Hebræerne 7
1 Thi denne Melkisedek, Konge i Salem, den højeste Guds Præst, som gik Abraham i Møde, da han vendte tilbage fra Kongernes Nederlag, og velsignede ham,
zAlamasya rAjA sarvvoparisthasyezvarasya yAjakazca san yo nRpatInAM mAraNAt pratyAgatam ibrAhImaM sAkSAtkRtyAziSaM gaditavAn,
2 hvem ogsaa Abraham gav Tiende af alt, og som, naar hans Navn udlægges, først er Retfærdigheds Konge, dernæst ogsaa Salems Konge, det er: Freds Konge,
yasmai cebrAhIm sarvvadravyANAM dazamAMzaM dattavAn sa malkISedak svanAmno'rthena prathamato dharmmarAjaH pazcAt zAlamasya rAjArthataH zAntirAjo bhavati|
3 uden Fader, uden Moder, uden Slægtregister, uden Dages Begyndelse og uden Livs Ende, men gjort lig med Guds Søn, han forbliver Præst for bestandig.
aparaM tasya pitA mAtA vaMzasya nirNaya AyuSa Arambho jIvanasya zeSazcaiteSAm abhAvo bhavati, itthaM sa Izvaraputrasya sadRzIkRtaH, sa tvanantakAlaM yAvad yAjakastiSThati|
4 Ser dog, hvor stor denne er, hvem endog Patriarken Abraham gav Tiende af Byttet.
ataevAsmAkaM pUrvvapuruSa ibrAhIm yasmai luThitadravyANAM dazamAMzaM dattavAn sa kIdRk mahAn tad Alocayata|
5 Og hine, som, idet de høre til Levi Sønner, faa Præstedømmet, have et Bud om at tage Tiende efter Loven af Folket, det er af deres Brødre, endskønt disse ere udgaaede af Abrahams Lænd;
yAjakatvaprAptA leveH santAnA vyavasthAnusAreNa lokebhyo'rthata ibrAhImo jAtebhyaH svIyabhrAtRbhyo dazamAMzagrahaNasyAdezaM labdhavantaH|
6 men han, som ikke regner sin Slægt fra dem, har taget Tiende af Abraham og har velsignet den, som havde Forjættelserne.
kintvasau yadyapi teSAM vaMzAt notpannastathApIbrAhImo dazamAMzaM gRhItavAn pratijJAnAm adhikAriNam AziSaM gaditavAMzca|
7 Men uden al Modsigelse er det den ringere, som velsignes af den ypperligere.
aparaM yaH zreyAn sa kSudratarAyAziSaM dadAtItyatra ko'pi sandeho nAsti|
8 Og her er det dødelige Mennesker, som tage Tiende; men der er det en, om hvem der vidnes, at han lever.
aparam idAnIM ye dazamAMzaM gRhlanti te mRtyoradhInA mAnavAH kintu tadAnIM yo gRhItavAn sa jIvatItipramANaprAptaH|
9 Ja, saa at sige, har endog Levi, som tager Tiende, igennem Abraham givet Tiende;
aparaM dazamAMzagrAhI levirapIbrAhImdvArA dazamAMzaM dattavAn etadapi kathayituM zakyate|
10 thi han var endnu i Faderens Lænd, da Melkisedek gik denne i Møde.
yato yadA malkISedak tasya pitaraM sAkSAt kRtavAn tadAnIM sa leviH pitururasyAsIt|
11 Hvis der altsaa var Fuldkommelse at faa ved det levitiske Præstedømme (thi paa Grundlag af dette har jo Folket faaet Loven), hvilken Trang var der da yderligere til, at en anden Slags Præst skulde opstaa efter Melkisedeks Vis og ikke nævnes efter Arons Vis?
aparaM yasya sambandhe lokA vyavasthAM labdhavantastena levIyayAjakavargeNa yadi siddhiH samabhaviSyat tarhi hAroNasya zreNyA madhyAd yAjakaM na nirUpyezvareNa malkISedakaH zreNyA madhyAd aparasyaikasya yAjakasyotthApanaM kuta Avazyakam abhaviSyat?
12 Naar nemlig Præstedømmet omskiftes, sker der med Nødvendighed ogsaa en Omskiftelse af Loven.
yato yAjakavargasya vinimayena sutarAM vyavasthAyA api vinimayo jAyate|
13 Thi han, om hvem dette siges, har hørt til en anden Stamme, af hvilken ingen har taget Vare paa Alteret.
aparaJca tad vAkyaM yasyoddezyaM so'pareNa vaMzena saMyuktA'sti tasya vaMzasya ca ko'pi kadApi vedyAH karmma na kRtavAn|
14 Thi det er vitterligt, at af Juda er vor Herre oprunden, og for den Stammes Vedkommende har Moses intet talt om Præster.
vastutastu yaM vaMzamadhi mUsA yAjakatvasyaikAM kathAmapi na kathitavAn tasmin yihUdAvaMze'smAkaM prabhu rjanma gRhItavAn iti suspaSTaM|
15 Og det bliver end ydermere klart, naar der i Lighed med Melkisedek opstaar en anden Slags Præst,
tasya spaSTataram aparaM pramANamidaM yat malkISedakaH sAdRzyavatApareNa tAdRzena yAjakenodetavyaM,
16 som ikke er bleven det efter et kødeligt Buds Lov, men efter et uopløseligt Livs Kraft.
yasya nirUpaNaM zarIrasambandhIyavidhiyuktayA vyavasthAyA na bhavati kintvakSayajIvanayuktayA zaktyA bhavati|
yata Izvara idaM sAkSyaM dattavAn, yathA, "tvaM maklISedakaH zreNyAM yAjako'si sadAtanaH|" (aiōn g165)
18 Thi vel sker der Ophævelse af et forudgaaende Bud, fordi det var svagt og unyttigt
anenAgravarttino vidhe durbbalatAyA niSphalatAyAzca hetorarthato vyavasthayA kimapi siddhaM na jAtamitihetostasya lopo bhavati|
19 (thi Loven har ikke fuldkommet noget); men der sker Indførelse af et bedre Haab, ved hvilket vi nærme os til Gud.
yayA ca vayam Izvarasya nikaTavarttino bhavAma etAdRzI zreSThapratyAzA saMsthApyate|
20 Og saa vist som det ikke er sket uden Ed,
aparaM yIzuH zapathaM vinA na niyuktastasmAdapi sa zreSThaniyamasya madhyastho jAtaH|
21 (thi hine ere blevne Præster uden Ed, men denne med Ed, ved den, som siger til ham: “Herren svor, og han skal ikke angre det: Du er Præst til evig Tid”): (aiōn g165)
yataste zapathaM vinA yAjakA jAtAH kintvasau zapathena jAtaH yataH sa idamuktaH, yathA,
22 Saa vist er Jesus bleven Borgen for en bedre Pagt.
"parameza idaM zepe na ca tasmAnnivartsyate| tvaM malkISedakaH zreNyAM yAjako'si sadAtanaH|" (aiōn g165)
23 Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive;
te ca bahavo yAjakA abhavan yataste mRtyunA nityasthAyitvAt nivAritAH,
kintvasAvanantakAlaM yAvat tiSThati tasmAt tasya yAjakatvaM na parivarttanIyaM| (aiōn g165)
25 hvorfor han ogsaa kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gaa i Forbøn for dem.
tato heto rye mAnavAstenezvarasya sannidhiM gacchanti tAn sa zeSaM yAvat paritrAtuM zaknoti yatasteSAM kRte prArthanAM karttuM sa satataM jIvati|
26 Thi en saadan Ypperstepræst var det ogsaa, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene;
aparam asmAkaM tAdRzamahAyAjakasya prayojanamAsId yaH pavitro 'hiMsako niSkalaGkaH pApibhyo bhinnaH svargAdapyuccIkRtazca syAt|
27 en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv.
aparaM mahAyAjakAnAM yathA tathA tasya pratidinaM prathamaM svapApAnAM kRte tataH paraM lokAnAM pApAnAM kRte balidAnasya prayojanaM nAsti yata AtmabalidAnaM kRtvA tad ekakRtvastena sampAditaM|
28 Thi Loven indsætter til Ypperstepræster Mennesker, som have Skrøbelighed; men Edens Ord, som kom senere end Loven, indsætter en Søn, som er fuldkommet til evig Tid. (aiōn g165)
yato vyavasthayA ye mahAyAjakA nirUpyante te daurbbalyayuktA mAnavAH kintu vyavasthAtaH paraM zapathayuktena vAkyena yo mahAyAjako nirUpitaH so 'nantakAlArthaM siddhaH putra eva| (aiōn g165)
