Hebræerne 6
1 Lader os derfor forbigaa Begyndelsesordet om Kristus og skride frem til Fuldkommenheden uden atter at lægge Grundvold med Omvendelse fra døde Gerninger og med Tro paa Gud,
To pongah Kri kawng amtuk tangsuekhaih ah kaom kadueh toksakhaih thung hoi dawnpakhuemhaih kawng, Sithaw tanghaih kawng,
tuinuemhaih kawng, bankoenghaih kawng, kadueh kami angthawk lethaih kawng, dungzan lokcaekhaih kawngnawk to caeh o tak si loe, akoep thai hanah hmabang ah caeh o si boeh. (aiōnios g166)
3 Ja, dette ville vi gøre, saafremt Gud tilsteder det.
Sithaw mah araem tih nahaeloe, to hmuennawk to a sah o tih hmang.
4 Thi dem, som een Gang ere blevne oplyste og have smagt den himmelske Gave og ere blevne delagtige i den Helligaand
Aanghaih mah vaito toeh boeh moe, van bang ih tangqum doeh pataengh tangcae, Kacai Muithla ah kaom tangcae,
5 og have smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter, og som ere faldne fra, — dem er det umuligt atter at forny til Omvendelse, (aiōn g165)
kahoih Sithaw lok doeh pataengh tangcae, angzo han koi thacakhaihnawk doeh pataengh tangcae kaminawk loe, (aiōn g165)
6 da de igen korsfæste sig Guds Søn og stille ham til Spot.
amtim o ving nahaeloe, nihcae dawnpakhuemsak let hanah angcoeng thai ai boeh; nihcae loe Sithaw Capa to thinglam pongah kangtha ah takhing o let moe, Anih to azat kathok ah a sak o.
7 Thi Jorden, som drikker den ofte derpaa faldende Regn og frembringer Vækster, tjenlige for dem, for hvis Skyld den ogsaa dyrkes, faar Velsignelse fra Gud;
A nuiah kakrah khotui kanae long mah lawk tawnkung hanah aan kahingnawk to amprawksak moe, Sithaw khae hoi tahamhoihaih to hnuksak:
8 men naar den bærer Torne og Tidsler, er den ubrugbar og Forbandelse nær; Enden med den er at brændes.
toe soekhring hoi phroh khue tacawtsak lawk loe pahnong sut tih, tangoenghaih atue phak tom boeh pongah, hnukkhuem ah to lawk to hmai hoiah thlaek tih.
9 Dog, i Henseende til eder, I elskede! ere vi overbeviste om det bedre og det, som bringer Frelse, selv om vi tale saaledes.
Toe palung ih ampuinawk, nangcae loe kahoih kue hmuennawk hoi pahlonghaih kaom hmuen bangah na oh o hanah kang koeh o haih pongah, hae tiah lok kang thuih o.
10 Thi Gud er ikke uretfærdig, saa at han skulde glemme eders Gerning og den Kærlighed, som I have Udvist imod hans Navn, idet I have tjent og tjene de hellige.
Nangcae loe ciimcai kaminawk khetzawnhaih tok to na sak o, to bak tih amlunghaih toksakhaih rang hoiah Anih ih ahmin to nam tueng o sak, na sak o ih toknawk loe Sithaw mah pahnet ai.
11 Men vi ønske, at enhver af eder maa udvise den samme Iver efter den fulde Vished i Haabet indtil Enden,
Oephaih hoiah akoep thai hanah boeng khoek to hae tiah tha na pathok o moe,
12 for at I ikke skulle blive sløve, men efterfølge dem, som ved Tro og Taalmodighed arve Forjættelserne.
thasae ai ah tanghaih hoi palungsawkhaih hoiah lokkamhaih qawktoep kaminawk ih hnukbang kami ah na oh o thai boih hanah kang koeh o haih.
13 Thi da Gud gav Abraham Forjættelsen, svor han ved sig selv, fordi han ingen større havde at sværge ved, og sagde:
Sithaw mah Abraham khaeah lokkamhaih sak naah, angmah pong kalen kue mi doeh om ai pongah, angmah hoi angmah lokkamhaih to sak.
14 „Sandelig, jeg vil rigeligt velsigne dig og rigeligt mangfoldiggøre dig.‟
Nang to taham kang hoisak moe, kang pungsak han, tiah a naa.
15 Og saaledes opnaaede han Forjættelsen ved at vente taalmodigt.
Abraham mah palungsawkhaih hoiah zing pacoengah, lokkamhaih to a hnuk.
16 Mennesker sværge jo ved en større, og Eden er dem en Ende paa al Modsigelse til Stadfæstelse.
Kaminawk loe angmah pong kalen kue hoiah ni lokkamhaih to sak o: to kacak lokmaihaih mah lok angaekhaihnawk boih to boengsak.
17 Derfor, da Gud ydermere vilde vise Forjættelsens Arvinger sit Raads Uforanderlighed, føjede han en Ed dertil,
Sithaw loe sak koeh ih hmuen nuiah poek amkhrai thai ai, tiah lokkam ih qawktoep han kaom kaminawk panoeksak hanah, Sithaw mah kacak lokkamhaih to sak:
18 for at vi ved to uforanderlige Ting, i hvilke det var umuligt, at Gud kunde lyve, skulde have en kraftig Opmuntring, vi, som ere flyede hen for at holde fast ved det Haab, som ligger foran os,
to hmuen hnetto loe amkhrai thai ai, aicae hma ah suek ih oephaih to patawnh moe, abuep han kacawn aicae mah kalen monghaih a tawnh o thai hanah, Sithaw loe lok amlai thai ai:
19 hvilket vi have som et Sjælens Anker, der er sikkert og fast og gaar ind inden for Forhænget,
to oephaih loe thacak moe, oepthoh, taai ha baktiah kaom sum baktih toengah aicae pakhra anghakhaih ah oh, oephaih loe payang ih kahni thung khoek to akunh;
