Esajas 32

1 Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.

Sjå, med rettferd skal kongen råda, og hovdingarne skal styra etter rett,

2 Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.

og kvar ein av deim skal vera som eit skyle for veret og ei livd mot sturtregn, som vatsbekkjer på ein turr stad, som skuggen av eit veldugt berg i eit uppturka land.

3 Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.

Då skal augo åt deim som ser ikkje vera blinde, og øyro åt deim som høyrer, skal vera grannhøyrde,

4 Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.

hjarto åt dei tankelause skal evla skyna, og tunga åt dei stame skal hava lett for å tala klårt.

5 En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.

Dåren skal ein ikkje meir kalla gjæv, og den innfule skal ein ikkje kalla hugstor.

6 Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.

For dåren talar dårskap, og hjarta hans finn på vondt; han gjer vanheilag gjerd, og talar forvende ting um Herren, han let den hungrige svelta og let den tyrste vanta drikka.

7 Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.

Og våpni åt den innfule er vonde; han tenkjer ut meinråder, til å føra dei spaklyndte i ulukka med falske ord, og det når den fatige talar det som rett er.

8 Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.

Men gjævingen hev gjæve tankar, og han stend fast ved det som gjævt er.

9 I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!

De sorglause kvinnor, statt upp og høyr det eg segjer! De trygge døtter, vend øyra dykkar til min tale!

10 Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.

Um år og dag skal de skjelva, de trygge! For det er ute med vinhausten, frukhausten kjem ikkje.

11 Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!

Vert forfærde, de sorglause; skjelv, de trygge! Klæd dykk og næk dykk, og umgyrd dykkar lender!

12 De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;

Dei slær seg for bringa yver dei fagre marker, yver det fruktrike vintreet,

13 der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.

yver jordi åt mitt folk, der tornar og tistlar skyt upp, ja, yver alle gledehus, den morogalne byen.

14 Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,

For borgi er tom, mugen i byen er burte. Haug og vakttårn hev vorte til holor for ævelege tider, til frygd for villasen, til beite for bølingar -

15 indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;

til dess åndi vert utrend yver oss frå det høge, og øydemarki vert til ein frukthage, og frukthagen vert rekna som skog.

16 og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;

Og rett skal bu i øydemarki, og rettferd skal hava sin heim i frukthagen.

17 og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;

Og rettferds verk skal vera fred, og rettferds frukt ro og tryggleik til æveleg tid.

18 og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.

Og folket mitt skal bu i freds bustad og i tryggleiks tjeld og på sorgfrie kvilestader.

19 Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.

Men det skal hagla når skogen fell, og djupt skal byen søkka ned.

20 Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!

Sæle er de som sår attved alle vatn, som let uksen og asnet vera på frifot!