gunaⱨlirining orniƣa ikki ⱨǝssilǝp [meⱨir-xǝpⱪitini] aldi.
3 Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark!
Anglanglar, dalada birsining towliƣan awazini! «Pǝrwǝrdigarning yolini tǝyyarlanglar, Qɵl-bayawanda Hudayimiz üqün bir yolni kɵtürüp tüptüz ⱪilinglar!
4 Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.
Barliⱪ jilƣilar kɵtürülidu, Barliⱪ taƣ-dɵnglǝr pǝs ⱪilinidu; Əgri-toⱪaylar tüzlinidu, Ongƣul-dongƣul yǝrlǝr tǝkxilinidu.
5 Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt.
Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi kɵrünidu, Wǝ barliⱪ tǝn igiliri uni tǝng kɵridu; Qünki Pǝrwǝrdigarning Ɵz aƣzi xundaⱪ sɵz ⱪilƣan!».
6 Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken.
— Anglanglar, bir awaz «jakarla» dǝydu; Jakarliƣuqi bolsa mundaⱪ sorap: — «Mǝn nemini jakarlaymǝn?» — dedi. [jawab bolsa: —] «Barliⱪ tǝn igiliri ot-qɵptur, halas; Wǝ ularning barliⱪ wapaliⱪi daladiki gülgǝ ohxax;
7 Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø.
Ot-qɵp solixidu, gül hazan bolidu, Qünki Pǝrwǝrdigarning Roⱨi üstigǝ püwlǝydu; Bǝrⱨǝⱪ, [barliⱪ] hǝlⱪmu ot-qɵptur!
8 Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig.
Ot-qɵp solixidu, gül hazan bolidu; Biraⱪ Hudayimizning kalam-sɵzi mǝnggügǝ turidu!»
9 Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Røst med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud!
— I Zionƣa hux hǝwǝr elip kǝlgüqi, yuⱪiri bir taƣⱪa qiⱪⱪin; Yerusalemƣa hux hǝwǝrni elip kǝlgüqi, Awazingni küqǝp kɵtürgin! Uni kɵtürgin, ⱪorⱪmiƣin! Yǝⱨudaning xǝⱨǝrlirigǝ: — «Mana, Hudayinglarƣa ⱪaranglar» degin!
10 Se, den Herre, Herre skal komme med Vælde, og hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt.
Mana, Rǝb Pǝrwǝrdigar küq-ⱪudritidǝ keliwatidu, Uning biliki Ɵzi üqün ⱨoⱪuⱪ yürgüzidu; Mana, Uning alƣan mukapati Ɵzi bilǝn billǝ, Uning Ɵzining in’ami Ɵzigǝ ⱨǝmraⱨ bolidu.
11 Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og bære dem i sit Skød; han skal lede de Faar, som give Die.
Ⱪoyqidǝk U Ɵz padisini baⱪidu; U ⱪozilarni bilǝk-ⱪoliƣa yiƣidu, ularni ⱪuqaⱪlap mangidu, Emitküqilǝrni U mulayimliⱪ bilǝn yetǝklǝydu.
12 Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spand? og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægtskaale?
Kim dǝrya-okyanlarning sulirini oqumida ɵlqǝp bǝlgiligǝn, Asmanlarni ƣeriqlap bekitkǝn, Jaⱨanning topa-qanglirini misⱪallap salƣan, Taƣlarni tarazida tarazilap, Dɵnglǝrni jingda tartip ornatⱪan?
13 Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham?
Kim Pǝrwǝrdigarning Roⱨiƣa yolyoruⱪ bǝrgǝn? Kim Uningƣa mǝsliⱨǝtqi bolup ɵgǝtkǝn?
14 Med hvem har han raadført sig, som har givet ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?
U kim bilǝn mǝsliⱨǝtlǝxkǝn, Kim Uni ǝⱪilliⱪ ⱪilip tǝrbiyǝligǝn? Uningƣa ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝt qiⱪirix yolida kim yetǝkligǝn, Yaki Uningƣa bilim ɵgǝtkǝn, Yaki Uningƣa yorutulux yolini kim kɵrsǝtkǝn?
15 Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv.
Mana, Uning aldida ǝl-yurtlar Uningƣa nisbǝtǝn qelǝktǝ ⱪalƣan bir tamqa sudǝk, Tarazida ⱪalƣan topa-qangdǝk ⱨesablinidu; Mana, U arallarni zǝrriqǝ nǝrsidǝk ⱪoliƣa alidu;
16 Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer.
Pütkül Liwan bolsa [ⱪurbangaⱨ] otiƣa, Uning ⱨaywanliri bolsa bir kɵydürmǝ ⱪurbanliⱪⱪa yǝtmǝydu.
17 Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed.
Əl-yurtlar uning aldida ⱨeqnǝrsǝ ǝmǝstur; Uningƣa nisbǝtǝn ular yoⱪning ariliⱪida, Ⱪuruⱪ-mǝnisiz dǝp ⱨesablinidu.
18 Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham?
Əmdi silǝr Tǝngrini kimgǝ ohxatmaⱪqisilǝr? Uni nemigǝ ohxitip selixturisilǝr?
19 En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølvkæder.
[Bir butⱪimu?!] Uni ⱨünǝrwǝn ⱪelipⱪa ⱪuyup yasaydu; Zǝrgǝr uningƣa altun ⱨǝl beridu, Uningƣa kümüx zǝnjirlǝrni soⱪup yasaydu.
20 Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig en dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler.
Yoⱪsullarning beƣixliƣudǝk undaⱪ ⱨǝdiyiliri bolmisa, qirimǝydiƣan bir dǝrǝhni tallaydu; U lingxip ⱪalmiƣudǝk bir butni oyup yasaxⱪa usta bir ⱨünǝrwǝn izdǝp qaⱪiridu.
21 Ville I ikke forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt?
Silǝr bilmǝmsilǝr? Silǝr anglap baⱪmiƣanmusilǝr? Silǝrgǝ ǝzǝldin eytilmiƣanmidu? Yǝr-zemin apiridǝ bolƣandin tartip qüxǝnmǝywatamsilǝr?
22 Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi;
U yǝr-zeminning qǝmbirikining üstidǝ olturidu, Uningda turuwatⱪanlar uning aldida qaⱪqiⱪirlardǝk turidu; U asmanlarni pǝrdidǝk tartidu, Ularni huddi makan ⱪilidiƣan qedirdǝk yayidu;
23 han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne.
U ǝmirlǝrni yoⱪⱪa qiⱪiridu; Jaⱨandiki sotqi-bǝglǝrni artuⱪqǝ ⱪilidu.
24 Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.
Ular tikildimu? Ular terildimu? Ularning ƣoli yiltiz tarttimu? — Biraⱪ U üstigila püwlǝp, ular solixip ketidu, Ⱪuyun ularni topandǝk elip taxlaydu.
25 Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige.
Əmdi Meni kimgǝ ohxatmaⱪqisilǝr? Manga kim tǝngdax bolalisun?» — dǝydu Muⱪǝddǝs Bolƣuqi.
26 Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een.
Kɵzliringlarni yuⱪiriƣa kɵtürüp, ⱪaranglar! Muxu mǝwjudatlarni kim yaratⱪandu? Ularni kim türküm-türküm ⱪoxunlar ⱪilip tǝrtiplik ǝpqiⱪidu? U ⱨǝmmisini nami bilǝn bir-birlǝp qaⱪiridu; Uning küqining uluƣluⱪi, ⱪudritining zorluⱪi bilǝn, Ulardin birimu kǝm ⱪalmaydu.
27 Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi?
— Nemixⱪa xuni dǝwerisǝn, i Yaⱪup? Nemixⱪa mundaⱪ sɵzlǝwerisǝn, i Israil: — «Mening yolum Pǝrwǝrdigardin yoxurundur, Hudayim mening dǝwayimƣa erǝn ⱪilmay ɵtiweridu!»?
28 Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.
Silǝr bilmigǝnmusilǝr? Anglap baⱪmiƣanmusilǝr? Pǝrwǝrdigar — Əbǝdil’ǝbǝdlik Huda, Jaⱨanning ⱪǝrilirini Yaratⱪuqidur! U ya ⱨalsizlanmaydu, ya qarqimaydu; Uning oy-bilimining tegigǝ ⱨǝrgiz yǝtkili bolmaydu.
29 Han giver den trætte Kraft og formerer Styrke hos den, som ingen Kræfter har.
U ⱨalidin kǝtkǝnlǝrgǝ ⱪudrǝt beridu; Maƣdursizlarƣa U bǝrdaxliⱪni ⱨǝssilǝp awutidu.
30 De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat.
Ⱨǝtta yigitlǝr ⱨalidin ketip qarqap kǝtsimu, Baturlar bolsa putlixip yiⱪilsimu,
31 Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.
Biraⱪ Pǝrwǝrdigarƣa tǝlmürüp kütkǝnlǝrning küqi yengilinidu; Ular bürkütlǝrdǝk ⱪanat kerip ɵrlǝydu; Ular yügürüp, qarqimaydu; Yolda mengip, ⱨalidin kǝtmǝydu!
