1 Mosebog 47
1 Og Josef kom og forkyndte Farao det og sagde: Min Fader og mine Brødre og deres Faar og deres Øksne og alt det, de have, ere komne fra Kanaans Land; og se, de ere i Gosen Land.
Te phoeiah Joseph cet tih Pharaoh taengah, “A pa neh ka manucarhoek khaw, a boiva khaw, a saelhung khaw, amah taengkah aka om boeih te Kanaan kho lamkah halo uh tih Goshen kho ah om uh ke,” a ti nah tih a puen pah.
2 Og af samtlige sine Brødre tog han fem Mænd og stillede dem for Farao.
Te phoeiah a manuca khui kah hlang pangaa khuen tih Pharaoh hmai aha khueh.
3 Da sagde Farao til hans Brødre: Hvad er eders Haandtering? og de sagde til Farao: Dine Tjenere ere Faarehyrder, baade vi og vore Fædre.
Te vaengah Pharaoh loh Joseph kah a manucarhoek te, “Nangmih kah bibite balae,” a tinah hatah amih loh Pharaoh la, “Na sal rhoek he kamamih khaw, a pa rhoek long khaw boiva ni ka dawn uh,” a ti na uh.
4 Og de sagde til Farao: Vi ere komne at være fremmede i Landet; thi der er ingen Føde til det Kvæg, som dine Tjenere have; thi Hungeren er svar i Kanaans Land; og nu, kære, lad dine Tjenere bo i Gosen Land.
Te phoeiah Pharaoh la, “Kanaan kho ah khokha tlung tih na salrhoek kah boiva hama luemnahaom pawt dongah hekah khohmuen ah bakuep ham ka lo uh. Te dongah na sal rhoek he Goshen kho ah kho n'sak sak uh mai,” a ti na uh.
5 Og Farao talede til Josef og sagde: Din Fader og dine Brødre ere komne til dig.
Te dongah Pharaoh loh Joseph la, “Na pa neh na manucarhoek nang taengah aka lo rhoek te,
6 Ægyptens Land ligger for dig, lad din Fader og dine Brødre bo paa det bedste Sted i Landet, lad dem bo i Gosen Land, og dersom du ved, at der er duelige Mænd iblandt dem, da sæt dem til Opsynsmænd over Kvæget, over det, som jeg har.
'Na hmai kah Egypt kho khuikah khohmuen then Goshen kho ah na pa neh na manucarhoek te khosak sak. Te phoeiah amih khuikah tatthai hlangrhoek tena ming atah amihte kai kah boiva mangpa la khueh,” a ti nah tih a uen.
7 Og Josef førte Jakob sin Fader ind og stillede ham for Faraos Ansigt, og Jakob velsignede Farao.
Te phoeiah Joseph loh a napa Jakob tea khuen tih Pharaoh hmai aha pai sak hatah Jakob loh Pharaoh te yoethen a paek.
8 Og Farao sagde til Jakob: Hvor gammel er du?
Te vaengah Pharaoh loh Jakob la, “Nang kah hingnaha kum khohnin loh meyet a lo van coeng,” a ti nah.
9 Og Jakob sagde til Farao: Min Udlændigheds Aars Dage ere hundrede og tredive Aar; faa og onde have mit Livs Aars Dage været og have ikke naaet til mine Fædres Livs Aars Dage i deres Udlændigheds Dage.
Te dongah Jakob loh Pharaoh la, “Ka lampahnah kum khohnin he kum pasoi neh thumkip vel a pha coeng. Tedae ka hingnah kum khohnin he yoethae yoehu la om tih a parhoek a lampahnah tue vaengkaha hingnah kum khohnin tea pha moenih,” a ti nah.
10 Og Jakob velsignede Farao og gik ud fra Farao.
Te phoeiah Jakob loh Pharaoh te yoethen a paek tih Pharaoh taeng lamkah pahoi nong.
11 Men Josef lod sin Fader og sine Brødre bo og gav dem Ejendom i Ægyptens Land, paa det bedste Sted i Landet, i det Land Raamses, som Farao havde befalet.
Te phoeiah Pharaoh kah a uen vanbangla Joseph loh a napa neh a manucarhoek te Egypt kho ah khohut pakhat a paektih khohmuen then Raameses kho ah kho a sak sak.
12 Og Josef underholdt sin Fader og sine Brødre og alt sin Faders Hus med Brød til de smaa Børns Mund.
Te dongah Joseph loh a napa neh a manucarhoek khaw, a napa imkhui boeih neh camoe ka dongkah caak ham khaw a cangbam pah.
13 Og der var ikke Brød i alt Landet; thi Hungeren var saare svar, saa at Ægyptens Land og Kanaans Land forsmægtede for Hungerens Skyld.
Tedae khokha bahoeng tlung tih Egypt kho neh Kanaan khote khokha loha khah dongah kho takuem ah caak om pawh.
14 Og Josef samlede alle Pengene, som fandtes i Ægyptens Land og i Kanaans Land, for det Korn, som de købte, og Josef lod Pengene komme i Faraos Hus.
Te vaengah Joseph loh Egypt khohmuen neh Kanaan kho ah cangtham a lai ham rhoek kah tangkaa hmuh te boeiha coi. Te phoeiah Joseph loh tangka te Pharaoh im laa khuen.
15 Og da det var forbi med Pengene i Ægyptens Land og i Kanaans Land, da kom alle Ægypterne til Josef og sagde: Fly os Brød, og hvi skulle vi dø for dig? thi Pengene ere borte.
Tedae Egypt kho neh Kanaan kho kah tangka tea khawk uh vaengah Egypt rhoek loh Joseph te boeiha paanuh tih, “Kaimih he caak m'pae laeh. Tangka ka khawk uh cakhaw ba ham lae nang hmaiah ka duek uh eh?,” a ti uh.
16 Og Josef sagde: Flyr hid eders Kvæg, saa vil jeg give eder Brød for eders Kvæg, dersom Pengene ere borte.
Tedae Joseph loh, “Tangkaa boeih oeh atah na boiva te m'pae uh lamtah nangmih kah boiva te kan khueh mako,” a ti nah.
17 Saa førte de deres Kvæg til Josef, og Josef gav dem Brød for Hestene og for Kvæget, som de ejede, og for Øksnene, som de ejede, og for Asenerne; saa hjalp han dem med Brød for alt deres Kvæg i det samme Aar.
Te dongah amamih kah boiva te Joseph taenglaa khuen uh tih Joseph loh marhang khaw, boiva tuping khaw, saelhung boiva khaw, laak ham khaw caaka paek pah tih tekah kum ah ngawn tah amih kah boiva boeih te khaw caak neha khool.
18 Der det samme Aar havde Ende, da kom de i det andet Aar til ham og sagde til ham: Vi ville ikke dølge for min Herre, at ikke alene Pengene ere borte, men og Kvæget, som vi ejede, er kommet til min Herre; vi have intet tilbage til min Herre, uden vore Legemer og vor Jord.
Tedae tekah kum thok tiha kum bae atah Egypt rhoek loh Joseph taengla halo uh tih, “Ka boeipa taengah ka phah uh moenih. Tangka khaw boeih coeng tih boiva neh rhamsa loh ka boeipa taeng a pha coeng dongah kaimih pum neh ka khohmuen pawt atah ka boeipa hmai aha paih om voelpawh.
19 Hvi skulle vi dø for dine Øjne, baade vi og tilmed vor Jord blive øde? køb os og vor Jord for Brød; og vi med vor Jord ville være Faraos Tjenere, og giv os Sæd, at vi maa leve og ikke dø, og Jorden ikke blive øde.
ba ham lae nang mikhmuh ah ka duek uh eh. Kaimih he khaw, ka khohmuen he khaw n'lai uh. Kaimih khaw ka khohmuen khaw caak neh ka thung coeng atah kamamih neh ka khohmuen loh Pharaoh sal la ka om uh bitni. Tedae cangti nan paek tih ka hing uh daengah man ka duek uh pawt sui tih tolrhumloh a pong pawt sue,” a ti uh.
20 Og Josef købte af Ægyptens Jord til Farao; thi Ægypterne solgte hver sin Ager, fordi Hungeren var svar over dem; og Landet blev Faraos.
Tedae khokha te amih taengaha tlung pah vaengah Egypt rhoek loh a khohmuen rhipa yoih uh tih Egypt kho pum te Pharaoh ham Josephloh a lai pah coeng dongah Pharaoh kah khohmuen la poeh.
21 Og han lod Folket flytte om i Stæderne, fra den ene Ende af Ægyptens Land til den anden.
Te dongah Egypt khorhia bawt neh a khat ben lamkah pilnam te amah loh khopuei khuilaa puen.
22 Alene Præsternes Jord købte han ikke; thi Præsterne havde deres beskikkede Del af Farao; og de aade deres beskikkede Del, som Farao havde givet dem, derfor solgte de ikke deres Jord.
Tedae khosoih rhoek kah khohmuen ngawn tah Pharaoh loh khosoihrhoek ham a paek khotlueh la a om dongah lai van pawh. Te vaengah khosoih rhoek loh Pharaoh kah a paek khotlueh tea caak uh tih a khohmuen te yoi uh pawh.
23 Da sagde Josef til Folket: Se, jeg har i Dag købt eder og eders Jord til Farao, se, der have I Sæd, og I skulle besaa Jorden.
Te phoeiah Josephloh a pilnam la, “Tihninah namamih khaw, na khohmuen khaw Pharaoh ham ka lai coeng he. Tedae cangti he namamih ham lo uh lamtah khohmuen te tawn uh ngawn.
24 Og med Afgrøden skal det være saaledes, at I skulle give Farao den femte Part, og de fire Parter skulle I beholde til Sæd til Ageren og til Spise for eder og for dem, som ere i eders Huse, og til eders smaa Børn at æde.
A vuei a thaih a om vaengah pangate Pharaoh taengah pae uh lamtah palite namamih ham neh lohma kah cangti la, namah cakoa caak ham neh na carhoek loha caak ham khaw om saeh,” a ti nah.
25 Og de sagde: Du har holdt os ved Live, lad os finde Naade for min Herres Øjne, og vi ville være Faraos Trælle.
Te vaengah, “Ka boeipa kah mikhmuh ah mikdaithen la m'hmuh uh tih mamih n'hlun atah Pharaoh taengah sal la ka om uh bitni,” a ti uh.
26 Saa gjorde Josef det til en Skik indtil denne Dag over Ægyptens Jord, at Farao skal have den femte Part; ikkun Præsternes Jord, den alene, blev ikke Faraos.
Te dongah Josephloh a khueh oltlueh vanbangla tahae khohnin duela Egypt kho ah hlopngate Pharaoh hut la om. Khosoih rhoek kah khohmuen buengte amamih loh a hutnah tih Pharaoh hut la om pawh.
27 Og Israel boede i Ægyptens Land, i Gosen Land; og de fik Ejendom der og vare frugtbare og bleve saare mangfoldige.
Te vaengah Israel loh Egypt kho kah Goshen khohmuen ahkhoa sak tih a kawt la a kawt dongah pungtai uh tih muep ping uh.
28 Og Jakob levede i Ægyptens Land sytten Aar; og Jakobs Dage, hans Livs Aar, vare hundrede og syv og fyrretyve Aar.
Jakob khaw Egypt kho ah kum hlai rhih hing tih Jakob kah a hingnah kum khohnin long khaw kum pasoi likip neh kum rhih lo coeng.
29 Og Israels Dage kom nær, at han skulde dø, og han kaldte ad sin Søn Josef og sagde til ham: Kære, dersom jeg har fundet Naade for dig, da læg, kære, din Haand under min Lænd, og bevis den Miskundhed og Troskab mod mig, at du, kære, ikke begraver mig i Ægypten.
Te vaengah Isreal kah a duek ham khohninloh a yoei coeng dongah a capa Joseph tea khue tih, “Nang mikhmuh ah mikdaithen ni ka dang atah ka phai hmuiah na kut tloeng laeh. Sitlohnah neh uepomnah khaw Kai hamna saii atah kai he Egypt kho n'up boel mai.
30 Og jeg vil ligge hos mine Fædre, og du skal føre mig af Ægypten og begrave mig i deres Grav; og han sagde: Jeg vil gøre, som du har sagt.
Te phoeiah a parhoek taengah ka yalh atah kai he Egypt lamkah nan khuen vetih amih kah phuel ah nan up ni,” a tinah hatah, “Na ol bangla kamah loh ka saii bitni,” a ti nah.
31 Men han sagde: Sværg mig; og han svor ham; og Israel bøjede sig over Hovedgærdet i Sengen.
Te vaengah, “Kamah taengah toemngam dae,” a tinah hataha toemngam tih Israelte baiphaih dongkah a lu taengah bakop.
