Esajas 1

1 Esajas's, Amoz's Søns, Syn, hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda.

Judah siangpahrang, Uzziah, Jotham, Ahaz hoi Hezekiah cae mah prae uk o nathuem ah, Amos capa Isaiah mah Jerusalem hoi Judah kawng pongah hmuen hnusakhaih to hnuk.

2 Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi Herren har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig.

Aw vannawk tahngai oh! Aw long nang, tahngai ah! Angraeng mah, Caanawk to ka pacah moe, ka qoengsak tahang, toe nihcae mah kai laisaep o thuih.

3 En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet.

Maitaw tae mah tawnkung to panoek, laa hrang mah doeh pacahkung ih lok maat; toe Israel mah loe kai to na panoek ai, kai ih kaminawk loe khopoek o ai, tiah thuih.

4 Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode Herren, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage.

Aw kasae acaeng, zaehaih hoiah koi kami, kahoih ai hmuen sak koeh caanawk, kamro caa ah ni a oh o boeh! Nihcae mah Angraeng to caeh o taak, Israel Ciimcai kami to palungphui o sak moe, hnuk angqoi o taak ving boeh.

5 Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat.

Tipongah nihcae to nganbawh kana ka paek aep loe? Tikhoe kanung aep ah na laisaep o loe? Na lu loe ahmaa caak boih boeh moe, na palung doeh thazok boih boeh.

6 Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie.

Na khokpadae hoi na lu khoek to cuemhaih ahmuen roe om ai; ahmaa caakhaih, athii kaduk hoi ahnai cing ah ni oh boeh; ahnai loe pasae ai, zaeng doeh zaeng ai, tasi doeh nok ai.

7 Eders Land er en Ørk, eders Stæder ere opbrændte med Ild; fremmede fortære eders Land for eders Øjne, og der er en Ørk, som naar fremmede have væltet op og ned.

Na prae loe pongsut boeh, na vangpuinawk doeh hmai hoiah thlaek o boih boeh; na lawknawk doeh na mikhnuk ah prae kalah kaminawk mah caak o boih boeh, prae kalah kaminawk mah paro o moe, kami doeh angqai krang boeh.

8 Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad.

Zion canu loe misur takha thung ih buk baktih, payae thaih patithaih takha thung ih buk baktih, takui khoep ih vangpui baktiah oh sut boeh.

9 Dersom ikke den Herre Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra.

Misatuh kaminawk ih Angraeng Sithaw mah anghmat kaminawk to pathlung ai nahaeloe, Sodom baktiah ni a om o ueloe, Gomorrah hoiah anghmong o tih boeh.

10 I Sodomas Fyrster! hører Herrens Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov!

Nangcae Sodom ukkungnawk, Angraeng ih lok to tahngai oh; nangcae Gomorrah kaminawk, kaicae Sithaw patukhaih lok to tahngai oh!

11 Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofre? siger Herren; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

Angraeng mah, pop parai ah nang paek o ih angbawnhaih hmuennawk loe kai hanah atho timaw oh? tiah thuih; hmai angbawnhaih ah sak ih tuu taenawk hoi kathawk parai moithawk hoiah zok kam hah boeh; kai loe maitaw taenawk, to tih ai boeh loe tuucaanawk, to tih ai boeh loe maehnawk ih athii pongah anghoehaih ka tawn ai.

12 Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde?

Ka hmaa ah nang zoh o moe, ka imthung ih longhma to cawh hanah nang zoh o naah, hae baktih hmuennawk sin hanah mi mah maw ang hnik o?

13 Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger —! jeg fordrager ikke Uret og Højtid.

Tidoeh avang ai hmuenpaekhaih to sin o hmah! Hmuihoih doeh ka panuet boeh; khrah kangthanawk, Sabbath hoi kaminawk amkhuenghaih doeh ka panuet boeh; kaciim amkhuenghaih ahmuen ah sethaih hoiah na sak o ih hmuen to ka pauep thai ai boeh.

14 Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eders Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem.

Nangcae ih khrah kangtha hoi na sak o ih poihnawk doeh ka hinghaih mah hnukma boeh; to baktih hmuennawk loe kai han raihaih ah ni oh, pauep loiah kang pho sut boeh.

15 Og naar I udbrede eders Hænder, skjuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder ere fulde af Blod.

Lawkthuih han ban na payangh o naah doeh, mik kang tamuep o taak ving han; ue, pop parai ah lawk na thuih o cadoeh, kang tahngai pae o mak ai; nangcae ih ban loe athii hoiah koi.

16 Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde!

Nangmacae hoi nangmacae to tui hoi amsae oh loe, ciimcai ah om oh; na sak o ih kasae hmuennawk to ka hmaa hoi va oh! Hmuen kasae sakhaih to toengh oh,

17 Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag!

kahoih hmuen to sak amtuk oh! Toenghaih to pakrong oh loe, pacaekthlaek ih kaminawk to loih o sak ah; ampa tawn ai kaminawk to angdoe o haih ah loe, lamhmainawk to abom oh.

18 Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger Herren. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare røde som Skarlagen, skulle de blive som Uld.

Vaihi angzo oh, nawnto kho poek o noek si, tiah Angraeng mah thuih; na zae o haih loe thim ding cadoeh, dantui baktiah anglung tih; kathim car ah om cadoeh, tuumui baktiah om tih.

19 Dersom I ere villige og lydige, skulle I æde Landets Gode.

Lok tahngaih na koeh o nahaeloe, prae thung ih kahoih koek hmuen to na caa o tih;

20 Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I fortæres af Sværd; thi Herrens Mund har talt det.

toe nang maak o moe, lok na aek o nahaeloe, sumsen hoiah na dueh o tih; Angraeng ih pakhaa mah thuih boeh.

21 Hvorledes er den trofaste Stad bleven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfærdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere.

Oep kaom vangpui loe kawbangmaw tangzat zaw kami ah oh ving? Toenghaih hoiah kakoi, katoeng kaminawk to vangpui thungah oh o; toe vaihi loe kami hum kami ah oh o lat boeh!

22 Dit Sølv er blevet til Slagger, din Drik er spædet med Vand.

Na phoisa loe aek mah caak boih boeh moe, na misurtui doeh tui hoiah angbaeh boeh;

23 Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver; de ville ikke skaffe den faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem.

nang ukkungnawk loe laisaep thaih kami ah oh o moe, kamqunawk hoi amyok o boeh; ukkung angraengnawk loe tangqumta hoi paek ih bokhaih hmuen to koeh o moe, tangqum paekhaih to amtoemh o; nihcae mah ampa tawn ai kaminawk to angdoe o haih ai moe, lamhmainawk abomhaih tok doeh sah o ai.

24 Derfor siger Herren, den Herre Zebaoth, den Mægtige i Israel: Ve! jeg vil mætte min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender.

To pongah misatuh kaminawk ih Angraeng, Thacak Israel Sithaw mah, Ah, ka misanawk nuiah lu ka lak han boeh, ka misanawk pongah dawnrai ka tonghaih hoihkhang tih boeh, tiah thuih.

25 Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin.

Na nuiah ban ka phok moe, panuet thok aeknawk to kang pasaeh pae han, sum aek baktiah na qong ukhaih to kang ciimsak bang han.

26 Og jeg vil give dig Dommere igen som i Førstningen og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal du kaldes Retfærdigheds Stad, en trofast By.

Nang lokcaek kaminawk loe kaom hmaloe hmuen baktiah ka ohsak moe, nang han kahoih poekhaih paek kaminawk to tangsuek nathuem ih baktiah ka ohsak let han; to pacoengah loe nang to, Toenghaih vangpui, oepthok vangpui, tiah na kawk o tih boeh.

27 Zion skal forløses ved Ret og de omvendte i den ved Retfærdighed.

Zion loe toenghaih hoiah ka krang moe, vangpui thungah kaom dawnpakhuem kaminawk doeh toenghaih hoiah ka krang han.

28 Hen Overtrædere og Syndere skulle knuses til Hobe, og de, som forlade Herren, skulle omkomme.

Toe zaehaih sak koeh kaminawk hoi zae kaminawk loe nawnto amro o hmaek tih, Angraeng pahnawt kaminawk loe amro o boih tih.

29 Thi de skulle blive til Skamme for de Terebinters Skyld, som I havde Lyst tilog I skulle beskæmmes for de Havers Skyld, som vare eders Glæde.

Nangcae loe na koeh o ih oak thing pongah azathaih na tongh o ueloe, na qoih o ih takhanawk pongah mikhmai na sae o tih.

30 Thi I skulle blive som en Terebinte, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand.

Nangcae loe aqam kangmuen oak thing baktiah na om o ueloe, tui kaom ai takha baktiah na om o tih.

31 Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker.

Thacak kami loe khawkqui baktiah om ueloe, anih ih toksah kami doeh kangqong hmai baktiah om tih; nihnik loe hmai mah kang hmaek tih, mi mah doeh paduek thai mak ai.