Esajas 40

1 Trøster, trøster mit Folk, siger eders Gud;

Hohò, Hohò, ondatikoo, hoe t’i Andrianañahare’ areo.

2 taler kærligt til Jerusalem og raaber til den, at dens Strid er fuldendt, at dens Skyld er betalt, at den har faaet dobbelt af Herrens Haand uagtet alle dens Synder.

Saontsio fañohòañe t’Ierosalaime, vaho koiho ama’e te fa heneke ty ali’e; te jinebañe o hakeo’eo, amy t’ie nandrambe indroe am-pitàn’ Añahare ho vale’ o hene tahi’eo.

3 Der er en Røst af en, som raaber i Ørken: Bereder Herrens Vej, jævner vor Guds banede Vej paa den slette Mark!

Inao ty fiarañanañañe mikoike: Anataho lalañe am-patrambey añe t’Iehovà. Ampimirao lalambey an-dratraratra añe t’i Andrianañahare.

4 Hver Dal skal hæves, og hvert Bjerg og hver Høj skal sænkes; og hvad som er bakket, skal blive jævnt, og det knudrede skal blive som en Slette.

Haonjoñe iaby ze atao goledoñe, naho haketrake iaby o tambohoo ho vàñeñe ze manongatonga, naho hampimiraeñe ze migodeogodeoñe;

5 Og Herrens Herlighed skal aabenbares; og alt Kød til Hobe skal se det; thi Herrens Mund har talt.

le haboake ty enge’ Iehovà, vaho hiharo handrendrek’ aze ze atao nofotse, izay ty nitsaram-palie’ Iehovà.

6 Der er en Røst af en, som siger: Raab! og der svares: Hvad skal jeg raabe? Alt Kød er Hø, og al dets Ynde er som et Blomster paa Marken.

Inao ty fiarañanañañe manao ty hoe: Koiho, le hoe ty natoi’e: Ino ty ho koiheko? Ahetse iaby ze atao nofotse, le hoe voñe an-teteke ao ty hasoa’e.

7 Høet bliver tørt, Blomsteret falder af; thi Herrens Aande blæser derpaa, ja visselig er Folket Hø.

Miheatse o ahetseo, mihintsañe o voñe’eo, kanao tiofe’ ty kofòn’ Añahare, toe ahetse ondatio.

8 Høet bliver tørt, Blomsteret falder af, men vor Guds Ord bestaar evindelig.

Miheatse o ahetseo, mihintsañe o voñe’eo, fe mijadoñe nainai’e ty tsaran’ Añaharen-tikañe.

9 Du, som bærer Zion et godt Budskab, stig op paa et højt Bjerg! du, som bærer Jerusalem et godt Budskab, opløft din Røst med Magt, opløft den, og frygt ikke; sig til Judas Stæder: Se, eders Gud!

O ry Tsione mpitaroñe entan-tsoao mañambonea vohitse abo; ry Ierosalaime mpanese talily soao poñafo an-koike ty fiarañanaña’o, aonjono, le ko hembañe; saontsio ty hoe o rova’ Iehodào: Ingo t’i Andrianañahare’ areo!

10 Se, den Herre, Herre skal komme med Vælde, og hans Arm hersker for ham; se, hans Løn er med ham, og Gengældelsen fra ham er for hans Ansigt.

Hehe, te hitotsak’ an-kaozarañe t’i Talè Iehovà; hifehe am-pità’e; Ingo, te ama’e i tambe’ey, añatrefa’e o vale-soa’eo.

11 Som en Hyrde skal han vogte sin Hjord, samle Lammene i sin Arm og bære dem i sit Skød; han skal lede de Faar, som give Die.

Manahake ty mpiarake miandrazañe i mpirai-lia’ey naho manontontoñe o vik’añondri’eo am-pità’e ie otroñe’e añ’araña’e eo, vaho manehak’ ty mampinono mora mb’eo.

12 Hvo har maalt Vandet med sin hule Haand? og afmaalt Himmelen i Spand? og samlet Jordens Støv i Tredingsmaal? hvo har vejet Bjergene med Vægt og Højene paa Vægtskaale?

Ia ty nanovy o ranoo an-dela-pità’e, naho nanjehe i likerañey an-kiho’e, naho nañiake ty debo’ ty tane toy am-pañaranañe, naho nandanja o vohitseo am-pandanjàñe, vaho o tambohoo am-balantsy?

13 Hvo har udmaalt Herrens Aand, og hvo har som hans Raadgiver undervist ham?

Ia ty nanoro i Arofo’ Iehovà, he ia ty mpañana’e mañòk’ aze?

14 Med hvem har han raadført sig, som har givet ham Forstand og lært ham Rettens Vej og lært ham Kundskab og undervist ham om Visdommens Vej?

Ia ty niharoa’e safiry, ia ty nampahafohiñe aze, ia ty nanoro aze i lalam-bantañey, naho nampandrendreke aze ty hilala vaho nañòke aze i oloñolon-kihitsey?

15 Se, Folkefærd ere agtede for ham som en Draabe af en Spand og som et Gran i Vægtskaalen; se, Øer hæver han i Vejret som fint Støv.

Toe tsopake an-tsajoa ao ze kilakila ondaty, iaheñe hoe deboke am-pingam-balantsy, vaho lanjaeñe hoe lemboke o tokonoseo.

16 Og Libanon er ikke nok til Brændsel og Dyr der ikke nok til Brændoffer.

Tsy ampe horoañe ty Lebanone, tsy mahaenen-­kisoroñañe o bibi’eo.

17 Alle Folkefærd ere som intet for ham; de ere agtede for ham som intet og som Tomhed.

Hoe hakoahañe añatrefa’e o fifeheañ’ iabio, volilien-ko tsy vente’e, ie ambane’ ty hatao kapaike.

18 Ved hvem ville I da ligne Gud? eller under hvilken Lignelse ville I fremstille ham?

Hirinkiriñe’o ama’ ia arè t’i Andrianañahare? vintan’ inoñe ty hampanahafe’o ama’e?

19 En Mester støber et Billede og en Guldsmed beslaar det med Guld, og en anden Guldsmed støber Sølvkæder.

Hera i saren-draha natrana’ i mpitseney, naho nipakora’ i mpanefe-volamenay volamena, vaho nandranjia’ i mpanefe-volafotiy silisily volafoty?

20 Hvo som er for fattig til saadan en Gave, udvælger Træ, som ikke raadner; han søger sig en dygtig Mester til at berede et Billede, som ikke vakler.

Le eo ty rarake tsy mahalefe enga, joboñe’e ty hatae tsy ho momoke; paiae’e ty mpandranjy mahimbañe handranjy ­saren-draha tsy hitroetroe.

21 Ville I ikke forstaa? ville I ikke høre? er det ikke forkyndt eder fra Begyndelsen? have I ikke forstaaet, af hvem Jordens Grundvold er lagt?

Tsy fohi’o hao? Tsy jinanji’o hao? Tsy natalily ama’o am-pifotora’e añe hao? Tsy nirendre’o hao o manànta’ ty tane toio?

22 Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi;

Ie ty miambesatse ambone’ ty fibontolia’ ty tane toy, o mpimone’eo ro manahake kijeja; Ie ty mandamake o likerañeo hoe lamba fañefetse, vaho mamelatse iereo hoe kivohom-pañialoañe.

23 han, som gør Fyrsterne til intet og gør Jordens Dommere til tomme Navne.

Ie ty mamotsake roandriañe ho hakoahañe, naho ampinjarie’e ho tsy vente’e o mpizaka’ ty tane toio.

24 Næppe ere de plantede, næppe ere de saaede, og næppe er deres Stub rodfæstet i Jorden: Saa blæser han paa dem, og de blive tørre, og en Storm tager dem bort som Halm.

Ie vaho nitongisañe, aniany te nararake; le namahatse an-tane ao o taho’eo; vaho miheatse t’ie tiofe’e, endese’ o tangololahio añe hoe ahe-maike.

25 Hvem ville I da ligne mig ved, som jeg skulde være lig? siger den Hellige.

Aa le hampanahafe’ areo ama’ ia te Izaho ro hambañe ama’e? Hoe i Masiñey.

26 Opløfter eders Øjne imod det høje og ser: Hvo skabte disse Ting? han som udfører deres Hær efter Tal; han kalder dem alle ved Navn; formedelst hans vældige Magt og store Kraft fattes ikke een.

Ampiandrandrao mb’añ’abo ey o fihaino’oo, mahaisaha: ia ty namboatse iareo? I mañakatse ty havasiaña’ iareo ami’ty ia’ey, hene kanjie’e amy tahina’ey, naho amy hara’elahin-kaozara’ey vaho am-panjofahan-kafatrara’e, leo raike tsy mikipe.

27 Hvorfor vil du, Jakob, sige, og du, Israel, tale: Min Vej er skjult for Herren, og min Ret gaar min Gud forbi?

Ino ty atao’o ty hoe, O Iakobe, naho saontsie’o ty hoe: Ry Israele, Mietake am’ Iehovà ty liako, tsy ahoan’ Añahareko o zokoo.

28 Ved du ikke, eller har du ikke hørt det? en evig Gud er Herren, han har skabt Jordens Ender, han kan ikke blive træt, ej heller vansmægte; hans Forstand er uransagelig.

Mboe tsy fohi’o hao? Tsy jinanji’o hao te tsy mitoirañe, tsy mokotse t’i Andrianañahare nainai’e, Iehovà Andrianamboatse o olon-taneo? Tsy taka-tsikaraheñe o hilala’eo.

29 Han giver den trætte Kraft og formerer Styrke hos den, som ingen Kræfter har.

Ampaozare’e o midazidazìtseo; vaho hafatrare’e o tsy maozatseo.

30 De unge skulle blive trætte og vansmægte, og Ungersvende skulle falde brat.

Ndra te toirañe naho màmake o ajalahio, vaho mikoletra ty fanalolahy;

31 Men de, som forvente Herren, skulle forny deres Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene, de skulle løbe og ikke vansmægte, gaa frem og ikke blive trætte.

Ho vaoen-kaozarañe o mahaliñe Iehovào; hionjoñe amañ’elatse hoe vantio; hilay fa tsy ho vozake, hinokitse fa tsy ho toirañe.