Hoseas 4
1 Hører Herrens Ord, Israels Børn! thi Herren har en Trætte med dem, som bo i Landet; thi der er ej Sandhed og ej Kærlighed og ej Gudskundskab i Landet;
Fanongo ki he folofola ʻa Sihova ʻe fānau ʻa ʻIsileli: He ʻoku ai ʻae fakakikihi ʻa Sihova mo e kakai ʻoe fonua ni, “Koeʻuhi ʻoku ʻikai ha moʻoni, pe ha ʻaloʻofa, pe ha ʻilo ki he ʻOtua ʻi he fonua.
2 Sværgen og Lyren og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.
Ko e kape, mo e loi, mo e fakapō, mo e feʻauaki, ʻoku hā mai mei ai, pea ʻoku ala ʻae toto ki he toto.
3 Derfor sørger Landet, og alt, som bor deri, vansmægter, baade de vilde Dyr paa Marken og Fuglene under Himmelen, ogsaa Fiskene i Havet omkomme.
Ko ia, ʻe tangi ʻae fonua, pea ko ia taki taha ʻoku nofo ai ʻe feinga, fakataha mo e fanga manu ʻoe vao, pea mo e fanga manupuna ʻoe ata; ʻio, naʻa mo e ika ʻoe tahi ʻe ʻave mei ai.
4 Dog skal ingen trætte og ingen revse, da dit Folk er som de, der trætte med en Præst.
“Kae ʻoua naʻa fakakikihi mo valoki ʻe ha tangata ha taha kehe: he ko hoʻo kakai ʻoku hangē ko kinautolu ʻoku fakakikihi mo e taulaʻeiki.
5 Derfor skal du falde om Dagen, og Profeten hos dig skal falde om Natten, og jeg vil lade din Moder gaa til Grunde.
Ko ia te ke hinga ʻi he [kei ]ʻaho; pea mo e palōfita, te ne tō foki mo koe ʻi he pō, pea te u fakaʻauha hoʻo faʻē.
6 Til Grunde gaar mit Folk, fordi det ikke har Kundskab; thi som du har forkastet Kundskab, saa vil ogsaa jeg forkaste dig, at du ikke skal gøre Præstetjeneste for mig; og som du glemte din Guds Lov, vil ogsaa jeg glemme dine Børn.
ʻOku ʻauha hoku kakai ʻi he masiva ʻilo: koeʻuhi kuo ke liʻaki ʻae ʻilo, te u liʻaki foki koe, ke ʻoua naʻa ke taulaʻeiki kiate au; ko e meʻa ʻi hoʻo fakangaloʻi ʻae fono ʻa ho ʻOtua, te u fakangaloʻi foki hoʻo fānau.
7 Jo mere de bleve mangfoldige, desto mere syndede de imod mig; deres Ære vil jeg omskifte til Skam.
ʻI henau tupu naʻa nau fai angahala kiate au: ko ia te u liliu ʻenau ongoongolelei ko e mā.
8 De æde mit Folks Syndofre og længes efter, at det skal forsynde sig.
ʻOku nau kai hake ʻae angahala ʻa hoku kakai, pea ʻoku nau tukupau honau loto ki heʻenau angakovi.
9 Derfor skal det gaa Præsten ligesom Folket; og jeg vil hjemsøge ham for hans Veje og betale ham for hans Idrætter.
Pea ʻe pehē ʻi ai, hangē ko e kakai, ʻe pehē ʻae taulaʻeiki: pea te u tautea ʻakinautolu koeʻuhi ko honau ngaahi hala, pea totongi kiate kinautolu ʻenau ngaahi faianga.
10 Og de skulle æde og ikke blive mætte, bedrive Hor og ikke formere sig; thi de have holdt op med at agte paa Herren.
He te nau kai ka ʻe ʻikai mākona, te nau feʻauaki ka ʻe ʻikai tupu: koeʻuhi kuo nau tuku ʻenau tokanga kia Sihova.
11 Horeri og Vin og Most tager Forstanden bort.
Ko e feʻauaki mo e uaine mo e uaine foʻou, ʻoku kavea ʻae loto.
12 Mit Folk adspørger sin Træklods, og dets Kæp giver det Besked; thi en Horeriets Aand har forvildet dem, og de bedrive Hor, saa at de ikke ville staa under deres Gud.
“ʻOku fehuʻi ʻe hoku kakai ki heʻenau fuʻu ʻakau, pea ko honau tokotoko ʻoku fakahā ia kiate kinautolu: he ko e laumālie ʻoe feʻauaki kuo ne fakahēʻi ʻakinautolu, pea kuo nau ʻalu ʻo feʻauaki mei honau ʻOtua.
13 De ofre paa Bjergtoppene og gøre Røgoffer paa Højene under Ege og Popler og Terebinther, thi deres Skygge er god; derfor bole eders Døtre, og eders Svigerdøtre bedrive Hor.
ʻOku nau feilaulau ʻi he funga ʻoe ngaahi moʻunga, pea tutu ʻae ʻakau namu lelei ʻi he ngaahi māʻolunga, ʻi he lalo ʻoke mo e popila mo e elemi, koeʻuhi ʻoku lelei hono malu ʻo ia: ko ia ʻe feʻauaki ho ngaahi ʻofefine, pea ʻe tono tangata homou ngaahi uaifi.
14 Jeg vil ikke hjemsøge eders Døtre, fordi de bole, eller eders Svigerdøtre, fordi de bedrive Hor; thi selv gaa de afsides med Horkvinderne og ofre med Skøgerne; og Folket, som er uforstandigt, gaar til Grunde.
ʻIkai te u tautea homou ngaahi ʻofefine ʻi heʻenau feʻauaki, mo homou ngaahi uaifi ʻi heʻenau tono tangata? He ʻoku nau kau taha mo e kau fefine feʻauaki, pea ʻoku nau feilaulau mo e kau feʻauaki: ko ia, ʻE hinga ki lalo ʻae kakai ʻoku ʻikai ʻi ai ha poto.
15 Om du, Israel, end boler, saa gøre dog Juda sig ikke skyldig! kommer ikke til Gilgal, og gaar ikke op til Beth-Aven, og sværger ikke: Saa sandt Herren lever!
“Neongo ʻe ʻIsileli ʻa hoʻo fai ʻae feʻauaki, kaeʻoua naʻa hala ai mo Siuta; pea ʻoua naʻa ke haʻu ki Kilikali, pe ʻalu hake ki Peteaveni, pe fuakava, ʻo pehē, ‘ʻOku moʻui ʻa Sihova.’
16 Thi Israel er bleven uregerlig som en uregerlig Ko; nu skal Herren lade dem græsse som Lam paa den vide Mark.
He ʻoku fakaholomui ʻa ʻIsileli, ʻo hangē ko e pulu mui ʻoku fakaholomui: ko eni, ʻe fafanga ʻakinautolu ʻe Sihova, ʻo hangē ko e lami ʻi he potu ʻataʻatā.
17 Efraim er bunden til Afgudsbilleder; lad ham fare!
Kuo pikitai ʻa ʻIfalemi ki heʻene ngaahi tamapua: tuku ai pe ia.
18 Deres Drikken er skejet ud, Hor have de bedrevet; højt have deres Skjolde elsket Skændsel.
Kuo nau muimui ki he inu kona: kuo nau fai maʻuaipē ʻae feʻauaki: ko honau kau pule ʻoku manako ki he fakamā.
19 Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skulle blive til Skamme for deres Ofre.
Kuo tākai hake ia ʻe he matangi ʻi hono kapakau, pea te nau mā ʻi heʻenau ngaahi feilaulau.
