Esajas 33

1 Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.

Тешко теби, који пустошиш а тебе не пустоше, и који чиниш неверу а теби се не чини невера; кад престанеш пустошити, бићеш опустошен, кад престанеш чинити неверу, чиниће ти се невера.

2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.

Господе, смилуј се на нас, Тебе чекамо; буди им мишица свако јутро, и спасење наше у невољи.

3 Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.

Народи побегоше од јаке вике, расејаше се народи што се ти подиже.

4 Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.

И покупиће се плен ваш као што се купе гусенице, скочиће на њ као што скачу скакавци.

5 Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.

Узвишен је Господ, јер настава на висини; напуниће Сион суда и правде.

6 Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.

И тврђа времена твог, сила спасења твог биће мудрост и знање; страх Господњи биће благо твоје.

7 Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.

Ето, јунаци њихови вичу на пољу, и посланици мирни плачу горко:

8 De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.

Путеви опустеше, путници не путују; поквари уговор, одбаци градове, не мари за човека.

9 Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.

Земља тужи и чезне, Ливан се стиди и вене, Сарон је као пустиња, Васан и Кармил оголеше.

10 Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig.

Сада ћу устати, вели Господ, сада ћу се узвисити, сада ћу се подигнути.

11 I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.

Затруднећете сламом, родићете стрњику; гнев ваш прождреће вас као огањ.

12 Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.

И народи ће бити као пећи кречне, изгореће огњем као трње посечено.

13 Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!

Слушајте који сте далеко шта сам учинио, и који сте близу познајте моћ моју.

14 Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?‟

Грешници у Сиону уплашиће се, дрхат ће спопасти лицемере, и рећи ће: Ко ће од нас остати код огња који прождире? Ко ће од нас остати код вечне жеге?

15 Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:

Ко ходи у правди и говори шта је право; ко мрзи на добитак од насиља; ко отреса руке своје да не прими поклон; ко затискује уши своје да не чује за крв, и зажима очи своје да не види зло;

16 Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.

Он ће наставати на високим местима; градови на стенама биће му уточиште, хлеб ће му се давати, вода му неће недостајати.

17 Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.

Очи ће ти видети цара у красоти његовој, гледаће земљу далеку.

18 Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?‟

Срце ће твоје мислити о страху говорећи: Где је писар? Где бројач? Где је онај што прегледа куле?

19 Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld.

Нећеш видети жесток народ, народ који говори из дубина да се не разбира, у кога је језик мутав да се не разуме.

20 Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.

Погледај на Сион, град празника наших; очи твоје нека виде Јерусалим, мирни стан, шатор, који се неће однети, коме се коље неће никада померити, и ниједно му се уже неће откинути.

21 Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.

Него ће нам онде Господ велики бити место река и потока широких, по којима неће ићи лађа с веслима, нити ће велика лађа пролазити онуда.

22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.

Јер је Господ наш судија, Господ је који нам поставља законе, Господ је цар наш, Он ће нас спасти.

23 Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov.

Ослабише твоја ужа, не могу тврдо држати катарке своје ни разапети једра; тада ће се разделити велик плен, хроми ће разграбити плен.

24 Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.

И нико од становника неће рећи: Болестан сам. Народу који живи у њему опростиће се безакоње.