Esajas 26
1 Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn.
ʻI he ʻaho ko ia ʻe hiva ʻaki ʻae hiva ni ʻi he fonua ki Siuta; “ʻOku tau maʻu ʻae kolo mālohi; ʻe tuʻutuʻuni [ʻe he ʻOtua ]ʻae fakamoʻui ki hono ngaahi ʻā mo hono ngaahi puke.
2 Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab.
Mou toʻo ʻae ngaahi matapā, koeʻuhi ke hū ai ʻae puleʻanga māʻoniʻoni ʻaia ʻoku tauhi ʻae moʻoni.
3 Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.
Te ke tauhi ia ʻi he melino haohaoa, ʻaia ʻoku faʻaki hono loto kiate koe: koeʻuhi ʻoku ne falala kiate koe.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.
Mou falala kia Sihova ʻo lauikuonga: he ʻoku ʻi he ʻEiki ko Sihova ʻae māfimafi taʻengata.
5 Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet.
He ʻoku ne ʻomi ki lalo ʻakinautolu ʻoku nofo ʻi he māʻolunga; ʻoku ne fakamoʻulaloa ʻae kolo māʻolunga, ʻoku ne fakamoʻulaloa ia, ʻio, ki he kelekele ʻoku ne ʻomi ia ki he efu.
6 Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin.
ʻE malaki hifo ia ʻaki ʻae vaʻe, ʻio, ʻae vaʻe ʻoe paea, pea mo e laka ʻae masiva.”
7 Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej.
Ko e hala ʻoe angatonu ko e māʻoniʻoni ia: ʻa koe, ko e fungani māʻoniʻoni, ʻoku ke fakamamafa ʻae hala ʻoe angatonu.
8 Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.
ʻIo, kuo mau tatali kiate koe, ʻE Sihova, ʻi he hala ʻo hoʻo ngaahi fakamaau; ʻoku holi ʻa homau laumālie ki ho huafa, pea ʻi he fakamanatu kiate koe.
9 Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.
Kuo u holi ʻi hoku laumālie kiate koe ʻi he pō; ʻio, te u kumi vave kiate koe ʻaki ʻa hoku laumālie ʻi loto ʻiate au: he ka ʻi he fonua ʻa hoʻo ngaahi fakamaau, ʻe toki ako ʻae kakai ʻo māmani ki he māʻoniʻoni.
10 Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed.
Ke hā ʻae ʻaloʻofa ki he angakovi, ka e ʻikai te ne ako ki he māʻoniʻoni: ʻi he fonua ʻoe angatonu te ne fai kākā, pea ʻe ʻikai te ne mamata ki he māfimafi ʻa Sihova.
11 Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.
ʻE Sihova, ʻoka hiki hake ho nima, ʻe ʻikai te nau mamata: ka te nau mamata, pea te nau mā koeʻuhi ko e meheka ki hoʻo kakai; ʻio, ʻe ʻauha ʻi he afi ʻa ho ngaahi fili.
12 Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.
ʻE Sihova te ke tuʻutuʻuni ʻae fiemālie maʻanautolu: he kuo ke fai ʻe koe ʻa ʻemau ngaahi ngāue kotoa pē ʻiate kimautolu.
13 Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn.
ʻE Sihova ko homau ʻOtua, kuo puleʻi ʻakimoutolu ʻe he ngaahi ʻeiki kehe: ka e talu mei heni te mau takua ho huafa ʻoʻou.
14 De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.
Kuo nau mate, ʻe ʻikai te nau moʻui; kuo nau pekia, ʻe ʻikai te nau toetuʻu: ko ia kuo ke ʻaʻahi mo fakaʻauhaʻi ʻakinautolu, pea kuo ke fakangata honau fakamanatu kotoa pē.
15 Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.
Kuo ke fakatokolahi ʻae puleʻanga, ʻE Sihova, kuo ke fakatokolahi ʻae puleʻanga: kuo fakaongoleleiʻi koe: kuo ke fakamanatu ʻae ngaahi ngataʻanga kotoa pē ʻoe fonua.
16 Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
ʻE Sihova, ʻi he tuʻutāmaki kuo mau ʻaʻahi kiate koe, naʻa mau lilingi ʻae lotu ʻi he hoko hoʻo tautea kiate kimautolu.
17 Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
Hangē ʻoku mamahi ha fefine feitama, ʻoka fakaʻaʻau ke ofi ʻene fāʻele, pea ʻoku tangi ʻi heʻene langā: kuo pehē ʻakimautolu ʻi ho ʻao, ʻE Sihova.
18 Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
Naʻa mau tuituʻia, naʻa mau mamahi, ʻo hangē kuo mau fanauʻi ʻae matangi; naʻe ʻikai te mau fai ha fakamoʻui ʻi he fonua; pea ʻoku teʻeki ke hinga ʻae kakai ʻo māmani.
19 Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
ʻE moʻui ʻa hoʻo kakai mate, te nau toetuʻu fakataha mo hoku sino mate ni. Mou ʻa ʻo hiva, ʻakimoutolu ʻoku nofo ʻi he efu: he ʻoku tatau hoʻo hahau mo e hahau ʻoe mohuku mata, pea ʻe puʻaki ʻe he kelekele ʻae mate.
20 Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.
Haʻu, ʻa hoku kakai, pea hū ki homou ngaahi loki, pea tāpuni ho matapā kiate koe: fufū koe ʻo fuoloa siʻi, kaeʻoua ke mole atu ʻae houhau.
21 Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.
He vakai, ʻoku hāʻele ʻa Sihova mei hono potu ke tautea ʻae kakai ʻo māmani koeʻuhi ko ʻenau hia: pea ʻe fakahā ʻe he fonua hono toto, pea ʻe ʻikai toe ʻufiʻufi hono kakai kuo tāmateʻi.
