1 Mosebog 47

1 Og Josef kom og forkyndte Farao det og sagde: Min Fader og mine Brødre og deres Faar og deres Øksne og alt det, de have, ere komne fra Kanaans Land; og se, de ere i Gosen Land.

Basa ma, Yusuf no toronoo nara lima reu risiꞌ maneꞌ a. Ana nafadꞌe nae, “Ama maneꞌ! Au ama ngga no odꞌi-aꞌa nggara rema mia Kanaꞌan ena. Ara rema rendi banda hiek-lombo, sapi, ma sudꞌiꞌ a saa nara. Basa se sia Gosen ena.”

2 Og af samtlige sine Brødre tog han fem Mænd og stillede dem for Farao.

3 Da sagde Farao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering? og de sagde til Farao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Fædre.

Boe ma maneꞌ a natane nae, “Hei ue-tatao ma saa?” Rataa rae, “Hai manatadꞌa onaꞌ hai bei-baꞌi mara.

4 Og de sagde til Farao: Vi ere komne at være fremmede i Landet; thi der er ingen Føde til det Kvæg, som dine Tjenere have; thi Hungeren er svar i Kanaans Land; og nu, kære, lad dine Tjenere bo i Gosen Land.

Aleꞌ ia, sia rae Kanaꞌan ndoe-laꞌas naseliꞌ de nda hambu nanaat ma uru sa ena. Naa de, hai ima sia nusaꞌ ia fo leo miꞌitataaꞌ. Hai o mendi banda mara boe. De hai mae moꞌe ama maneꞌ, fo leo sia Gosen, fo miꞌiboi banda ra sia naa.”

5 Og Farao talede til Josef og sagde: Din Fader og dine Brødre ere komne til dig.

Boe ma maneꞌ a nafadꞌe hihii-nanau na neu Yusuf nae, “Ia naa, ama ma no odꞌi-aꞌa mara sia ia ena.

6 Ægyptens Land ligger for dig, lad din Fader og dine Brødre bo paa det bedste Sted i Landet, lad dem bo i Gosen Land, og dersom du ved, at der er duelige Mænd iblandt dem, da sæt dem til Opsynsmænd over Kvæget, over det, som jeg har.

De ara bole tao nusaꞌ ia onaꞌ sira nusa na. Au uhine ngga, Gosen naa, mamana maloleꞌ sia nusaꞌ ia. De malole lenaꞌ ara leo siaꞌ a naa leo. Ma mete ma sira rahine tao-mataꞌ neu banda no maloleꞌ, naa, onaꞌ bee na ara tao-mataꞌ neu banda nggara sia naa boe.”

7 Og Josef førte Jakob sin Fader ind og stillede ham for Faraos Ansigt, og Jakob velsignede Farao.

Basa naa ma, Yusuf natudꞌu ama na neu maneꞌ a. De Yakob hule-oꞌe neu Lamatualain, noꞌe papala-babꞌanggiꞌ fee maneꞌ a.

8 Og Farao sagde til Jakob: Hvor gammel er du?

Basa naa ma, maneꞌ a natane e nae, “Amaꞌ too hira ena?”

9 Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage.

Yakob nataa nae, “Au usodꞌa too natun esa telu nulu ena, te au nda leo sia mamanaꞌ esaꞌ a sa. Au bei-baꞌi nggara o onaꞌ naa boe. Te au too ngga memaꞌ eꞌekuꞌ lenaꞌ se. Ma sofeꞌ no doidꞌosoꞌ.”

10 Og Jakob velsignede Farao og gik ud fra Farao.

Basa de Yakob natea maneꞌ a. Ana nda feꞌe lao sa, te ana noꞌe Lamatualain fee papala-babꞌanggiꞌ neu maneꞌ a fai.

11 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Ægyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet.

Yusuf tungga maneꞌ a oꞌola na, de natudꞌu mamanaꞌ fee se sia Gosen. Mamanaꞌ naa maloleꞌ. (Dei de ara babꞌae mamanaꞌ naa ‘Rameses’.) Basa de Yusuf ama na no odi-aꞌa nara leo rakandoo sia naa.

12 Og Josef underholdt sin Fader og sine Brødre og alt sin Faders Hus med Brød til de smaa Børns Mund.

Yusuf o banggi-bꞌae nanaat fee ama na, odi-aꞌa nara, ro basa sao-ana nara, tungga sira ume isi nara dedꞌesi nara.

13 Og der var ikke Brød i alt Landet; thi Hungeren var saare svar, saa at Ægyptens Land og Kanaans Land forsmægtede for Hungerens Skyld.

Leleꞌ naa, ndoe-laꞌas manaseliꞌ, de sia bee-bꞌee nanaat nese. Mia Masir losa Kanaꞌan atahori ra masaloe ena. Ara nda tao rala saa-saa saꞌ boe, huu ndoe ritaꞌ a mamate nara.

14 Og Josef samlede alle Pengene, som fandtes i Ægyptens Land og i Kanaans Land, for det Korn, som de købte, og Josef lod Pengene komme i Faraos Hus.

Naa de, atahori mia basa mamanaꞌ sia Masir no Kanaꞌan, rema hasa nanaat sia Yusuf. Ana naduru doiꞌ ra, de neu mbedꞌa sia maneꞌ a ume na.

15 Og da det var forbi med Pengene i Ægyptens Land og i Kanaans Land, da kom alle Ægypterne til Josef og sagde: Fly os Brød, og hvi skulle vi dø for dig? thi Pengene ere borte.

Dꞌoo-dꞌoo ma, atahori Masir ro Kanaꞌan ra doi nara basa se ena. De ara nda hasa rala nanaat sa ena. Ara risiꞌ Yusuf, ma roꞌe rae, “Ama fetor e! Fee hai nanaat dei, fo hai afiꞌ mate ndoes. Te basa hai doi mara ena.”

16 Og Josef sagde: Flyr hid eders Kvæg, saa vil jeg give eder Brød for eders Kvæg, dersom Pengene ere borte.

Yusuf nataa nae, “Mete ma memaꞌ hei doiꞌ nese ena, naa, taꞌo ia: fee banda mara fo nggati no nanaat.”

17 Saa førte de deres Kvæg til Josef, og Josef gav dem Brød for Hestene og for Kvæget, som de ejede, og for Øksnene, som de ejede, og for Asenerne; saa hjalp han dem med Brød for alt deres Kvæg i det samme Aar.

De ara fee banda nara reu Yusuf, fo nggati no nanaat. Ara fee ndara, hiek-lombo, sapi no keledei nara. No taꞌo naa, ara rasodꞌa tooꞌ naa, huu Yusuf tao taꞌo naa.

18 Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sagde til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at ikke alene Pengene ere borte, men og Kvæget, som vi ejede, er kommet til min Herre; vi have intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord.

Manafali ma, ara rema risiꞌ Yusuf rae, “Ama fetor e! Hai olaꞌ no matetuꞌ. Hai doi ma no banda mara, amaꞌ nggati mala basa se ena. Nda afiꞌ hela saa saꞌ boe. Helaꞌ a hai ao ma no rae ma.

19 Hvi skulle vi dø for dine Øjne, baade vi og tilmed vor Jord blive øde? køb os og vor Jord for Brød; og vi med vor Jord ville være Faraos Tjenere, og giv os Sæd, at vi maa leve og ikke dø, og Jorden ikke blive øde.

Dadꞌi afiꞌ hela hai mate. Mete ma hai mate, seka mana tao mataꞌ neu rae ra? Malole lenaꞌ, ama fetor haꞌi mala hai dadꞌi ate. Haꞌi mala hai rae ma dadꞌi amaꞌ ena na boe. Ma fee fini-ngges fo hai sela fee amaꞌ. Hai bebengge ma, no rae a, amaꞌ nggati no nanaat. Sadꞌi hai afiꞌ mate!”

20 Og Josef købte af Ægyptens Jord til Farao; thi Ægypterne solgte hver sin Ager, fordi Hungeren var svar over dem; og Landet blev Faraos.

Huu ndoe-laꞌas boe fua, naa de basa atahori Masir ra seo hendiꞌ rae nara. De Yusuf hasa nala basa rae sia Masir, dadꞌi maneꞌ a enan.

21 Og han lod Folket flytte om i Stæderne, fra den ene Ende af Ægyptens Land til den anden.

Naa de, basa rauinggu Masir ra dadꞌi maneꞌ a ate na.

22 Alene Præsternes Jord købte han ikke; thi Præsterne havde deres beskikkede Del af Farao; og de aade deres beskikkede Del, som Farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres Jord.

Te mia basa e, Yusuf nda hasa malangga agama ra rae na sa, huu maneꞌ a fee se nanaat nakandooꞌ a. Naa de, ara nda parlu seo rae nara sa.

23 Da sagde Josef til Folket: Se, jeg har i Dag købt eder og eders Jord til Farao, se, der have I Sæd, og I skulle besaa Jorden.

Leleꞌ naa, Yusuf olaꞌ no manggaraun nara nae, “Ia naa hei dadꞌi maneꞌ a ate na. Basa hei rae ma, au hasa ala fee maneꞌ a ena. De mala fini-ngges ia ra, fo mii sela neu rae ra leo.

24 Og med Afgrøden skal det være saaledes, at I skulle give Farao den femte Part, og de fire Parter skulle I beholde til Sæd til Ageren og til Spise for eder og for dem, som ere i eders Huse, og til eders smaa Børn at æde.

Dei fo oru naa, banggi neu lima. Babanggiꞌ esa mendi fee neu maneꞌ a. Hela babanggiꞌ haa, hei tao neu fini, ma mo ume isi mara mia.”

25 Og de sagde: Du har holdt os ved Live, lad os finde Naade for min Herres Øjne, og vi ville være Faraos Trælle.

Ara rataa rae, “Amaꞌ fee masodꞌaꞌ nema hai. Huu naa, hai moꞌe makasi. Hai mae dadꞌi maneꞌ a ate nara.”

26 Saa gjorde Josef det til en Skik indtil denne Dag over Ægyptens Jord, at Farao skal have den femte Part; ikkun Præsternes Jord, den alene, blev ikke Faraos.

Yusuf tao hohoro-lalaneꞌ naa dadꞌi adat sia Masir. Mia basa are fo manggaraun ra oru, ara banggi neu lima. Babanggiꞌ esa fee neu maneꞌ a. Ma babanggiꞌ haa, ara soa. Akaꞌ a malangga agama ra rae nara, maneꞌ a nda hasa sa. Adat naa, feꞌe sia losa faiꞌ ia.

27 Og Israel boede i Ægyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige.

Eniꞌ a leleꞌ naa, atahori Israꞌel ra leo rakandoo sia Masir, sia rae Gosen. Ara ramasuꞌi, ma tititi-nonosi nara boe ramaheta.

28 Og Jakob levede i Ægyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar.

Yakob feꞌe nasodꞌa too sanahulu hitu fai sia Masir. De ana too natun esa haa nulu hitu.

29 Og Israels Dage kom nær, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dig, da læg, kære, din Haand under min Lænd, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kære, ikke begraver mig i Ægypten.

Fai mamate na deka-deka boe, ana noꞌe Yusuf de nafadꞌe nae, “Ana Usu e! Au duꞌa-duꞌa na nda doo sa ena, Lamatualain noꞌe baliꞌ au. Dadꞌi au oꞌe, mete ma sue au, naa, teꞌa fo afiꞌ muꞌoi au sia rae Masir ia.

30 Og jeg vil ligge hos mine Fædre, og du skal føre mig af Ægypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt.

Musi mendi baliꞌ au ao sisi ngga, nisiꞌ bei-baꞌi tara mamana na. Muꞌoi au sia naa, huu naa, au hiihii ngga.” Yusuf nataa nae, “Malole, amaꞌ! Mete ma amaꞌ nau taꞌo naa, naa, au tunggaꞌ a.”

31 Men han sagde: Sværg mig; og han svor ham; og Israel bøjede sig over Hovedgærdet i Sengen.

Yakob olaꞌ seluꞌ nae, “Te, mete ma taꞌo naa, naa, oras ia ho teꞌa dei, mae ho tungga amaꞌ hihiin.” De Yusuf teꞌa tungga Yakob oꞌola na. Basa naa ma, Yakob sendeꞌ lululangga na neu koi ata de hule-oꞌe noꞌe makasi neu Lamatualain.