Esajas 32
1 Se, med Retfærdighed skal en Konge regere, og efter Ret skulle Fyrsterne styre.
Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,
2 Og enhver af dem skal være som Skjul imod Vejr og Ly imod Vandskyl, som Vandbække paa et tørt Sted og som en svar Klippes Skygge i et vansmægtende Land.
hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.
3 Og de seendes Øjne skulle ikke være blændede, og de hørendes Øren skulle give Agt.
De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;
4 Og de ubesindiges Hjerte skal forstaa Kundskab; og de stammendes Tunge skal haste til at tale forstaaelige Ord.
letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.
5 En Daare skal ikke ydermere kaldes ædel og en karrig ej kaldes rig.
Daaren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.
6 Thi en Daare taler Daarlighed, og hans Hjerte gør Uret for at øve Ugudelighed og for at tale Usandhed imod Herren, for at lade en hungrig Sjæl forblive tom og lade en tørstig fattes Drik.
Thi Daaren taler kun Daarskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.
7 Og den karrige bruger slette Midler; han optænker List for at berede de elendige Fordærvelse med falske Ord, og det, naar den fattige taler sin Sag.
Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Raad for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.
8 Men den ædle tænker paa ædle Ting, han skal bestaa ved sin ædle Daad.
Men den ædle har ædelt for og staar fast i, hvad ædelt er.
9 I Kvinder, som ere saa sorgløse, staar op og hører min Røst! I Døtre, som ere saa trygge, vender Øren til min Tale!
Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!
10 Om Aar og Dag skulle I, som ere trygge, blive urolige; thi det er forbi med Vinhøsten, der kommer ingen Frugtsamling.
Om Aar og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.
11 Vorder forfærdede, I sorgløse! vorder urolige, I trygge! klæd dig af, og blot dig, og bind om Lænderne!
Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;
12 De skulle slaa sig for Brystet for de yndige Agres, for de frugtbare Vintræers Skyld;
slaa jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,
13 der skal opvokse Torne og Tidsler paa mit Folks Mark, ja, over alle Glædens Boliger i den lystige Stad.
mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!
14 Thi Paladserne ere forladte, Stadens Tummel er ophørt; Ofel og Vagttaarnet er blevet til Huler evindelig, Vildæsler til Glæde, Hjorde til Føde,
Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Taarnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde —
15 indtil Aanden fra det høje udgydes over os, og Ørken bliver til en frugtbar Mark, og den frugtbare Mark agtes som en Skov;
til Aand fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
16 og Ret bor i Ørken, og Retfærdighed bliver paa den frugtbare Mark;
Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;
17 og Retfærdigheds Gerning bliver Fred, og Retfærdighedens Løn bliver Hvile og Tryghed indtil evig Tid;
Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.
18 og mit Folk bor i Fredens Hytter og i Trygheds Boliger og i stille rolige Steder.
Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.
19 Men det skal hagle, naar Skoven fældes, og Staden skal nedtrykkes i det lave.
Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
20 Lyksalige ere I, som saa ved alle Vande, I, som lade Oksen og Æselet frit løbe om!
Salige I, som saar ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!
