< Hebræerne 3 >

1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
he svargIyasyAhvAnasya sahabhAginaH pavitrabhrAtaraH, asmAkaM dharmmapratijJAyA dUto'grasarazca yo yIzustam AlocadhvaM|
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.
mUsA yadvat tasya sarvvaparivAramadhye vizvAsya AsIt, tadvat ayamapi svaniyojakasya samIpe vizvAsyo bhavati|
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
parivArAcca yadvat tatsthApayituradhikaM gauravaM bhavati tadvat mUsaso'yaM bahutaragauravasya yogyo bhavati|
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
ekaikasya nivezanasya parijanAnAM sthApayitA kazcid vidyate yazca sarvvasthApayitA sa Izvara eva|
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
mUsAzca vakSyamANAnAM sAkSI bhRtya iva tasya sarvvaparijanamadhye vizvAsyo'bhavat kintu khrISTastasya parijanAnAmadhyakSa iva|
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
vayaM tu yadi vizvAsasyotsAhaM zlAghanaJca zeSaM yAvad dhArayAmastarhi tasya parijanA bhavAmaH|
7 Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst,
ato hetoH pavitreNAtmanA yadvat kathitaM, tadvat, "adya yUyaM kathAM tasya yadi saMzrotumicchatha|
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
tarhi purA parIkSAyA dine prAntaramadhyataH| madAjJAnigrahasthAne yuSmAbhistu kRtaM yathA| tathA mA kurutedAnIM kaThinAni manAMsi vaH|
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.
yuSmAkaM pitarastatra matparIkSAm akurvvata| kurvvadbhi rme'nusandhAnaM tairadRzyanta matkriyAH| catvAriMzatsamA yAvat kruddhvAhantu tadanvaye|
10 Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
avAdiSam ime lokA bhrAntAntaHkaraNAH sadA| mAmakInAni vartmAni parijAnanti no ime|
11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile‟ —
iti hetorahaM kopAt zapathaM kRtavAn imaM| prevekSyate janairetai rna vizrAmasthalaM mama||"
12 saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.
he bhrAtaraH sAvadhAnA bhavata, amarezvarAt nivarttako yo'vizvAsastadyuktaM duSTAntaHkaraNaM yuSmAkaM kasyApi na bhavatu|
13 Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag‟, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
kintu yAvad adyanAmA samayo vidyate tAvad yuSmanmadhye ko'pi pApasya vaJcanayA yat kaThorIkRto na bhavet tadarthaM pratidinaM parasparam upadizata|
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
yato vayaM khrISTasyAMzino jAtAH kintu prathamavizvAsasya dRDhatvam asmAbhiH zeSaM yAvad amoghaM dhArayitavyaM|
15 Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen‟:
adya yUyaM kathAM tasya yadi saMzrotumicchatha, tarhyAjJAlaGghanasthAne yuSmAbhistu kRtaM yathA, tathA mA kurutedAnIM kaThinAni manAMsi va iti tena yaduktaM,
16 Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
tadanusArAd ye zrutvA tasya kathAM na gRhItavantaste ke? kiM mUsasA misaradezAd AgatAH sarvve lokA nahi?
17 Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
kebhyo vA sa catvAriMzadvarSANi yAvad akrudhyat? pApaM kurvvatAM yeSAM kuNapAH prAntare 'patan kiM tebhyo nahi?
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
pravekSyate janairetai rna vizrAmasthalaM mameti zapathaH keSAM viruddhaM tenAkAri? kim avizvAsinAM viruddhaM nahi?
19 Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
ataste tat sthAnaM praveSTum avizvAsAt nAzaknuvan iti vayaM vIkSAmahe|

< Hebræerne 3 >