< Hebræerne 12 >

1 Derfor lader ogsaa os, efterdi vi have saa stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
Cedawngawh, ningnih ve cingmai amyihna ak sah dyihthing ing anik chung khqi khoep dawngawh ningnih anik kangkhqi boeih ingkaw ak zoei cana ngaih ak kyi sak thawlhnaak ve khawng unawh, ningnih aham a taak law hyt hat qunaak cainaak benna kawdungnaak ing dawng lah u sih.
2 idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde paa højre Side af Guds Trone.
Ningmih ak cangnaakkung ingkaw ak soep sakkung Jesu ce mik lyl na u sih, a haiawh zeelnaak ce taak na awm hlai hy thinglam tainaak ce yh hy, chahqainaak ce yh nawh Khawsa ngawihdoelh tang benawh ce ngawi hy.
3 Ja, tænker paa ham, som har udholdt en saadan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle.
Namik tha hoet nawh namik kaw ama boetnaak aham cemyihna thlakthawlhkhqi a thunkhanaak ak zawk anih ce poek lah uh.
4 Endnu have I ikke staaet imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
Thawlhnaak nami tuk awh, thi ang lawng dyna tuk hlan uhyk ti.
5 og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: „Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, naar du revses af ham;
Cakhqi amyihna nangmih a venawh thapeeknaak awih kqawn awm hilh hawh uhyk ti: “Ka Capa, Bawipa a toelnaak ce a mailai na koeh poek, ani zyih awh ce nak kaw koeh boet sak,
6 thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slaar haardelig hver Søn, som han tager sig af.‟
‘Bawipa ing a lungnaak thlangkhqi ni a toel hy, a cana a taak thlangkhqi boeih ce phep hy”
7 Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
Kyinaak ce toelnaak amyihna poek lah; Khawsa ing cakhqi amyihna ni ani taak hy. Kawmih a ca nu a pa ing a toel kaana ak awm?
8 Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have faaet Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
Toel na am nami awm mantaw (thlang boeih toel na awm hy), nangmih taw ca tang tang na am awm u tiksaw caqukkhqi na ni nami awm.
9 Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Aandernes Fader og leve?
Ningmih ing ak toelkung thlanghqing pakhqi ni ta boeih unawh cekkhqi ce nik kqihchah uhy. Cawhtaw ikawmyih aih na nu ningnih ang Myihla a Pa venawh ning pe qu nawh ni hqing hly ce!
10 Thi hine tugtede os for nogle faa Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle faa Del i hans Hellighed.
Ningmih a pakhqi ing ak leek soeih na poeknaak ing kawlhkalh awhkaw ham ni toel khqi hy; ningnih ing amah ciimcaihnaak ak khuiawh ni paa thainaak aham khawsa ing ningnih a leeknaak aham ni toel khqi hy.
11 Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
Kawmih a toelnaak awm a toel tloek awhtaw am awm hqa hy, tlo hy. Cehlai, a huna taw phep na ak awmkhqi ing dyngnaak ing ngaihdingnaak ce aat uhy.
12 Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
Cedawngawh, tha amak awm nami baankhqi ingkaw namim khukkhqi ce ak tha awm sak lah uh.
13 og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
Nami khaw lehnaak aham lamkhqi ce ak qip na sai uh,” cedawngawh ni khawk khemkhqi ing ceh thai kaana am awm kawm usaw ami qoei hly lat hy.
14 Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
Thlang boeih mi qoep ang qui cana awm thainaak aham ingkaw ak ciim cana awm aham na mik tha lo lah uh; ciimnaak kaa awhtaw u ingawm Bawipa ce am hu thai kaw.
15 og ser til, at ikke nogen gaar Glip af Guds Naade, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
U ingawm Khawsam qeennaak ce sim kaana ama awmnaak nawh kyinaak ing thlang khawzah ama ciimnaak aham ak kqa ak kha ce a ma cawtnaak aham ngaihta uh.
16 at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
Nu ingkaw pa thawlh sainaak, Esau amyihna Khawsa sim kaana am nami awmnaak aham ngaihta uh, anih ingtaw caming qo pang hly kawi ce buh khangoet na zawi hy.
17 Thi I vide, at han ogsaa siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Taarer.
Cekcoengawh taw, nami sim amyihna, zoseennaak ce huh aham ngaih lawt hlai hy, am hu thai voel hy. Zoseennaak ce mikphli ing thoeh hlai hy, kawlung am thaw pe thai voel hawh hy.
18 I ere jo ikke komne til en haandgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
Bi thai na awm nawh mai na ak kqawng tlang na ce nangmih am law uhyk ti; thannaak, khaw na ak than khawhli;
19 og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere maatte tales til dem.
uut yng awi ingkaw cemyih awipau ak zakhqi ing cemyih ak awi ce a maming zaaknaak voel aham qeennaak thoeh uhy,
20 Thi de kunde ikke bære det, som blev paabudt: „Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes.‟
kawtih a mingmih a venawh peek na ak awm awi: “Qamsa ing zani tlang ce a leh awhtaw, lung ing khawng aham awm hy,” tinaak awi ce am yh thai uhy.
21 Og — saa frygteligt var Synet — Moses sagde: „Jeg er forfærdet og bæver.‟
Ni huh awh kqih ham a awm awh, Mosi ing, “Kqih doena thyn hy,” tinawh kqawn hy.
22 Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
Cehlai nangmih taw Zion Tlang, khan Jerusalem, ak hqing Khawsa a khawk bau na ni nami law hy. Khan ceityih a thong a sang zeel doena a ming cunnaak awh,
23 og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Aander
Khawk khan na ming qee na ak awm caming a thlangboel a venawh ni nami law hy. Nangmih taw thlang boeih awi ak dengkung, Khawsa, soep sak na amik awm thlakdyngkhqi ang Myihla ing,
24 og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
simpyikung ak thai dyihthing na ak awm Jesu, Abel a thi anglakawh awi ak leek bet ak kqawn thi ing a syp a venawh ni nami law hy.
25 Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi naar de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord paa Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, naar vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
Awi ak kqawn ce am nami oelhnaak aham ngaihta uh. Khawmdek awh a mingmih a venawh ngaih taaknaak awi ak kqawn peek thlang ce ami oelh awh ama mi loet awhtaw, khawk khan nakawng ningnih ngaih taaknaak awi ak kqawn law ce ni oelh mantaw ikawmyihna ningnih ing ni loet naak khqoet kaw?
26 han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: „Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men ogsaa Himmelen.‟
Cedawngawh ak awi ing khawmdek tyn sak hy, cehlai tuh anih ing, “Tuh khawmdek doeng kang tyn sak voel kaana khan awm tyn sak kawng nyng,” tihy.
27 Men dette „endnu een Gang‟ giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
“Bai awh” a tinaak awi vetaw tyn thai na ak awm ik-oeihkhqi boeih khoenaak veni – cetaw tyn thai na amak awmkhqi ce a cak naak poe aham ni.
28 Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, saa lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
Ningmih ing amak tyn thai qam ce ni huh hawh awh, zeelnaak awi kqawn u sih, kqihchah kawpoek kyinaak do kawi na Khawsa ce bawk u sih,
29 Thi vor Gud er en fortærende Ild.
kawtih ningnih a Khawsa taw “Mai na ak kqawng Khawsa ni.

< Hebræerne 12 >