< Esajas 33 >

1 Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.
Gorje tebi, ki pleniš, pa nisi bil oplenjen in postopaš zahrbtno, oni pa niso zahrbtno postopali s teboj! Ko boš prenehal pleniti, potem boš oplenjen in ko boš naredil konec zahrbtnemu postopanju, potem bodo zahrbtno postopali s teboj.
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.
Oh Gospod, bodi nam milostljiv, pričakovali smo te. Vsako jutro bodi njihov laket, tudi naša rešitev duše v času stiske.
3 Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.
Ob hrupu upora je ljudstvo pobegnilo, ob tvojem vzdigovanju so bili narodi razkropljeni.
4 Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.
Vaš plen bo zbran kakor zbiranje gosenice, kakor tekanje leteče kobilice sem ter tja bo on tekel nad njimi.
5 Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.
Gospod je povišan, kajti prebiva na višavi. Sion je napolnil s sodbo in pravičnostjo.
6 Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.
Modrost in spoznanje bosta stabilnost tvojih časov in moč rešitve duše. Gospodov strah je njegov zaklad.
7 Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.
Glej, njihovi hrabri bodo zunaj vreščali. Predstavniki miru bodo grenko jokali.
8 De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.
Glavne ceste ležijo zapuščene, popotnik peša. Prelomil je zavezo, preziral mesta, ne ozira se na nobenega človeka.
9 Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
Zemlja žaluje in peša. Libanon je osramočen in posekan. Šarón je podoben divjini in Bašán ter Karmel otresata svoje sadove.
10 Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig.
»Sedaj bom vstal, « govori Gospod, »sedaj bom povišan, sedaj se bom dvignil.
11 I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
Spočeli boste pleve, rodili boste strnišče. Vaš dih vas bo pogoltnil kakor ogenj.
12 Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
Ljudstvo bo kakor gorenje žganega apna, kakor posekano trnje bodo sežgani v ognju.
13 Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
Prisluhnite vi, ki ste daleč proč, kaj sem storil in vi, ki ste blizu, priznajte mojo moč.
14 Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?‟
Grešniki na Sionu so prestrašeni, grozljivost je presenetila hinavce. Kdo izmed nas bo bival s požirajočim ognjem? Kdo izmed nas bo bival z večnimi gorenji?
15 Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:
Kdor hodi pravično in govori iskreno, kdor prezira dobiček zatiranj, ki otresa svoji roki pred tem, da bi držal podkupnine, ki si ušesa zatiska pred poslušanjem o krvi in zatiska svoje oči pred gledanjem zla;
16 Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.
ta bo prebival na višavi. Njegov prostor obrambe bodo skalna oporišča. Dan mu bo kruh, njegove vode bodo zanesljive.
17 Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.
Tvoje oči bodo videle kralja v njegovi lepoti. Gledale bodo deželo, ki je zelo daleč proč.
18 Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?‟
Tvoje srce bo premišljevalo strahoto. Kje je pisar? Kje je prejemnik? Kje je tisti, ki je štel stolpe?
19 Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld.
Ne boš videl krutega ljudstva, ljudstva globljega govora, kakor ga lahko zaznaš, jecljajočega jezika, ki ga ne moreš razumeti.
20 Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.
Poglej na Sion, mesto naših slovesnosti. Tvoje oči bodo videle Jeruzalem, tiho prebivališče, šotor, ki ne bo porušen; niti eden izmed njegovih klinov ne bo nikoli odstranjen niti nobena izmed njegovih vrvi pretrgana.
21 Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.
Toda tam nam bo veličasten Gospod kraj širokih rek in vodotokov, kamor ne bo plula galeja z vesli niti čedna ladja ne bo plula mimo.
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.
Kajti Gospod je naš sodnik, Gospod je naš zakonodajalec, Gospod je naš kralj, on nas bo rešil.
23 Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov.
Tvoja ladijska oprema je odvezana; ne morejo dobro ojačati jambora, ne morejo razpeti jadra. Potem je plen velikega ukradenega blaga razdeljen; hromi pobira plen.
24 Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.
Prebivalec ne bo rekel: »Bolan sem.« Ljudstvu, ki tam prebiva, bo odpuščena njihova krivičnost.

< Esajas 33 >