< Hebræerne 3 >

1 Derfor, hellige Brødre, delagtige i en himmelsk Kaldelse! ser hen til vor Bekendelses Udsending og Ypperstepræst, Jesus,
Therefore, holy brethren, partakers of the heauenly vocation, consider the Apostle and high Priest of our profession Christ Iesus:
2 der var tro imod den, som beskikkede ham, ligesom ogsaa Moses var det i hele hans Hus.
Who was faithfull to him that hath appointed him, euen as Moses was in al his house.
3 Thi han er kendt værdig til større Herlighed end Moses, i samme Maal som den, der har indrettet et Hus, har større Ære end Huset selv.
For this man is counted worthy of more glory then Moses, inasmuch as he which hath builded the house, hath more honour then the house.
4 Thi hvert Hus indrettes af nogen; men den, som har indrettet alt, er Gud.
For euery house is builded of some man, and he that hath built all things, is God.
5 Og Moses var vel tro i hele hans Hus, som en Tjener, til Vidnesbyrd om, hvad der skulde tales;
Now Moses verely was faithfull in all his house, as a seruant, for a witnesse of the thinges which should be spoken after.
6 men Kristus er det som en Søn over hans Hus; og hans Hus ere vi, saafremt vi fastholde Haabets Frimodighed og Ros urokket indtil Enden.
But Christ is as the Sonne, ouer his owne house, whose house we are, if we holde fast that confidence and that reioycing of that hope vnto the ende.
7 Derfor, som den Helligaand siger: „I Dag, naar I høre hans Røst,
Wherefore, as the holy Ghost sayth, To day if ye shall heare his voyce,
8 da forhærder ikke eders Hjerter, som det skete i Forbitrelsen, paa Fristelsens Dag i Ørkenen,
Harden not your hearts, as in the prouocation, according to the day of the tentation in the wildernes,
9 hvor eders Fædre fristede mig ved at sætte mig paa Prøve, og de saa dog mine Gerninger i fyrretyve Aar.
Where your fathers tempted me, prooued me, and sawe my workes fourtie yeeres long.
10 Derfor harmedes jeg paa denne Slægt og sagde: De fare altid vild i Hjertet; men de kendte ikke mine Veje,
Wherefore I was grieued with that generation, and sayde, They erre euer in their heart, neither haue they knowen my wayes.
11 saa jeg svor i min Vrede: Sandelig, de skulle ikke gaa ind til min Hvile‟ —
Therefore I sware in my wrath, If they shall enter into my rest.
12 saa ser til, Brødre! at der ikke nogen Sinde i nogen af eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han falder fra den levende Gud.
Take heede, brethren, least at any time there be in any of you an euill heart, and vnfaithfull, to depart away from the liuing God.
13 Men formaner hverandre hver Dag, saa længe det hedder „i Dag‟, for at ikke nogen af eder skal forhærdes ved Syndens Bedrag.
But exhort one another dayly, while it is called to day, lest any of you be hardened through the deceitfulnes of sinne.
14 Thi vi ere blevne delagtige i Kristus, saafremt vi fastholde vor første Fortrøstning urokket indtil Enden.
For we are made partakers of Christ, if we keepe sure vnto the ende that beginning, wherewith we are vpholden,
15 Naar der siges: „I Dag, naar I høre hans Røst, da forhærder ikke eders Hjerter som i Forbitrelsen‟:
So long as it is sayd, To day if ye heare his voyce, harden not your hearts, as in the prouocation.
16 Hvem vare da vel de, som hørte og dog voldte Forbitrelse? Mon ikke alle, som gik ud af Ægypten ved Moses?
For some when they heard, prouoked him to anger: howbeit, not all that came out of Egypt by Moses.
17 Men paa hvem harmedes han i fyrretyve Aar? Mon ikke paa dem, som syndede, hvis døde Kroppe faldt i Ørkenen?
But with whome was he displeased fourtie yeeres? Was hee not displeased with them that sinned, whose carkeises fell in the wildernes?
18 Og over for hvem tilsvor han, at de ikke skulde gaa ind til hans Hvile, uden dem, som vare blevne genstridige?
And to whom sware he that they should not enter into his rest, but vnto them that obeyed not?
19 Og vi se, at de ikke kunde gaa ind paa Grund af Vantro.
So we see that they could not enter in, because of vnbeliefe.

< Hebræerne 3 >