1 Mosebog 49
1 Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage.
Andin Yaⱪup oƣullirini qaⱪirip ularƣa mundaⱪ dedi: — [Ⱨǝmminglar] jǝm bolunglar, mǝn silǝrgǝ keyinki künlǝrdǝ silǝr yoluⱪidiƣan ixlarni eytip berǝy: —
2 Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader.
Yiƣilip kelip anglanglar, i Yaⱪupning oƣulliri; Atanglar Israilƣa ⱪulaⱪ selinglar.
3 Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke!
Əy Rubǝn, sǝn mening tunji oƣlumsǝn, Küq-ⱪudritimsǝn, Küqüm bar waⱪtimning tunji mewisidursǝn, Salapǝt wǝ ⱪudrǝttǝ aldi iding,
4 Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng.
Lekin ⱪaynap texip qüxkǝn sudǝk, Əmdi aldi bolalmassǝn; Qünki sǝn atangning kɵrpisigǝ qiⱪting, Xuning bilǝn sǝn uni bulƣiding! U mening kɵrpǝmning üstigǝ qiⱪti!
5 Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd.
Ximeon bilǝn Lawiy ⱪerindaxlardur; Ularning ⱪiliqliri zorawanliⱪning ⱪoralliridur!
6 Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen.
Aⱨ jenim, ularning mǝsliⱨitigǝ kirmigin! I izzitim, ularning jamaiti bilǝn qetilip ⱪalmiƣay! Qünki ular aqqiⱪida adǝmlǝrni ɵltürüp, Ɵz beximqiliⱪ ⱪilip buⱪilarning peyini kǝsti.
7 Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel.
Ularning aqqiⱪi ǝxǝddiy bolƣaqⱪa lǝnǝtkǝ ⱪalsun! Ƣǝzipimu rǝⱨimsiz bolƣaqⱪa lǝnǝtkǝ ⱪalsun! Mǝn ularni Yaⱪupning iqidǝ tarⱪitiwetimǝn, Israilning iqidǝ ularni qeqiwetimǝn.
8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig.
Əy Yǝⱨuda! Seni bolsa ⱪerindaxliring tǝriplǝr, Ⱪolung düxmǝnliringning gǝjgisini basar. Atangning oƣulliri sanga bax urar,
9 Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op?
Yǝⱨuda yax bir xirdur; Əy oƣlum, sǝn owni tutupla qiⱪting; U xirdǝk [owning yenida] qɵküp sozulup yatsa, Yaki qixi xirdǝk yetiwalsa, Kimmu uni ⱪozƣaxⱪa petinar?
10 Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.
Xaⱨanǝ ⱨasa Yǝⱨudadin ketip ⱪalmaydu, Yǝⱨudaning puxtidin ⱪanun qiⱪarƣuqi ɵksümǝydu, Taki xu ⱨoⱪuⱪ Igisi kǝlgüqǝ kütidu; Kǝlgǝndǝ, jaⱨan hǝlⱪliri uningƣa itaǝt ⱪilidu.
11 Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod.
U tǝhiyini üzüm teliƣa, Exǝk balisini sortluⱪ üzüm teliƣa baƣlap ⱪoyar. U libasini xarabta yuyup, Tonini üzüm xǝrbitidǝ yuyar.
12 Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk.
Uning kɵzliri xarabtin ⱪizirip ketǝr, Qixliri süt iqkinidin ap’aⱪ turar.
13 Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon.
Zǝbulun dengiz boyini makan ⱪilar, Makani kemilǝrning panaⱨgaⱨi bolar, Yǝr-zemini Zidonƣiqǝ yetip barar.
14 Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene.
Issakar bǝstlik bǝrdǝm bir exǝktur, U ikki ⱪotan arisida yatⱪandur;
15 Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener.
U aramgaⱨning yahxi ikǝnlikigǝ ⱪarap, Zeminning esilliⱪini kɵrüp, Yük kɵtürüxkǝ mürisini egip, Alwanƣa ixlǝydiƣan ⱪul bolup ⱪalar.
16 Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer.
Dan Israil ⱪǝbililiridin biri bolar, Ɵz hǝlⱪigǝ ⱨɵküm qiⱪirar.
17 Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af.
Dan yol üstidiki yilan, Qiƣir yol üstidǝ turƣan zǝⱨǝrlik bir yilandur. U atning tuyiⱪini qeⱪip, At mingüqini arⱪiƣa mollaⱪ atⱪuzar.
18 Herre, jeg bier efter din Frelse!
I Pǝrwǝrdigar, nijatingƣa tǝlmürüp kütüp kǝldim!
19 Gad — en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage.
Gadⱪa bolsa, ⱪaraⱪqilar ⱪoxuni ⱨujum ⱪilar; Lekin u tapinini besip zǝrbǝ berǝr.
20 Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder.
Axirning tamiⱪida zǝytun meyi mol bolar, U xaⱨlar üqün nazu-nemǝtlǝrni tǝminlǝr.
21 Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale.
Naftalidin qirayliⱪ gǝplǝr qiⱪar, U ǝrkin ⱪoyuwetilgǝn maraldur.
22 Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren.
Yüsüp mewilik dǝrǝhning xehidur, Bulaⱪning yenidiki kɵp mewilik xahtǝktur; Uning xahqiliri tamdin ⱨalⱪip kǝtkǝndur.
23 Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham.
Ya atⱪuqilar uningƣa azar ⱪilip, Uningƣa oⱪ atti, uningƣa nǝprǝtlǝndi.
24 Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe.
Ⱨalbuki, uning oⱪyayi mǝzmut turar, Ⱪol-bilǝkliri ǝplik turƣuzular, Xu [küq] Yaⱪuptiki ⱪudrǝt Igisining ⱪolliridindur — (Israilning Ⱪoram Texi, yǝni uning Padiqisi Uningdin qiⱪar!)
25 Fra din Faders Gud — og han hjælpe dig! — og fra den Almægtige — og han velsigne dig! — komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, Brysters og Moderlivs Velsignelser.
[Axu küq] atangning Tǝngrisidindur — (U sanga mǝdǝt berǝr!) [Yǝni] Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirdindur — U seni bǝrikǝtlǝr! Yuⱪirida asmanning bǝrikǝtliri bilǝn, Tɵwǝndǝ yatⱪan qongⱪur sularning bǝrikǝtliri bilǝn, Əmqǝk bilǝn baliyatⱪuning bǝrikiti bilǝn seni bǝrikǝtlǝr!
26 Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres Velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre.
Sening atangning tiligǝn bǝrikǝtliri ata-bowilirimning tiligǝn bǝrikǝtliridin ziyadǝ boldi, Ular mǝnggülük taƣ-edirlarning qǝtlirigiqǝ yetǝr, Ular Yüsüpning bexiƣa qüxǝr, Yǝni ɵz ⱪerindaxliridin ayrim turƣuqining qoⱪⱪisiƣa tegǝr.
27 Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.
Binyamin yirtⱪuq bɵridǝktur; Ətigǝndǝ u owni yǝr. Kǝqⱪurun u oljisini tǝⱪsim ⱪilar» — dedi.
28 Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.
Bularning ⱨǝmmisi Israilning on ikki ⱪǝbilisi bolup, mǝzkur sɵzlǝr bolsa atisining ularƣa tiligǝn bǝht-bǝrikǝt sɵzliridur. U xuning bilǝn ularning ⱨǝrbirigǝ mas kelidiƣan bir bǝrikǝt bilǝn ularƣa bǝht-bǝrikǝt tilidi.
29 Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager,
Andin Yaⱪup ularƣa mundaⱪ tapilidi: — «Mǝn ǝmdi ɵz ⱪowmimning ⱪexiƣa ⱪoxulimǝn. Silǝr meni ata-bowilirimning yenida, Ⱨittiylardin bolƣan Əfronning etizliⱪidiki ƣarƣa dǝpnǝ ⱪilinglar;
30 i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom.
u ƣar bolsa Ⱪanaan zeminida Mamrǝning udulida, Makpelaⱨning etizliⱪida. Ƣarni Ibraⱨim gɵristan bolsun dǝp xu etizliⱪ bilǝn ⱪoxup Ⱨittiy Əfrondin setiwalƣanidi.
31 Der have de begravet Abraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea.
Xu yǝrdǝ Ibraⱨim ayali Saraⱨ bilǝn dǝpnǝ ⱪilinƣan; xu yǝrdǝ Isⱨaⱪ ayali Riwkaⱨ bilǝnmu dǝpnǝ ⱪilinƣan; xu yǝrdǝ mǝnmu Leyaⱨni dǝpnǝ ⱪildim.
32 Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn.
Bu etizliⱪ ⱨǝm iqidiki ƣar Ⱨǝtning ǝwladliridin setiwelinƣanidi».
33 Der Jakob var kommen til Ende med at byde sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.
Yaⱪup oƣulliriƣa bu wǝsiyǝtni tapilap bolup, putlirini kariwatta tüzlǝp, nǝpǝs tohtap ɵz ⱪowmiƣa ⱪoxuldi.
