Esajas 33
1 Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.
Woe to thee that spoilest, and thou wast not spoiled; and dealest treacherously, and they dealt not treacherously with thee! When thou hast ceased to spoil, thou shalt be spoiled; and when thou hast made an end to deal treacherously, they shall deal treacherously with thee.
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.
O LORD, be gracious unto us; we have waited for thee: be thou their arm every morning, our salvation also in the time of trouble.
3 Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.
At the noise of the tumult the peoples are fled; at the lifting up of thyself the nations are scattered.
4 Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.
And your spoil shall be gathered as the caterpiller gathereth: as locusts leap shall they leap upon it.
5 Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.
The LORD is exalted; for he dwelleth on high: he hath filled Zion with judgment and righteousness.
6 Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.
And there shall be stability in thy times, abundance of salvation, wisdom and knowledge: the fear of the LORD is his treasure.
7 Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.
Behold, their valiant ones cry without: the ambassadors of peace weep bitterly.
8 De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.
The highways lie waste, the wayfaring man ceaseth: he hath broken the covenant, he hath despised the cities, he regardeth not man.
9 Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
The land mourneth and languisheth: Lebanon is ashamed and withereth away: Sharon is like a desert; and Bashan and Carmel shake off [their leaves].
10 Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil jeg ophøje mig.
How will I arise, saith the LORD; now will I lift up myself; now will I be exalted.
11 I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
Ye shall conceive chaff, ye shall bring forth stubble: your breath is a fire that shall devour you.
12 Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
And the peoples shall be as the burnings of lime: as thorns cut down, that are burned in the fire.
13 Hører, I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
Hear, ye that are far off, what I have done; and, ye that are near, acknowledge my might.
14 Syndere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betaget de vanhellige: „Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?‟
The sinners in Zion are afraid; trembling hath surprised the godless ones. Who among us shall dwell with the devouring fire? who among us shall dwell with everlasting burnings?
15 Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:
He that walketh righteously, and speaketh uprightly; he that despiseth the gain of oppressions, that shaketh his hands from holding of bribes, that stoppeth his ears from hearing of blood, and shutteth his eyes from looking upon evil;
16 Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.
He shall dwell on high: his place of defence shall be the munitions of rocks: his bread shall be given [him]; his waters shall be sure.
17 Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.
Thine eyes shall see the king in his beauty: they shall behold a far stretching land.
18 Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: „Hvor er Skriveren? hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?‟
Thine heart shall muse on the terror: where is he that counted, where is he that weighed [the tribute]? where is he that counted the towers?
19 Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan fatte for dets stammende Tunges Skyld.
Thou shalt not see the fierce people, a people of a deep speech that thou canst not perceive; of a strange tongue that thou canst not understand.
20 Besku Zion, vor Forsamlings Stad; dine Øjne skulle se Jerusalem som en sikker Bolig, som et Telt, der ikke skal flyttes, hvis Pæle ikke skulle oprykkes evindelig, og hvis Reb ikke skulle rives over.
Look upon Zion, the city of our solemnities: thine eyes shall see Jerusalem a quiet habitation, a tent that shall not be removed, the stakes whereof shall never be plucked up, neither shall any of the cords thereof be broken.
21 Men der skal Herren være os den herlige, være i Stedet for Floder og brede Strømme; intet Skib, som roes, farer der, og intet stort Skib gaar derover.
But there the LORD will be with us in majesty, a place of broad rivers and streams; wherein shall go no galley with oars, neither shall gallant ship pass thereby.
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han skal frelse os.
For the LORD is our judge, the LORD is our lawgiver, the LORD is our king; he will save us.
23 Dine Reb ere blevne slappe; de holde ikke deres Mast stiv, de have ikke udbredet Flag; da deles røvet Bytte i Mængde, de halte røve Rov.
Thy tacklings are loosed; they could not strengthen the foot of their mast, they could not spread the sail: then was the prey of a great spoil divided; the lame took the prey.
24 Og ingen Indbygger skal sige: Jeg er syg; thi Folket, som bor derudi, har faaet Syndsforladelse.
And the inhabitant shall not say, I am sick: the people that dwell therein shall be forgiven their iniquity.
