Esajas 33
1 Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.
Ke malaʻia ʻa koe ʻoku ke fakamālohi, ka naʻe ʻikai fakamālohiʻi koe; ʻa koe ʻoku fai kākā, ka naʻe ʻikai ke kākaaʻi koe! ʻOka ke ka tuku hoʻo fakamālohi, ʻe toki fakamālohiʻi koe; pea ka ʻosi hoʻo fai kākā, ʻe toki kākaaʻi koe.
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.
ʻE Sihova, ke ke ʻaloʻofa kiate kimautolu; kuo mau tatali kiate koe: ke ke hoko ko homau mālohi ʻi he pongipongi kotoa pē, ʻio, ko homau fakamoʻui ʻi he kuonga ʻoe mamahi.
3 Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.
ʻI he longoaʻa ʻoe tokolahi naʻe hola ʻae kakai; ʻi hoʻo tuʻu hake ʻaʻau, naʻe veteki ʻae ngaahi puleʻanga.
4 Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.
Ka e tānaki hoʻomou koloa ʻoe vete ʻo hangē ko e tānaki ʻe he ʻunufe: ʻo hangē ko e fehōpoaki ʻoe ngaahi heʻe te ne lele kiate kinautolu.
5 Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.
Kuo hiki hake ʻa Sihova; he kuo ʻafio ia ʻi ʻolunga: kuo ne fakafonu ʻa Saione ʻaki ʻae fakamaau mo e angatonu.
6 Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.
Pea ʻe hoko ʻae poto mo e ʻilo ko e mālohi ʻo ho kuonga, mo e mālohi ʻoe fakamoʻui: ko e manavahē kia Sihova ko ʻene koloa ia.
7 Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.
Vakai, ko ʻenau kau toʻa, ʻe tangi ʻituʻa: ʻe tangi mamahi ʻae kau faifekau ʻoe melino.
8 De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.
Kuo vaoa ʻae ngaahi hala motuʻa, kuo ʻikai ha tangata fononga: kuo ne maumauʻi ʻae fuakava, kuo ne fehiʻa ki he ngaahi kolo, ʻoku ʻikai te ne manavahē ki ha tangata ʻe taha.
9 Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
ʻOku mamahi ʻae fonua pea vaivai: kuo mā ʻa Lepanoni, kuo tā hifo ia: ʻoku tatau mo e potu vao ʻa Saloni; pea ʻoku fakangangana ʻae ngaahi fua ʻo Pesani mo Kameli.
10 Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig.
ʻOku pehē ʻe Sihova, “te u tuʻu hake ni: te u hiki hake ni au ki ʻolunga, pea ʻe hakeakiʻi ni au.
11 I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
Te mou tuituʻia ko e kafukafu, te mou fanauʻi ko e veve: ko hoʻomou mānava, ʻo hangē ko e afi, te ne fakaʻauha ʻakimoutolu.
12 Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
Pea ʻe tutu ʻae kakai ʻo hangē ko e vela ʻoe lahe: ʻo hangē ko e ʻakau talatala kuo tutuʻu ke vela ʻi he afi.
13 Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
Fanongo, ʻakimoutolu ʻoku mamaʻo, ki he meʻa kuo u fai; pea ʻilo mo kimoutolu ʻoku ofi, ki hoku mālohi.”
14 Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?‟
ʻOku manavahē ʻae kau angahala ʻi Saione; kuo pukea ʻi he ilifia ʻae kau mālualoi. “Ko hai ʻiate kitautolu ʻe nofo ʻi he afi fakaʻauha? Ko hai ʻiate kitautolu ʻe nofo ʻi he vela taʻengata?”
15 Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:
Ko ia ʻoku ʻeveʻeva ʻi he māʻoniʻoni, mo lea totonu; ko ia ʻoku fehiʻa ki he koloa ʻoe fakamālohi, ʻoku tupeʻi hono nima mei he puke ʻae koloa ʻoku maʻu taʻetotonu, ʻoku tāpuni hono telinga mei he fanongo ki he toto, pea fakamohe hono mata ke ʻoua naʻa mamata ki he kovi;
16 Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.
ʻE nofo ia ʻi he māʻolunga: ko hono potu ungaʻanga ko e ngaahi kolo maka māʻolunga: ʻe foaki kiate ia ʻae mā; pea te ne maʻu moʻoni ʻe ia ʻene vai.
17 Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.
ʻE mamata ho mata ki he tuli ʻi hono nāunau: ʻe sio ia ki he fonua ʻaia ʻoku mamaʻo atu.
18 Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?‟
ʻE fakalaulauloto ʻa ho loto ki he ilifia. Kofaʻā ʻae tangata tohi? Kofaʻā ia ʻae tangata fakamamafa meʻa? Kofaʻā ia naʻe lau ʻae ngaahi fale māʻolunga?
19 Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld.
ʻE ʻikai te ke mamata ki he kakai ʻoku lili, ha kakai ʻoe lea ʻilongataʻa ʻoku ʻikai te ke faʻa ongoʻi; ʻo ha ʻelelo leʻo vale, ʻoku ʻikai te ke faʻa ʻilo.
20 Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.
Vakai ki Saione, ko e kolo ʻo ʻetau ngaahi kātoanga mamalu: ʻe mamata ho mata ki Selūsalema ko e nofoʻanga fiemālie, ko e fale fehikitaki ʻe ʻikai veteki; ʻe ʻikai hiki ʻo taʻengata ha pou ʻe taha ʻi ai, pea ʻe ʻikai motu hano afo ʻe taha ʻoʻona.
21 Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.
Ka e ʻiate kitautolu ʻa Sihova nāunauʻia, ko e potu ʻoe ngaahi vaitafe laulahi mo e ngaahi mangamangaʻi vai; ʻaia ʻe ʻikai ʻalu ʻi ai ha vakafokotuʻu mo e ngaahi fohe, pea ʻe ʻikai ʻalu ʻi ai ha vaka lahi.
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.
He ko Sihova ko hotau fakamaau, ko Sihova ko hotau fai fono, ko Sihova ko hotau tuʻi; te ne fakamoʻui ʻakitautolu.
23 Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov.
Kuo tukuange hoʻo ngaahi maea; naʻe ʻikai te nau fakatuʻumaʻu honau fanā, naʻe ʻikai te nau faʻa fofola ʻae lā: ʻi he kuonga ko ia ʻe tufa ʻae koloa lahi, ʻe ʻave ʻe he ketu ʻae koloa ʻi he vete.
24 Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.
Pea ʻe ʻikai pehē ʻe kinautolu ʻoku nofo ai, “ʻOku ou mahaki:” ʻe fakamolemole ʻae hia ʻokinautolu ʻoku nofo ai.
