1 Mosebog 42
1 Der Jakob saa, at Korn var til fals i Ægypten, da sagde Jakob til sine Sønner: Hvi se I paa hverandre?
Leleꞌ naa, Yusuf ama na Yakob rena atahori rafadꞌe oi hambu are sia Masir. De ana ola-olaꞌ no ana nara nae, “Ana nggare! Taꞌo bee de hei endoꞌ onaꞌ nggoa ra taꞌo naa!
2 Og han sagde: Se, jeg hører, at der er Korn til føls i Ægypten, farer did ned og køber til os derfra, at vi maa leve og ikke dø.
Au rena oi hambu nanaat sia Masir. Malole lenaꞌ mi hasa sia naa dei, fo ata afiꞌ mate ndoes.”
3 Saa droge Josefs ti Brødre ned at købe Korn i Ægypten.
De Yusuf aꞌa ka sanahulu nara, raote rae reu hasa nanaat sia Masir.
4 Men Jakob lod ikke Benjamin, Josefs Broder, fare med sine Brødre; thi han sagde: Der kunde vederfares ham nogen Ulykke.
Te Yakob nda nau mboꞌi Yusuf odꞌi muri na Benyamin fo neu no se sa. Ana duꞌa, “Afiꞌ losa anaꞌ a hambu sususaꞌ fai!”
5 Saa kom Israels Sønner at købe iblandt dem, som kom; thi der var Hunger i Landet Kanaan.
Dadꞌi, huu atahori sia bee-bꞌee rena oi hambu nanaat sia Masir, naa de ara reu hasa sia naa. Fula-fai ndoes o losa rae Kanaꞌan. De Yakob ana nara o reu hasa sia naa boe.
6 Og Josef var Regent over Landet, han var den, som solgte til alt Folket i Landet; og Josefs Brødre kom, og de faldt ned for ham paa deres Ansigt til Jorden.
Leleꞌ naa, Yusuf dadꞌi fetor sia Masir. Mete ma atahori rema mia bee-bꞌee hasa are, Yusuf mana seo neu se. Naeni de, leleꞌ aꞌa nara losa, ara reu sendeꞌ lululangga nara fee hadat neu e, losa langga nara dai rae a.
7 Og Josef saa sine Brødre og kendte dem og holdt sig fremmed mod dem og talede haarde Ting med dem og sagde til dem: Hvorfra komme I? og de sagde: Fra det Land Kanaan for at købe Spise.
Leleꞌ nita se, ana nahine memaꞌ. Te Yusuf tao ao na onaꞌ atahori Masir, de ara nda rahine e sa. Ana natane se no deres nae, “Hei ia, mia bee ima?” Rataa rae, “Hai mia Kanaꞌan. Hai ima mae hasa nanaat sia ama fetor.”
8 Og Josef kendte sine Brødre; men de kendte ikke ham.
9 Og Josef kom de Drømme i Hu, som han havde drømt om dem, og sagde til dem: I ere Spejdere, I ere komne at bese, hvor Landet er blot.
Boe ma Yusuf nasanedꞌa meit na. De ana naꞌatatauꞌ se nae, “Au nda umuhere sa! Neꞌo basa hei ia ra mana maku-maꞌu. Hei ima mae mihine nusa Masir rahasia na, fo mitati mo hai.”
10 Og de sagde til ham: Nej, min Herre! men dine Tjenere ere komne for at købe Spise.
Te rataa rae, “Hokoꞌ, amaꞌ! Hai amaꞌ atahori dedenu na. Tebꞌe-tebꞌeꞌ hai ima mae hasa nanaat.
11 Vi ere alle een Mands Sønner, vi ere redelige, dine Tjenere ere ikke Spejdere.
Basa hai amaꞌ esa. Hai nda maku-maꞌu sa, amaꞌ! Hai atahori maloleꞌ.”
12 Og han sagde til dem: Nej, men I ere komne for at bese, hvor Landet er blot.
Te Yusuf olaꞌ nahereꞌ nae, “He! Ombo koson! Afiꞌ peko-leleloꞌ au. Memaꞌ hei ia ra, mana maku-maꞌuꞌ. Hei ima mae mihine nusaꞌ ia rahasia nara!”
13 De svarede: Vi, dine Tjenere, vare tolv Brødre, een Mands Sønner i Kanaans Land; og se, den yngste er endnu hos vor Fader, men den ene er ikke til.
Ara rahara rae, “Hokoꞌ, amaꞌ! Hai amaꞌ dedenu na. Hai ima mia rae Kanaꞌan. Hai odꞌi-aꞌa atahori sanahulu rua. Basa hai ama esa. Hai odꞌi muri ma leo nahani no hai ama ma, ma esa nese ena.”
14 Og Josef sagde til dem: Det er det, som jeg har talet til eder, der jeg sagde: I ere Spejdere.
Yusuf nataa se nae, “Hokoꞌ! Saa fo au olaꞌ faꞌ ra, tebꞌe! Hei ia ra memaꞌ mana maku-maꞌuꞌ.
15 Derpaa skulle I prøves: saa sandt Farao lever, skulle I ikke komme herfra, uden eders yngste Broder kommer hid.
De hei musi fee bukti dei, fo au uhine hei oꞌola ma naa, memaꞌ tebꞌe, do hokoꞌ. Au sumba! Mete ma hei odꞌi muri ma nda nema sia ia sa, hei nda lao hela nusaꞌ ia sa!
16 Sender een af eder bort, at han skal hente eders Broder; men I skulle være fangne, og eders Ord skulle prøves, om I fare med Sandhed; thi hvis ikke, da ere I, saa sandt Farao lever, Spejdere.
Dadꞌi hei tengga atahori sa fo neu nala hei odꞌi muri ma ia nema. Ma hela hei ruma. Au ae ita hei oꞌola ma naa, tebꞌe do hokoꞌ. Mete ma hokoꞌ, hei memaꞌ mana maku-maꞌu.”
17 Og han satte dem tilsammen i Forvaring i tre Dage.
Boe ma Yusuf denu tao se bui rala reu fai telu.
18 Men den tredje Dag sagde Josef til dem: Gører dette, saa skulle I leve; jeg frygter Gud.
Fai ka telu na boe, Yusuf neu olaꞌ no se sia bui a nae, “Au ia, umutau neu Lamatualain ma tungga hiihii-nanau Na. Au nau mboꞌi hei, naa fo misodꞌa. Te hambu dalaꞌ esa.
19 Dersom I ere redelige, da lader een af eders Brødre blive som Fange i eders Forvaringshus; men farer I andre hen og fører det hjem, som I have købt mod Hungeren, for eders Huse,
Mete ma hei olaꞌ no matetuꞌ na, hei musi fee bukti neu au dei. Eni dala na taꞌo ia: au tao esa sia bui rala. Rumaꞌ baliꞌ fo mendi nanaat fee ume isi mara. Te ara rahani hei ena.
20 og henter eders yngste Broder til mig, saa skulle eders Ord tros, og I skulle ikke dø; og de gjorde saaledes.
Basa naa, mendi odꞌi ma nema, fo dadꞌi bukti hei atahori maloleꞌ. Fo au afiꞌ hukun isa hei.” Rena taꞌo naa, ma raꞌaheiꞌ.
21 Men de sagde den ene til den anden: Vi have sandelig forskyldt dette for vor Broder, da vi saa hans Sjæls Angest, idet han bad os, og vi vilde ikke høre, derfor kommer denne Angest over os.
De ara esa olaꞌ no esa rae, “Ia naa hita hambu bala-bꞌaeꞌ mia hita tatao na, fo hita tao neu hita odꞌi na. Hita tita ana doidꞌoso nala seli. Ana noꞌe tulun te, hita nda tao-afiꞌ sa. Naa de, ia naa hita doidꞌoso onaꞌ ia ena.”
22 Og Ruben svarede dem og sagde: Talede jeg det ikke til eder, der jeg sagde: synder ikke mod Drengen, og I hørte ikke? og se, nu kræves ogsaa hans Blod.
Boe ma Ruben fee nesenenedꞌaꞌ neu se nae, “We, odꞌiꞌ re! Maꞌahulu na, au ai hei ena, fo afiꞌ tao saa-saa neu anaꞌ naa boe, to? Te hei nda tao-afiꞌ neu au oꞌola ngga sa. Naa de, ia naa hita lemba Yusuf raa na ena.”
23 Men de vidste ikke, at Josef forstod det; thi der var en Tolk imellem dem.
Ara ola-olaꞌ taꞌo naa, te nda rahine rae Yusuf nahine sira dedꞌea na sa. Huu, Yusuf ola-olaꞌ no se nendiꞌ dedꞌea Masir, dei fo mana ola-olaꞌ na olaꞌ nisiꞌ dedꞌea Ibrani.
24 Og han vendte sig fra dem og græd, og han vendte sig til dem igen og talede med dem og tog Simeon fra dem og lod ham binde for deres Øjne.
Rena ara ola-olaꞌ taꞌo naa, Yusuf fela hela se, de neu nggae mia mamana feaꞌ. Ana nggae basa dei de, baliꞌ nisiꞌ se. De ana denu ara futu Simeon mia odꞌi-aꞌa nara mata na.
25 Og Josef befalede, at man skulde fylde deres Poser med Korn og give dem deres Penge igen, hver i sin Sæk, og give dem Tæring paa Vejen; og han gjorde saa mod dem.
Basa naa ma, Yusuf parenda pagau nara, fo ombo are nisiꞌ aꞌa nara karon nara. Ma tao baliꞌ doi nara risiꞌ karon nara rala. Ana o denu tao fee se lepa-ngges. De pagau nara tao tungga Yusuf parenda na.
26 Og de lagde deres Korn paa deres Asener og fore derfra.
Basa de, Yusuf aꞌa nara rafufuaꞌ karon are ra risiꞌ kaledei ata. De ara lao baliꞌ.
27 Men der den ene lod sin Sæk op for at give sit Asen Foder i Herberget, da saa han sine Penge, og se, de laa oven i hans Pose.
Mia dalaꞌ taladꞌa na, ara hahae. Boe ma, esa sefi karon tali na, fo nae fee keledei na naa. Te nita doi na sia are ata.
28 Og han sagde til sine Brødre: Mine Penge ere komne igen, og se, de ere her i min Pose; da faldt deres Mod, og de forskrækkedes den ene med den anden og sagde: Hvorfor har Gud gjort os dette?
Ana nggengger nala seli. Boe ma ana randu aꞌa nara nae, “Awiii! Mete dei! Hita soe ena. Ara tao baliꞌ au doi ngga sia karon rala.” Ara rita taꞌo naa ma, bingun ma ramatau. De ara ola-olaꞌ rae, “Lamatualain tao sa neu hita fai ia?”
29 Og de kom til Jakob, deres Fader, til Kanaans Land; og de gave ham til Kende alt det, som var dem vederfaret, og sagde:
Basa naa ma, ara lao rakandoo. Losa Kanaꞌan ma, ara dui ama na, basa saa mana dadꞌi neu se.
30 Den Mand, som er Herre i Landet, talte os haardelig til og holdt os for Landets Spejdere.
Rafadꞌe rae, “Amaꞌ e! Fetor Masir a, manaseliꞌ. Oꞌola na nda no hadat sa. Ana napepenggo hai oi, hai mana maku-maꞌu nusaꞌ naa.
31 Og vi svarede ham: vi ere redelige, vi ere ikke Spejdere.
Te hai mitaa mae, “Hokoꞌ! Hai olaꞌ no matetuꞌ. Hai ia ra nda mana maku-maꞌu sa.
32 Vi vare tolv Brødre, vor Faders Sønner, den ene er ikke til, og den yngste er endnu hos vor Fader i Kanaans Land.
Hai atahori maloleꞌ. Basa hai, odꞌi-aꞌa atahori sanahulu rua mia amaꞌ esa. Te esa mate ena, ma muriꞌ a leo no hai ama ma sia Kanaꞌan.’
33 Da sagde Manden, Landets Herre, til os: derpaa vil jeg kende, om I ere redelige: lader den ene af eders Brødre blive hos mig, og tager, hvad I behøve mod Hungeren for eders Huse, og farer hen
Boe ma, fetor a nae, ‘Au ae sobꞌa, hei ia ra ndos do hokoꞌ! Hei esa musi leo sia ia. Ruma baliꞌ mendi are fee ume isi mara, fo ara afiꞌ mate ndoes.
34 og henter eders yngste Broder til mig, saa kan jeg kende, at I ikke ere Spejdere, men at I ere redelige; saa vil jeg give eder eders Broder igen, og I maa handle i Landet.
Basa naa, hei musi mendi odꞌi ma dei. No taꞌo naa, dei fo au bubꞌuluꞌ hei ia ra nda mana maku-maꞌu sa, te memaꞌ hei atahori ndos. Boe ma, au mboꞌi hei torono ma mia bui a. Ma mboꞌi hei, fo sudꞌiꞌ a bee mii, sia nusaꞌ ia.’”
35 Og det skete, der de tømte deres Sække, se, da var hvers Pengeknude i hans Sæk; og de saa deres Pengeknuder, de og deres Fader, og frygtede.
Dꞌui basa ma, ara bonggar karon nara isi na. Aiboiꞌ ma rita doi nara, feꞌe sia karon rala. De Yakob no ana nara ramatau rae mate.
36 Da sagde Jakob, deres Fader, til dem: I berøve mig mine Børn; Josef er ikke til, og Simeon er ikke til, og Benjamin ville I tage hen; over mig kommer det altsammen.
Basa naa ma, Yakob olaꞌ no se nae, “Hei ia ra tao mimopoꞌ ana nggara. Yusuf nese ena. Simeon o nese boe. Ia naa hei mae mendi Benyamin fai, do? Hei ia ra tebꞌe-tebꞌeꞌ mae tao doidꞌoso au, ma!”
37 Og Ruben talede til sin Fader og sagde: Du maa slaa begge mine Sønner ihjel, om jeg ikke fører ham til dig igen; giv ham i min Haand, og jeg vil føre ham til dig igen.
Boe ma Ruben olaꞌ no ama na nae, “Amaꞌ e! Fee Benyamin neu au. Au unea e. Au helu, dei fo au endi baliꞌ e nisiꞌ amaꞌ. Te mete ma hokoꞌ, tao misa ana mone karua nggara.”
38 Og han sagde: Min Søn skal ikke fare ned med eder; thi hans Broder er død, og han alene er bleven tilbage, og møder ham nogen Ulykke paa Vejen, som I drage hen paa, da skulle I føre mine graa Haar med Sorg til Graven. (Sheol h7585)
Te Yakob olaꞌ nae, “Hokoꞌ! Hei nda bole mo Benyamin sa. Aꞌa na Yusuf mate ena. Helaꞌ a mesaꞌ ne. Mete ma ana taꞌo esa sia dalaꞌ, naa, hei tao au susa sambe mate.” (Sheol h7585)
