1 Mosebog 49
1 Og Jakob kaldte ad sine Sønner og sagde: Samler eder, og jeg vil forkynde eder, hvad eder skal vederfares i de sidste Dage.
Pea naʻe fekau ʻe Sēkope ki hono ngaahi foha, ʻo pehē, “Mou fakataha mai, koeʻuhi ke u fakahā kiate kimoutolu ʻaia ʻe hoko kiate kimoutolu ʻi he ngaahi ʻaho ʻamui.
2 Kommer til Hobe og hører, Jakobs Sønner! og hører paa Israel, eders Fader.
“ʻAe ngaahi foha ʻo Sēkope, mou fakakātoa ʻakinautolu ʻo fanongo: pea fakafanongo kia ʻIsileli ko hoʻomou tamai.
3 Ruben, du er min førstefødte, min Magt og min første Kraft, ypperlig i Værdighed og ypperlig i Styrke!
“Ko Lupeni, ko hoku ʻuluaki koe, ko hoku mālohi, mo e kamataʻanga ʻo hoku mālohi, ko e lelei mo e ngalingali ʻeiki, mo e fungani ʻoe mālohi.
4 Du bruser op som Vandet; du skal ikke være ypperlig; thi du besteg din Faders Leje, da besmittede du det; han har besteget min Seng.
ʻOku ke ngaueue koe ʻo hangē ko e vai, pea ʻe ʻikai te ke hoko ʻo lelei; koeʻuhi naʻa ke ʻalu ki he mohenga ʻo hoʻo tamai; pea naʻa ke fakaʻuliʻi ia: naʻa ke ʻalu ki hoku tokotoʻanga.
5 Simeon og Levi ere Brødre; Volds Vaaben ere deres Sværd.
“Ko Simione mo Livai ko e ongo tokoua; ʻoku ʻi heʻena fakakaukau ʻae ngaahi meʻa tautea fakamamahi.
6 Min Sjæl skal ikke komme i deres hemmelige Raad, min Ære skal ikke forenes med deres Forsamling; thi i deres Vrede have de slaget Mænd ihjel, og i deres Egenraadighed have de lemlæstet Oksen.
Ko hoku laumālie, ʻoua naʻa ke fie kau ki heʻena fakalilolilo; ko hoku ongoongolelei, ʻoua naʻa ke kau mo hona fakataha, he naʻa na tāmateʻi ʻae tangata ʻi heʻena ʻita, pea ʻi hona loto lahi, naʻa na holoki hifo ʻae ʻā maka.
7 Forbandet være deres Vrede, thi den var streng, og deres Hastighed, thi den var haard; jeg vil fordele dem i Jakob og adsprede dem i Israel.
Malaʻia ki heʻena ʻita, he naʻe kakaha ia: mo ʻena lili he naʻe taʻeʻofa ia: te u tufa ʻakinaua ʻi Sēkope, mo veteki ʻakinaua ʻi ʻIsileli.
8 Juda, dig skulle dine Brødre love, din Haand skal være paa dine Fjenders Nakke; for dig skulle din Faders Sønner bøje sig.
“Ko koe Siuta, ʻe fakamālō ki ai ʻa ho ngaahi tokoua; ʻe ʻi he kia ʻo ho ngaahi fili ʻa ho nima; ʻe punou kiate koe ʻae ngaahi fānau ʻa hoʻo tamai.
9 Juda er en ung Løve; du opsteg fra Rov, min Søn! han har bøjet sig, han laa som en Løve og som en Løvinde; hvem tør jage ham op?
Ko e ʻuhiki laione ʻa Siuta: ko hoku foha kuo ke ʻalu hake mei he tamatea: naʻa ne tulolo, ʻo tokoto ʻo hangē ko e laione, pea hangē ko e laione motuʻa; pea ko hai te ne ueʻi hake ia?
10 Der skal ikke vige Kongespir fra Juda og ikke Herskerstav fra hans Fødder, førend Silo skal komme, og Folkene skulle hænge ved ham.
E ʻikai mole ʻae tokotoko ʻoe pule ia Siuta, pe ha taha ke foaki ʻae fono mei hono vaʻe, kaeʻoua ke hāʻele mai ʻa Sailo; pea ʻe ʻiate ia ʻae tānaki fakataha ʻoe kakai.
11 Han binder sit unge Asen til Vintræet og sin Asenindes Føl til Vinranken; han tor sit Klædebon i Vin, og sin Kjortel i Vindrueblod.
Te ne noʻotaki ʻene ʻuhiki ki he vaine, mo ʻene ʻuhiki ʻasi ki he vaine mātuʻaki lelei; te ne fō hono ngaahi kofu ʻi he uaine, mo hono ngaahi kofu ʻi he toto ʻoe kālepi.
12 Han er rødere i Øjnene end Vin, og hvidere paa Tænderne end Mælk.
E kulokula hono mata ʻi he uaine, pea ʻe hinehina hono nifo ʻi he huʻahuhu.
13 Sebulon skal bo ved Havets Strand, og han skal være ved Skibenes Strand, og hans Side ligger op til Sidon.
“E nofo ʻa Sepuloni ʻi he taulanga ki tahi; pea ko e taulanga ia ki he ngaahi vaka: pea ʻe aʻu atu ʻa hono ngataʻanga ki Saitoni.
14 Isaskar skal være et knokkelstærkt Asen, som ligger imellem Kvægfoldene.
“Ko e ʻasi mālohi ʻa ʻIsaka, ʻoku tokoto ia ʻi he tauloto ʻoe kavenga ʻe ua.
15 Thi han saa, at Hvilen var god, og at Landet var dejligt, og han har bøjet sine Skuldre til at bære og er bleven en skatskyldig Tjener.
Pea ʻe pehē ʻe ia ʻoku lelei ʻae fiemālie, pea ʻoku mata lelei ʻae fonua; pea ʻe fakapunou hifo hono uma ke haʻamo, pea ʻe hoko ia ko e tamaioʻeiki ki he tukuhau.
16 Dan skal dømme sit Folk, som en af Israels Stammer.
“E fakamaau hono kakai ʻe Tani, ʻo hangē ko e tokotaha ʻae faʻahinga ʻo ʻIsileli.
17 Dan skal være en Slange paa Vejen, en Hornslange paa Stien, som bider Hestens Hov, saa dens Rytter falder bag af.
Ko e ngata fekai ʻa Tani ʻi he veʻehala, ko e ngata ia ʻi he hala, ʻoku ne uʻu ʻae mui vaʻe ʻoe hoosi, ko ia ʻe hinga ki mui ai ʻae tangata heka hoosi.
18 Herre, jeg bier efter din Frelse!
“Kuo u tatali ki hoʻo fakamoʻui ʻe Sihova.
19 Gad — en Skare skal trænge ind paa ham, men han skal trænge den tilbage.
“Ko Kata, ʻe lavaʻi ia ʻe ha kongakau, ka te ne toki ikuna ʻamui.
20 Fra Aser kommer det fede, som er hans Brød; og han skal give kongelige Lækkerheder.
“E tupu ia ʻAseli ʻae mā lelei, pea ʻe tupu ʻiate ia ʻae ngaahi meʻakai fakaʻeiʻeiki.
21 Nafthali er en frit løbende Hind, han, som giver dejlig Tale.
“Ko e hainiti ʻa Nafitali kuo vete ange: ʻoku ne lea ʻaki ʻae ngaahi lea lelei.
22 Josef er en Kvist paa det frugtbare Træ, en Kvist paa det frugtbare Træ ved Kilden; Grenene gaa op over Muren.
“Ko e vaʻa fua lahi ʻa Siosefa, ʻio, ko e vaʻa fua ia ʻoku ofi ki he vai; ʻoku kaka hake hono ngaahi vaʻa ʻi he funga ʻā.
23 Og Bueskytterne forbitrede ham og skøde og hadede ham.
Kuo fakamamahi lahi ia ʻe he kau tangata fana, ʻo nau fanaʻi ia, mo fehiʻa kiate ia:
24 Og hans Bue blev dog stærk, og hans Hænders Arme smidige; det kom fra Jakobs mægtiges Hænder, hist fra, fra Hyrden, fra Israels Klippe.
Ka naʻe tuʻumaʻu ʻene kaufana ʻi he mālohi, pea naʻe fakamālohi ʻae kupuʻi nima ʻo hono nima, ʻe he nima ʻoe Māfimafi ʻo Sēkope. ʻOku mei ai ʻae Tauhi, ko e Maka ʻo ʻIsileli:
25 Fra din Faders Gud — og han hjælpe dig! — og fra den Almægtige — og han velsigne dig! — komme Velsignelser fra Himmelen ovenfra og Velsignelser fra Dybet nedenfra, Brysters og Moderlivs Velsignelser.
ʻIo, mei he ʻOtua ʻo hoʻo tamai, ʻaia te ne tokoniʻi koe; pea ʻi he Māfimafi, ʻaia te ne tāpuaki koe ʻaki ʻae ngaahi tāpuaki ʻoe langi mei ʻolunga, mo e ngaahi tāpuaki ʻoe loloto ʻoku ʻi lalo, mo e tāpuaki ʻoe ngaahi huhu, pea mo e manāva:
26 Din Faders Velsignelser ere mægtigere end mine Forfædres Velsignelser, indtil de evige Højes Grænser; de skulle komme paa Josefs Hoved og paa hans Isse, som er en Fyrste iblandt sine Brødre.
Ko e ngaahi tāpuaki ʻa hoʻo tamai kuo māhilihili ia ki ʻolunga ʻi he ngaahi tāpuaki ʻa hoʻo ngaahi kui, ʻo aʻu ki he mātuʻaki ngataʻanga mamaʻo ʻoe ngaahi moʻunga taʻengata; te nau ʻi he ʻulu ʻo Siosefa, pea ki he tumuʻaki ʻoe ʻulu ʻo ia naʻe vaheʻi mei hono ngaahi tokoua.
27 Benjamin skal røve som en Ulv; om Morgenen skal han æde Rov, og om Aftenen skal han uddele Bytte.
“E ʻuakai ʻa Penisimani ʻo hangē ko e ulofi: te ne kai ʻi he pongipongi ʻaia kuo ne maʻu, pea te ne tufa ʻi he pō ʻae koloa kuo vete.”
28 Alle disse ere de tolv Israels Stammer; og dette er det, som deres Fader talede til dem, da han velsignede dem, hver efter sin Velsignelse velsignede han dem.
Ko e ngaahi faʻahinga ʻe hongofulu ma ua eni ʻo ʻIsileli; pea ko eni ia naʻe lea ʻaki ʻe heʻenau tamai kiate kinautolu, ʻo ne tāpuaki ʻaki ʻakinautolu; naʻa ne tāpuaki ʻakinautolu taki taha, ʻo fakatatau ki hono tāpuaki ʻoʻona.
29 Og han befalede dem og sagde til dem: Naar jeg er samlet til mit Folk, da begraver mig hos mine Fædre i den Hule, som er paa Efron den Hethiters Ager,
Pea fonosia ia kiate kinautolu, ʻo ne pehē: “E tānaki au ki hoku kakai ka mou tanu au mo ʻeku ngaahi tamai ʻi he ʻana ʻoku ʻi he ngoue ʻa ʻEfilone ʻoe faʻahinga ʻo Heti.
30 i den Hule, som er paa den Ager Makpela, som er tvært over for Mamre i Kanaans Land, hvilken Ager Abraham købte af Efron den Hethiter til Begravelses Ejendom.
ʻI he ʻana ʻoku ʻi he ngoue ʻi Makipila, ʻaia ʻoku hanga atu ki Mamili, ʻi he fonua ko Kēnani, ʻaia naʻe fakatau ʻe ʻEpalahame, mo e ngoue ʻa ʻEfilone ʻoe kau Heti, ko e potu maʻana ko e tanuʻanga.
31 Der have de begravet Abraham og Sara, hans Hustru; der have de begravet Isak og Rebekka, hans Hustru; og der har jeg begravet Lea.
Naʻa nau tanu ʻi ai ʻa ʻEpalahame mo hono uaifi ko Sela; pea naʻa nau tanu ʻi ai ʻa ʻAisake mo hono uaifi ko Lepeka pea naʻaku tanu ʻi ai ʻa Lia.
32 Den Agers Ejendom og den Hule, som er derpaa, er købt af Heths Børn.
Naʻe fakatau ʻae ngoue mo e ʻana ʻoku ʻi ai, mei he fānau ʻa Heti.”
33 Der Jakob var kommen til Ende med at byde sine Børn dette, da tog han sine Fødder til sig op paa Sengen og opgav sin Aand og blev samlet til sit Folk.
Pea kuo fakaʻosi ʻe Sēkope ʻene fekau ki hono ngaahi foha, pea naʻa ne hamusi hake hono vaʻe ʻi he mohenga, pea tukuange ʻe ia hono laumālie, pea naʻe tānaki ia ki hono kakai.
