Hebræerne 3
1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
Pwknvyarnv gv gokta kunam ngoogv kristan ajin vdwa! ngonugv mvngjwng kunamlo Pwknvyarnv gv Butvyachok gubv vngmukunam Jisunyi nonu mvngka toka.
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.
Moses gv Pwknvyarnvnaam lo kudungkua nga jwkjwkvrwk bv rinam apiabv, nw Pwknvyarnv gvlo jwkjwkvrwk nvgobv ritoku, Pwknvyarnv ninyia so gv kudungkua nga ridubv jitoku.
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
Naam ha svnga mvnv nyi angv kaiyago mvngdv nga paadunv. Ho apiabv Moses nyimam svnga Jisu achialvbv mvngdvnam gubv ridunv.
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
Mvnam gvbv naam mvnwngnga mvnv akonv mvdunv—okv ogumvnwng nga mvnv ngv Pwknvyarnv akin.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
Moses Pwknvyarnv gv naam lo Pakbu gubvrila jwkjwkvrwk nvgobv ritoku, okv Pwknvyarnv gv aainvgv lvgabv minse nga nw mintoku.
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
Vbvritola Kristo jwkjwkvrwknv Kuunyilo gubvrila Pwknvyarnv gv naam ha rigvdogv nvgobv rito. Ngonu mvngpak nvgobv rila mvngtinnam lo doobwng bolo ngonu Pwknvyarnv gv naam bv ridunv.
7 Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst,
Vkvlvgabv, Darwknv Dow hv vbv minto, “Nonu silu Pwknvyarnv gv vlv nga tvvpadubolo,
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
nonugv abuapa vdwgv Pwknvyarnvnyi rinyingriru rilo rinam apiabv nonu vlwnghapok bv gvyoka, bunugv ninyi rikwripakri alulo bunu chukrimooku lo renya toku.
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.
Pwknvyarnv mindu, bunu ngoogv anying champigo ogu—ogu rinam ha kaapv tvlaka, hoka bunu nga rikwripakla okv rikw nyatoku.
10 Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
Okv vkvlvgabv ngo ho nyi vdwa haachi laku okv minto, ‘Bunu alu gv dwkia nga pakmarisubv rinyadu okv ngoogv gamki nama tvjimakv vnyadu.’
11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile” —
Ngo haachila okv milv toku: ‘Ngoogv bunua doonu modubv jinam mookulo bunu vdwloka aanyu kumare!’”
12 saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.
Ngoogv ajin vdwa nonugv lokv yvv akonvka haapok v alvmabv rila okv mvngjwng mabv rila turnv Pwknvyarnvnyi dakkur nyola adu manam lvgabv himasuto laka.
13 Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag”, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
Vmabvya, vbvrinam lvgabv nonugv lokv yvv akonvka rimur gv kubnam gubv okv vlwnghapok bv rimabvka, Darwknv kitaplo “Silu” vla ngonua minbv dvdvlobv nonu ajinanyingnga ridur minsu laka.
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
Ngonugv kvvlo gv mvngtin nama ataranya lobv hvngdwngbv vvbwng dubolo ngonu Kristonyi lvkobv richam gubv ridunv.
15 Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen”:
Darwknv kitaplo svbvching mindu: “Nonuno silu Pwknvyarnv gv vlv nga tvvpadubolo, nonugv abuapa vdwv vdwlo bunu Pwknvyarnvnyi rinyingriru tokudw bunu vlwnghapok bv rinya toku vbv nonuno vbv vlwnghapok bv rinya mabvka.”
16 Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
Yvv bunula Pwknvyarnv gv vlv nga tvvtola ninyia rinyingrirunv vdwv? Moses gv Ijipt lokvnga linggv kunam mvnwngngv.
17 Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
Yvv bunuala Pwknvyarnv anying champigo haachi kunamv? Rimur nyala yvvbunudw chukrimooku lo sinya tokudw ho nyi vdwa.
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
Vdwlo Pwknvyarnv ninyigv dinchirungbv milv nama mvtokubvdw, “Ngoogv bunua doonu dubv jinam mookulo bunu vdwloka aanyumare”—vbv minam si yvv bunua minpvnv? Rinyingrirunv vdwa mintoku.
19 Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
Vbvrikunamv ngonu kaapa duku bunu ho mooku lo aapa nyumato ogulvgavbolo bunu mvngjwng matoku.
