< Hebræerne 6 >

1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
Therefore, leaving the elementary teaching about Christ, let us move on toward perfection, not laying again a foundation of repentance from dead works and trust in God,
2 med Lære om Døbelser og. Haandspaalæggelse og dødes Opstandelse, og evig Dom. (aiōnios g166)
of teaching about baptisms, of laying on of hands, of resurrection of the dead, and of eternal judgment. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
We will do this, that is, if indeed God should permit it.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
Because, it is impossible to bring back into repentance those who were once for all enlightened, who have partaken of the heavenly gift and were made sharers in the Holy Spirit,
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
who have experienced God's good event and capabilities of the coming age, (aiōn g165)
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
and yet have fallen away—they would be crucifying the Son of God all over again, just for themselves, holding Him up to contempt.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
Now the ground that drinks in the rain that frequently falls on it and produces a crop useful to those for whom it is really cultivated receives blessing from God;
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
but should it bear thorns and thistles, it is disqualified, almost a curse, whose destiny is a burning.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
For all that, dear ones, we are confident of the better things concerning you—things that accompany salvation—even though we speak like this.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Because God is not unjust so as to ignore your work, even the labor of love you have invested in His name, in that you have ministered to the saints and continue to do so.
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
You see, we really do want each of you to show this same diligence to the very end, so as to fulfill the hope;
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
so that you not become lazy, but rather imitators of those who through faith and patience inherit the promises.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Now when God made a promise to Abraham, since He had no one greater to swear by, He swore by Himself
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.”
saying, “Indeed, blessing I will bless you, and multiplying I will multiply you.”
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
And so, after he had been patient, he obtained the promise.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
Because since men swear by the greater, and for them the confirming oath puts an end to every dispute,
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
similarly God, being determined to show even more clearly to the heirs of the promise the unchanging nature of His purpose, guaranteed it by an oath,
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
so that by two unalterable things, in which it is impossible for God to lie, we should have a strong encouragement, we who have taken refuge by grasping the hope set before us;
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
which hope we have as an anchor for the soul, both certain and secure, actually entering the inner sanctuary behind the curtain,
20 hvor Jesus som Forløber gik ind for os, idet han efter Melkisedeks Vis blev Ypperstepræst til evig Tid. (aiōn g165)
where Forerunner Jesus has entered on our behalf, having become High Priest forever according to the order of Melchizedek. (aiōn g165)

< Hebræerne 6 >