Hoseas 10

1 Israel er et frodigt Vintræ, det sætter sig Frugt: Eftersom hans Frugt blev mangfoldig, gjorde han Altrene mangfoldige, eftersom det gik hans Land godt, gjorde han Billedstøtterne gode.

En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter.

2 Glat var deres Hjerte, nu skulle de bøde; han skal sønderbryde deres Altre, ødelægge deres Billedstøtter.

Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde.

3 Thi nu skulle de sige: Vi have ingen Konge; thi vi frygtede ikke Herren, og Kongen, hvad skulde han kunne gøre for os?

De siger jo nu: "Vi har ingen Konge; thi HERREN frygter vi ej; en Konge, hvad gavner han os?"

4 De have talt tomme Ord, svoret falsk, sluttet Forbund; og Retten skyder frem som beske Urter over Furerne paa Marken.

Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.

5 For Kalvene i Beth-Aven grue Samarias Indbyggere; thi dens Folk sørger over den, og dens Præster skælve for den, for dens Herligheds Skyld, thi den er bortført fra dem.

For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem;

6 Ogsaa den skal føres til Assyrien som Gave til en stridbar Konge; Skam skal komme over Efraim, og Israel skal beskæmmes for sit Raad.

som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.

7 Samaria — dens Konge skal svinde bort som en Splint oven paa Vandet.

Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.

8 Og Højene i Aven, ved hvilke Israel syndede, skulle ødelægges, Tom og Tidsler skulle vokse op over deres Altre; og de skulle sige til Bjergene: Skjuler os! og til Højene: Falder over os!

Øde er Afgudshøjene, Israels Synd, og på deres Altre skal Torn og Tidsel gro. De siger til Bjergene: "Skjul os!" til Højene: "Fald ned over os!"

9 Fra Gibeas Dage af har du syndet, Israel! der ere de blevne staaende, ej naaede dem i Gibea Krigen imod Uretfærdighedens Børn.

Du syndede, Israel, helt fra Gibeas Dage. Der i Gibea sagde man: "Krig skal ej nå os!" Men jeg kom over de Niddinger, revsede dem;

10 Som det er min Lyst, saa vil jeg tugte dem; og Folkeslag skulle samles imod dem, naar jeg binder dem til deres tvende Misgerninger.

Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.

11 Og Efraim er en Kalv, som er oplært og holder af at tærske; men jeg skal komme over dens skønne Hals; jeg skal bringe Efraim til at trække, Juda skal pløje, Jakob skal harve.

En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven.

12 Saar eder en Sæd til Retfærdighed, høster efter Miskundhed, bryder eder Nyland, da det er Tid at søge Herren, indtil han kommer og lader regne Retfærdighed over eder.

Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.

13 I have pløjet Ugudelighed, I have høstet Uretfærdighed, I have tæret Løgnens Frugt; thi du forlod dig paa din Vej, paa dine vældiges Mangfoldighed.

I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,

14 Derfor skal et Krigsbulder rejse sig imod dine Folk, og alle dine Fæstninger skulle forstyrres, ligesom Salman forstyrrede Beth-Arbeel paa Krigens Dag; Moderen blev knust tillige med Børnene.

skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn.

15 Ligesaa skal Bethel gøre ved eder, for eders Ondskabs Ondskab; ved Morgengry er det aldeles forbi med Israels Konge.

Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet.