Esajas 26
1 Paa den Dag skal denne Sang synges i Judas Land: Vi have en stærk Stad, Frelse sætter han til Mure og Værn.
To na niah loe Judah prae ah hae laa hae sah o tih; kacak vangpui to a tawnh o; Sithaw mah tapang hoi kacak sipae hoiah loihhaih to na sah pae tih.
2 Oplader Portene, at der maa indgaa et retfærdigt Folk, som bevarer Troskab.
Khongkha to paong oh, loktang ah khosah kami hoi katoeng kaminawk to akun o nasoe;
3 Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig.
poektoeng kami loe nang to oep pongah, kakoep monghaih to na paek tih.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre, Herre er en evig Klippe.
Angraeng JEHOVAH loe dungzan abuephaih ah oh pongah, Angraeng loe dungzan khoek to oepthoh.
5 Thi han nedbøjer dem, som bo i det høje, den ophøjede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal slaa den ned indtil Støvet.
Anih mah hmuensang ah kaom kaminawk to pakhrak tathuk moe, kasang vangpuinawk doeh pahnaem tathuk; long ah kraksak moe, maiphu thungah a vah.
6 Foden skal nedtræde den, den elendiges Fødder, de ringes Fodtrin.
To vangpui ah kamtang kami hoi kavawt kaminawk ih khok tangkannawk to khok hoiah cawh pae o tih.
7 Den retfærdiges Sti er jævn; du jævner den retfærdiges Vej.
Katoeng kami loe loklam katoeng ah caeh; Aw Katoeng koek, nang loe, katoeng kami ih loklam to na sak pae.
8 Ja, paa dine Dommes Sti, Herre! have vi forventet dig; til dit Navn og til din Ihukommelse er vor Sjæls Længsel.
Ue, na toenghaih loklam, Aw Angraenhg nang to kang zing o; ka hing o haih mah na hmin ka panoek o poe thai hanah, koehhaih ka tawnh o.
9 Med min Sjæl længes jeg efter dig om Natten; med min Aand i mit Indre vil jeg søge dig aarle; thi naar dine Domme komme ned til Jorden, da lære Jorderiges Indbyggere Retfærdighed.
Ka hinghaih mah khoving ah nang to poek, ue, kai thung ih pakhra mah khawnthaw ah nang to pakrong tih; long ah na lokcaekhaih phak naah, long nuiah kaom kaminawk mah na toenghaih to amtuk o tih.
10 Bliver den ugudelige benaadet, da lærer han ikke Retfærdighed; han gør Uret i Rettens Land og ser ikke Herrens Højhed.
Kasae kami khaeah tahmenhaih to nam tuengsak, toe toenghaih to amtuk mak ai; anih loe toenghaih prae ah mataeng doeh kahoih ai hmuen to sak toengtoeng vop moe, Angraeng lensawkhaih to tiah doeh sah ai.
11 Herre! din Haand er høj, dog skue de det ikke; de skulle skue din Nidkærhed for dit Folk og beskæmmes; ja, Ilden skal fortære dem, som ere dine Fjender.
Aw Angraeng, na ban payangh tahang naah, nihcae mah hnu o mak ai; toe nangmah ih kaminawk na khetzawnhaih nam tuengsak naah, nihcae loe azat o tih; ue, na misanawk ih hmai mah nihcae to kang tih.
12 Herre! du skal skaffe os Fred; thi endog alle vore Gerninger har du gjort for os.
Angraeng, monghaih to kaicae hanah nang paek tih; kaicae ih hmuennawk boih nang sak pae boeh.
13 Herre, vor Gud! der have andre Herskere hersket over os foruden dig; ved dig alene prise vi dit Navn.
Aw Angraeng kaicae ih Sithaw, nang mah khue ai, kalah angraengnawk mah doeh kaicae hae ang uk o boeh; toe nang ih ahmin khue ni ka saphaw o han.
14 De døde leve ikke op igen, Dødningerne opstaa ikke; derfor har du hjemsøgt og ødelagt dem og udslettet al deres Ihukommelse.
Nihcae loe duek o boeh moe, hing o mak ai boeh; kadueh pakhranawk loe angthawk o let mak ai boeh; nihcae to na thuitaek moe, nam rosak; nihcae panoekhaih to nang hmatsak boeh.
15 Du formerede Folket, Herre! du formerede Folket, du er bleven herliggjort; du har flyttet alle Landets Grænser langt bort.
Aw Angraeng, acaeng to na pungsak moe, prae doeh na kawksak boeh; nang loe lensawkhaih hoiah na oh boeh; prae angzithaih ramrinawk boih doeh na kawksak boeh.
16 Herre! i Angesten søgte de dig, de udøste deres stille Bøn, der du tugtede dem.
Angraeng, raihaih hoiah nang khaeah angzoh o; nihcae to na thuitaek naah, lawkthuihaih hoi nang khaeah ang zoh o.
17 Ligesom den frugtsommelige, naar hun er nær ved at føde, bliver bange og raaber i sine Veer, saa gik det os, Herre! for dit Ansigt.
Aw Angraeng, kaicae loe zokpomh nongpata mah, nawkta tapen tom nathuem ih kana aham baktiah ni na hmaa ah ka oh o boeh.
18 Vi gik frugtsommelige med noget, vare bange, men da vi fødte, blev det til Vind; vi skaffede Landet ikke nogen Frelse, og Jorderiges Indbyggere kom ej til Live.
Zok ka pomh o moe, nat loiah ka hangh o, toe tidoeh om ai takhi ni ka tapen o lat; long kaminawk mah loihhaih to hnu o ai; long nuiah kaom kaminawk pazawkhaih doeh om ai.
19 Dine døde skulle leve, mine afdøde skulle opstaa; vaagner op, og synger med Fryd, I som bo i Støv! thi din Dug er Dug over grønne Urter, og Jorden skal give Dødningerne tilbage.
Toe nang ih kadueh kaminawk loe hing o tih; nihcae loe kadueh ka takpum hoiah nawnto angthawk o tih. Nangcae maiphu thungah kaom kaminawk, Angthawk oh loe, laa to sah oh; nangcae ih dantui loe khawnthaw ah kaom phroh nui ih dantui baktiah oh, long mah kadueh kaminawk to va tih.
20 Gak, mit Folk! gak ind i dine inderste Kamre, og luk dine Døre efter dig; skjul dig et lidet Øjeblik, indtil Vreden gaar over.
Kai ih kaminawk, angzo oh, imthung ah akun oh, nangcae hnukah kaom thoknawk to khaa oh; palungphuihaih boeng ai karoek to nawnetta thungah anghawk oh.
21 Thi se, Herren gaar ud fra sit Sted for at hjemsøge Jordens Indbyggeres Misgerning; og Jorden skal aabenbare det udgydte Blod og ikke længere skjule sine ihjelslagne.
Khenah, angmacae zaehaih pongah long kaminawk to thuitaek hanah, Angraeng loe angmah ohhaih ahmuen hoiah angzoh boeh; to naah long mah anih nuiah kaom athii longhaih to amtuengsak tih, anih mah hum ih kaminawk doeh hawk mak ai boeh.
